Less is more ..
Som tidligere nævnt i Røvtur, er 2 af mine sadler bukket under for slid og længere tids overbelastning. Som et forsøg har jeg købt en WTB Silverado Race inden jeg smider kassen efter 2 nye i SLR udgaven. WTB’s SLT udgaver adskiller sig fra Team udgaven ved at være læderbetrukning. Race er så yderligere downgraded med CrMo rails. Vægtforskellene for de 3 modeller er inden for 30 g, men prisen er dobbelt op fra Race til SLT. Team er kun straffet med 5 g og ligger prismæssigt midt imellem. Til min røv er intet for godt, så selvfølgelig skal det være SLT’eren med læder.
Efter en tur til Rørvig i silende regn med den midlertidige Race, er jeg imidlertid kommet på andre tanker. 4 timer i mudder plejer at betyde et mudderlag på sadlen som næsten kræver neglebørste for at komme af. Det er mast ind i læderet så overfladen efter rengøring kan forveksles med ruskind. Ved Kulhuse måtte jeg vente på den lille færge og holdt lige ved siden af lystsejlernes vandslange. Cyklen fik en tur, det samme gjorde sadlen .. og den var uden berøring som ny ! Måske er læder slet ikke velegnet til det danske vejr ?
Min kone klagede også fornyeligt over mit nyindkøb til hendes cykel, en WTB Speed She sadel. Ikke at den ikke passede hendes popo, men den havde syninger så den sugede vand og gav våde bukser i regnvejr. Det ignorede jeg fuldstændigt for det var da det dårligste argument, det vigtigste er trods alt at sidde godt ! Forleden havde hun så taget bilen, så jeg undtagelsesvis måtte afsted på bycyklen på trods af en ustabil DMI-melding. Efter løst opgave kom jeg ud til en våd cykel, og en gennemblødt WTB SST sadel .. i læder. Det er ikke fedt i cowboy bukser !
Jeg har ombestemt mig, det skal være Silverado Team med kunststof, ingen læder til mig. Og fruen har købt ny cykel, så det problem er løst 😉
Dimser og dutter .. med og uden garanti
For at få opfyldt sine hede drømme om udstyr, er det nærliggende nogen gange at købe over nettet eller brugt på Skrotbunken. Den dims jeg havde set mig varm på i efteråret, fandt jeg let brugt på Skrotbunken og blev den lykkelige ejer af til næsten halv pris. En måned senere var den på udsalg til stort set samme pris hos CRC .. surt !
Det er en følsom dims, så den kørte ikke hele vinteren, men efter 2 ture i foråret, hvor det viste sig at den rent faktisk er næsten uundværlig, brød den sammen. Helt sammen .. uden garanti ! Nu er det en avanceret dims som der ikke kører mange i Danmark, så jeg ringede direkte til importøren som sagde at de ikke selv kunne servicere den, men hvis jeg sendte den ind, sendte de den videre til udlandet. Så checkede jeg den engelske importør, han reparerer dem, og ville gerne, mod et klækkeligt honorar og dyr forsendelse, mennnnnn …… der er et upgrade program som jeg kunne gøre brug af i mit eget land. Det kendte den danske importør dog ikke til, faktisk var den nye model slet ikke nået til Danmark. Surt show, så dimsen røg til England.
Efter 3 uger i England kom der så besked om at dimsen faktisk var rigtig syg og at reservedelene lige var gået i restordre. Mennnnnn ….. han kunne tilbyde mig en OEM-upgrade billigt .. med garanti ! Måske er det min oversættelse der ikke er helt up to date, men synes jo ikke at 20% under hvad en ny koster hos CRC, er billigt. Så valget er nu enten at smide den gamle ud og sige det var dyrt at prøve dimsen, eller at betale yderligere 1,5 dims for at få den nye model .. med garanti !
Jeg skulle aldrig have købt dimsen i første omgang for den er næsten uundværlig .. med garanti !
Ikke flere lapper !
Det her indlæg handler ikke om det nye krav fra Arbejdstilsynet, som gør at cykelhandlere ikke længere vil lappe slanger ! Men som omtalt i et tidligere indlæg, er det svært at lappe et nyere Continental UST-dæk med traditionelle lapper. Lapperne vil ikke vulkanisere fast på inderside-overfladen, og sliber man kommer nylontrådene straks frem.
I min skoletid arbejdede jeg på tankstation, det var dengang der stadig var betjening, og på et tidspunkt avancerede jeg til også at lappe punkteringer på slangeløse bildæk. Dengang fandt man hullet, filede det stort og rent, og satte en lim-tilsølet gummiprop i med noget der lignede en forstørret hæklenål. Og forleden fandt jeg noget tilsvarende til UST-dæk hos ChainReaction, et Weldtite Tubeless Tyre Outside Repair Kit !
Søndag punkterede jeg så, en lille torn gav en siver og i dag skulle forsøget stå. Ud med tornen og i med en alt for stor fil. Væmmelig fornemmelse at lave et hul større i et dæk til 400 kr ! På med en besynderlig brun og slimet gummistreng i hæklenålen og godt med lim. Set i bakspejlet burde jeg nok have overvundet min frygt for fiasko og filet lidt mere, men i kom den. Nu ser det ud som om en brun mini-allien er på vej ud af dækket .. og imorgen ved jeg om det er tæt.
UPDATE: det virker, dækket er tæt !
Stående billeder
Jeg læser Bike .. både det tyske og det amerikanske. Og der er et Atlanterhav til forskel. Det tyske Bike har grundige test af cykler og udstyr, minutiøse og saglige turbeskrivelser og knivskarpe og farvemættede billeder. Det amerikanske bike har personlige klummer, lange subjektive og ofte skæve tur-artikler, og så har de fantastiske billeder !
Lige siden jeg fik det første amerikanske Bike i hånden, har jeg lige så meget set det som et fotoblad, som et cykelblad. Billederne er verdensklasse og laoutet understreger det. Både billeder og tekst forsøger at beskrive følelserne ved at køre mountainbike og ikke som traditionelt, udstyret. Men at skrive om billeder, er som at danse om arkitektur .. frit efter en scene i filmen Magnolia.
Forleden sad jeg så i sommehuset med 4 nye blade og tænkte at det egentligt var mærkeligt at det tyske Bike og deres Alpe-tillæg, slet ikke virkede på trods af deres mange og umiddelbart utrolig flotte billeder. Men pludselig kunne jeg se det; alle deres billeder er ens ! Solen skinner og to mountainbikere, lettere oplyst af et par flash’er, står op på deres cykler mens de kører forbi en smuk udsigt. Sådan ser mere end 90% af deres billeder ud. I Alpe-tillægget giver deres fotochef 2 sider gode råd om fotografering, alt sammen fornuftigt, og midt i det hele er der en box med et tips: få altid rytteren til at stå op, så billedet ikke virker udynamisk !
Hvor er det befriende at se et dobbeltside-foto af en siddende ryg der forsvinder i tågerne på et bjerg en regvåd dag i Rocky Mountains. Eller en væltet ven på Bornholm 😉
Pinsler i Paradis
Det var fantastisk, H12 ! Perfekt arrangeret, god stemning og selv vejret artede sig .. i sidste øjeblik. På trods af manglende logistisk forberedelse og job til sent fredag aften, fungerede det hele. Træning, udstyr og arrangement gik op i en højere enhed; huden var gennemslidt på stratetiske steder, fysikken brugt, jeg hallucinerede nærmest på sidste omgang og tiden var, så godt som brugt, da jeg stillede cyklen.
Det er selvfølgeligt ikke rart at opdage 12 omgange kun giver plads i den sidste halvdel af feltet, men forventeligt og til at leve med. Skuffelsen var meget større efter at have pløjet igennem de godt 2.500 billeder der er lagt på nettet efter arrangementet, for at finde ud af der er et, ET, billede af mig i mellem ! Og det er taget på sidste omgang hvor jeg ligner et lig .. der hallucinerer. Et er at være gammel og langsom, men at være så gråskægget at man selv på en blå-anodiseret Santa Cruz Superlight med matchende blå Crank Brothers Cobalt hjul, ikke bliver fotograferet, er deprimerende. Men det giver selfølgelig anledning til, når nu mine morfar baggy’s med seler ikke trækker den hjem, reelle overvejelser om køb af et carbon-lyn 😉
PS. Vil du læse et seriøst indlæg om H12 er det på Dansk-MTB.dk.
Vores H12 træning
Forleden fik jeg bank på sporet, ikke sådan korporligt, men en af mine cykelvenner kørte bare hurtigere end mig, klart hurtigere .. i 4 timer ! Det er der så mange der gør, altså kører hurtigere, men det kom som en lyn fra en klar himmel for de tidligere ture havde ikke indikeret at det ville gå sådan. Den slags kræver jo en forklaring, så jeg efterlyste straks hans træningsprogram, eller en dopingindrømmelse. Jeg fik en mail:
Træningsprogrammet ser således ud
Mandag: Har ondt i benene og kroppen fra søndagsturen. Tager bilen på arbejde og spiser chips om aftenen og et par blå royal for at restituere
Tirsdag: Burde cykle på arbejde, men er lidt tung i hovedet. Tager bilen og kører forbi bageren på vejen.
Onsdag: Cykler til og fra arbejde. Der er onsdagskage på jobbet og den springer jeg ikke over. Arbejder lidt på cyklen i kælderen om aftenen og nyder et par blå royal.
Torsdag: Snart weekend, må hellere spare lidt på kræfterne. Tager bilen. Fejrer om aftenen at det snart er weekend med nogle blå royal.
Fredag: Har lidt tømmermænd fra i går – tager bilen. Der er fredagsbrunch på arbejdet med bacon, æg, pølser og 5 forskellige wienerbrød. Drikker noget rødvin mens der er Disney-sjov. Konen falder tidligt i søvn så jeg henter 5 blå royal og zapper mellem Eurosport og Discovery Channel
Lørdag: Har lidt ondt i hovedet så jeg sover middagslur med Gustav i stedet for at løbe. Tager ham med på McD senere for det er godt mod (mine) tømmermænd.
Søndag: Kører en laaang tur med de andre og er helt bustet. Spiser mad konstant resten af dagen fordi min krop siger at jeg skal. Er også konstant tørstig så jeg får knappet et par blå Royal op om aftenen.
Jeg har ca. 750 dåser blå royal tilbage i kælderen og ved ikke rigtig hvordan jeg skal træne fremadrettet når de en gang er væk sidst i maj.
Sådan ! Jeg ser det som en klar dopingindrømmelse .. jeg var bare ikke klar over Blå Royal havde den virkning. Den er vist ikke på positivlisten ?! Min anden cykelven, som er en mere regelmæssig deltager på vore fælles alpetræningssøndagsture, som H12 forøvrigt også er en del af, sendte også straks sin træningsplan, bare for at strø salt i såret.
Mit træningsprogram så i sidste uge således ud:
Mandag: Var træt fra søndagsturen, så jeg løb kun 7 km om morgenen, blev kaldt hjem fra job til syg Otto og prøvede at nå en arbejdsdags opgaver der hjemme – uden den store succes – spiste ikke forbudte ting og drak ingen alokohol
Tirsdag: Glemte min madpakke og købte håndmadder med højtbelagt til frokost – dyrkede ingen motion … men spiste til gengæld to stykker franskbrød med syltetøj og ost til personalemødet.
Onsdag: strammede op og løb en morgen 10er, “glemte” igen madpakken, da de der håndmadder lå forrest i min erindring fra i går … drak en øl før jeg faldt i søvn på sofaen inden 21 …
Torsdag: Dyrkede ingen motion, men spiste vist kun “korrekt” mad den dag – der er ingen kage på mit arbejde – så det gør alting lettere, hvis man vil undgå sådan noget …
Fredag: Var til motionsarrangement på arbejde fik en lækker frokost med rugbrødder og en enkelt øl. Fik efter en cykeltur på 25 km økologisk vegetarisk mad uden fedt.
Lørdag: Glemte at løbe den 10er jeg havde aftalt med mig selv. Var til 90 års fødselsdag hos min farmor md fedtsejlende treretters menu – spiste alt op, drak vin øl og sherry til – suppleret med lejlighedssange og en enkelt cola. Efter festen var der hjemlig hygge hos mine forældre med den store slikskål fremme.
Søndag: Havde glemt mit løbetøj på Sjælland, så jeg fik ikke løbet den 10er jeg havde til gode fra lørdag … Spiste rundstykker med ost og syltetøj til morgen i stedet for hvaregryn med skummetmælk. Tog med Otto og to andre knægte fra RMK i skoven om eftermiddagen, hvor vi kørte 18 km af det røde spor, og endte ved iskiosken, hvor jeg lod mig friste af en chokolade milkshake. Sluttede aftenen af med hjemmelavet pizza og tv serie (flashforward på 5eren).
I denne uge bliver det meget bedre uden svinkeærinder 🙂
Mit eget træningsprogram ligner til forveksling de 2 andres, jeg drikker bare ALDRIG Blå Royal men helst Pale Ale fra Ølfabrikken .. er det virkelig det der gør forskellen ?
Magneter i sofaen ?
Nix, ikke her !
Fruens veninde havde fået endnu en løbeskade, og var så småt begyndt at lege med tanken om at motionere på en anden måde. Da hun bor op til skoven, mente hun det var nærliggende at forsøge sig som en af de mountainbikere hun hele tiden snubler over på sine løbeture. Jeg tilbød mig selvfølgelig straks som coach, faktisk forbød jeg hende nærmest at køre uden mig ! Resultatet blev en aftale om at mødes hos MTB-Tours, hvor hun kunne leje en cykel, og et par timer i skoven.
På dagen så DMI ikke helt stabil ud, så vi skrev lidt sms’er et par timer inden. Holdningen var klar, lidt smådryp skulle ikke ødelægge det. Drypperiet var nu blevet til stabil regn da jeg stak afsted fra byen. 3 grader og regnvejr kan afskrække de fleste, så jeg forventede egentlig at finde en sms på telefonen da jeg dyngvåd svingede ind hos de venlige folk hos MTB-Tours. De mente heller ikke umiddelbart det var vejr til en intro-tur, men 5 minutter efter kom fruens veninde i fuld løbetøj, med lille rygsæk og sønnens hjelm. Sådan !
Første gang på en MTB er 27 gear en mundfuld, men intuitiv brug af de 9 bagerste tandhjul og besked på kun at skifte fra midterklingen ned på den lille når det blev rigtig stejlt, fungerede fint. Og selvom koncentrationen nærmest lyste ud under hjelmen, blev det ikke til mange fejlskift. Røven godt tilbage nedad og frem på sadlen opad, fik hun også hurtigt lært efter råbe-metoden, og ud over en enkelt stigning eller to, blev det hele kørt. Jeg havde advaret om en 6 km tur, ingen grusveje kun spor, og ud over overraskelsen over at vi kun havde kørt 3 km da jeg gjorde opmærksom på vi var halvvejs, var der kun smil. Så en god times tid senere, rimeligt våde og kolde, afleverede vi cyklen. Og fruens veninde har truet med at leje den igen .. en rigtig mountainbiker er født 😉
Røvtur
Efter en mærkelig lyd på cyklen, opdager jeg at min sadel er skæv ! Umiddelbart er det lidt svært at afgøre hvad problemet er, men skæv er den. Et nærmere eftersyn afslører at rails’ene ikke sidder lige mere, de faktisk nærmest bugter sig, viser det sig da sadlen kommer af hjemme i kælderen. Hmmm….., nu er problemet jo ikke større end jeg sætter min ikke sænkbare sadelpind med den næsten identiske sadel på. Jeg checker lige inden, bare for en sikkerheds skyld .. fåååck, den er også skæv !
Jeg har 3 WTB Rocket sadler som alle er 5-7 år gamle, og 2 af dem er skæve ! De holder åbenbart ikke evigt, i hvert tilfælde ikke når man vejer næsten 100 kg kampklar (bare rolig, meget tung rygsæk ;-)). Det forklarer måske også at jeg nogle gange får ondt i lænden efter mange timer i sadlen !
Nu er der jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget ! Dels forklarer det måske mine lændesmerter, dels bliver det nu nødvendigt med mindst en ny sadel. Og jeg er, efter en del timer på en WTB Silverado på spinningscyklen, nået frem til at den nok er mere ideel til min røv, også på sporet, end de Rocket’s jeg plejer at køre med. Så som en test, kommer spinningssadlen nu ud i den friske luft. Det er i hvert tilfælde godt for den !
Faderen, sønnen, fætteren og den langbenede
Efter en kort debut på en hardtail, og 4 år på en Marin Rift Zone skrev alle cykelbladene i 2004 om den hellige gral, den ultimative trail-bike, Santa Cruz Blur. Blur’en var den første cykel med Santa Cruz nyindkøbte, genopdagede VVP affjedringssystem. Et system som ved hjælp af flere led og 4 aksler, gjorde affjedringen følsom overfor ujævnheder i underlaget og mindre følsom overfor cyklistens bevægelser i sadlen. Marin’en havde kørt godt, det engelske xc-mesterskab var bla vundet på en tilsvarende, Blur’en var bare en meget bedre trail-bike. Fantastisk cykel !
Blur’en kom med alle vegne men på et tidspunkt kom fruen til at foreslå om ikke jeg kunne finde en cykel der kunne stå fast i sommerhuset, hun var lidt træt af mine øvelser med cykel på bil, cykel ned af bil. Jeg forsøgte med en Marin Pine Mountain stål hardtail, smuk og rigtig fed cykel, men jeg havde kørt alt for længe på fully til at det fungerede. Heldigvis stod der et usalgbart blåt Superlight stel i Tyskland og nærmest ventede på mig. Så var sommerhuscyklen hjemme. Terrænet i Rørvig er fladere og med færre udfordrende singletracks end omkring København, så Superlight’en var nærmest på hjemmebane med dens simple singlepivot-system. Enkel, direkte og meget kontant cykel, som en ufølsom udgave af Blur’en.
Om vinteren kom Superlight’en med hjem og efter et lejeskifte på Blur’ens affjedringssystem, besluttede jeg at det nok var smartere at bruge Superlight’en, som kun har 2 lejer, om vinteren. Da forår kom, røg Blur’en til Rørvig ! Superlight’ens lidt hårdere og direkte kontakt med underlaget, passede mig egentligt bedre, i hvert tilfælde på dansk grund.
Blur’ens begrænsning var dens 115mm vandring bag og de anbefalede 105 mm foran. Santa Cruz tog konsekvensen og delte op i en LT (long travel) version med 135mm bag og 140mm anbefalet foran, og en xc-version. Nu skulle jeg til Alperne men synes ikke rigtig jeg skulle bruge en ny cykel. Blur’en blev, på trods garantibortfald, beefed op med en Talas 90-130mm gaffel. Det gik rigtig godt i Alperne, og faktisk var det nok mere bagenden der steppede lidt nedad end den lange forende, der gav grund til et enkelt løftet øjenbryn.
Superlight’ens største minus var et ikke så stift stel og en manglende mudclearence bagpå. Heldigvis kom Santa Cruz med en updateret version, og jeg var ikke i tvivl .. den blev bestilt. Den ideelle cykel til danske spor, meget stivere og masser af frigang bagpå. Så da muligheden kom for en tur i Andalusien, kom Superlight’en med. Den kørte fantastisk men .. den lave krankbox dur ikke til bjergstier. Pedaler og krankbox banker ind i sten og klippestykker.
Blur’en kom frem igen da familien skulle til Bornholm. Det gik rigtig godt, indtil jeg skulle kørte lidt med et par sportige venner på deres carbon-raketter. Pludselig gik det op for mig at Blur’en måske var lidt forældet allerede og at den lange forgaffel gjorde den sløv. Santa Cruz havde da også allerede lavet både en XC-carbon udgave, en LT2 og en LT-carbon udgave. Nu skal jeg jo til Alperne igen til sommer, så det blev til et LT2 stel og en Fox Float 150mm gaffel. Alle medier havde udråbt den nye LT2 til et trail-vidunder, en skrev sågar at den erstattede 4 andre Santa Cruz cykler, den gamle LT, Heckler’en, Nomad’en og Superlight’en ! Og at den var ligeså nimple som Superlight’en.
Og hvad er situationen så nu .. den er perfekt ! Superlight’en er fantastisk og nærmest ideel til danske forhold og selvom jeg ikke har været i bjerge med Blur LT2’eren endnu, kan jeg godt sige at den er uovertruffen når det er rigtig råddent, og næsten lige så nimple som Superlight’en. Det svære er kun at vælge hvilken cykel jeg skal tage hvornår !
Det sidste forsøger Santa Cruz nu at råde bod på, i går lancerede de en Nickel, den perfekte klon ! 125mm vandring og et APP affjedringssystem, en singlepivot med lidt ekstra led, så dæmperkarakteristikaen er som en VPP.
Orthopædagogisk
For ikke så længe siden fik Fitness.dk Falkoner nye spinningscykler. Røde Schwinn cykler med røde Schwinn pedaler .. med indbygget float. Det blev lidt rigeligt med mine halvslidte klamper som også er født med float, som næppe er blevet mindre med tiden. Resultat, ondt i knæet. Løsning, nye klamper. Virkede ikke ! En nærmere inspektion af mine sko, som kun er 6-8 år gamle og ser ud som nye, afslørede at alle limninger var gået, de stank uudholdeligt og højre hæl var trådt helt ud af facon. Nye sko !
Ligesom jeg har en WTB-røv, har jeg Specialized-fødder, så det er ikke så svært på nettet. Men efter BG foredraget hos Ride4Fun, er jeg blevet opmærksom på at jeg måske skal have en anden sål end standard sålen. En løbetest viste for mange år siden at jeg knækker let indad i anklerne, så mon ikke det er det samme når jeg cykler. Specialized-sko leveres med en let oprettende sål, men jeg besluttede også at købe deres medium sål .. og pludselig er skoen 200 kr. dyrere. Men WOW ! Ingen smerter i knæ, og nogle fødder der troede de var kommet i himlen !
Men nu står der 3 par beskidte mtb-sko i kælderen og undrer sig over hvornår de får nye såler !? Måske har de mængderabat i den nye Specialized Concept Store der åbner om 3 uger. Foreløbelig har de lovet at checke om mediumsålen nu også er den rigtige.
MTBlog.dk 
2 comments