MTBlog.dk

Dimser og dutter .. med og uden garanti

Posted in Brok, Udstyr by Søren Svendsen on 9. juni 2010

For at få opfyldt sine hede drømme om udstyr, er det nærliggende nogen gange at købe over nettet eller brugt på Skrotbunken. Den dims jeg havde set mig varm på i efteråret, fandt jeg let brugt på Skrotbunken og blev den lykkelige ejer af til næsten halv pris. En måned senere var den på udsalg til stort set samme pris hos CRC .. surt !

Det er en følsom dims, så den kørte ikke hele vinteren, men efter 2 ture i foråret, hvor det viste sig at den rent faktisk er næsten uundværlig, brød den sammen. Helt sammen .. uden garanti ! Nu er det en avanceret dims som der ikke kører mange i Danmark, så jeg ringede direkte til importøren som sagde at de ikke selv kunne servicere den, men hvis jeg sendte den ind, sendte de den videre til udlandet. Så checkede jeg den engelske importør, han reparerer dem, og ville gerne, mod et klækkeligt honorar og dyr forsendelse, mennnnnn …… der er et upgrade program som jeg kunne gøre brug af i mit eget land. Det kendte den danske importør dog ikke til, faktisk var den nye model slet ikke nået til Danmark. Surt show, så dimsen røg til England.

Efter 3 uger i England kom der så besked om at dimsen faktisk var rigtig syg og at reservedelene lige var gået i restordre. Mennnnnn ….. han kunne tilbyde mig en OEM-upgrade billigt ..  med garanti ! Måske er det min oversættelse der ikke er helt up to date, men synes jo ikke at 20% under hvad en ny koster hos CRC, er billigt. Så valget er nu enten at smide den gamle ud og sige det var dyrt at prøve dimsen, eller at betale yderligere 1,5 dims for at få den nye model .. med garanti !

Jeg skulle aldrig have købt dimsen i første omgang for den er næsten uundværlig .. med garanti !

Tagged with: ,

Ikke flere lapper !

Posted in Dæk by Søren Svendsen on 19. maj 2010

Det her indlæg handler ikke om det nye krav fra Arbejdstilsynet, som gør at cykelhandlere ikke længere vil lappe slanger ! Men som omtalt i et tidligere indlæg, er det svært at lappe et nyere Continental UST-dæk med traditionelle lapper. Lapperne vil ikke vulkanisere fast på inderside-overfladen, og sliber man kommer nylontrådene straks frem.

I min skoletid arbejdede jeg på tankstation, det var dengang der stadig var betjening, og på et tidspunkt avancerede jeg til også at lappe punkteringer på slangeløse bildæk. Dengang fandt man hullet, filede det stort og rent, og satte en lim-tilsølet gummiprop i med noget der lignede en forstørret hæklenål. Og forleden fandt jeg noget tilsvarende til UST-dæk hos ChainReaction, et Weldtite Tubeless Tyre Outside Repair Kit !

Søndag punkterede jeg så, en lille torn gav en siver og i dag skulle forsøget stå. Ud med tornen og i med en alt for stor fil. Væmmelig fornemmelse at lave et hul større i et dæk til 400 kr ! På med en besynderlig brun og slimet gummistreng i hæklenålen og godt med lim. Set i bakspejlet burde jeg nok have overvundet min frygt for fiasko og filet lidt mere, men i kom den. Nu ser det ud som om en brun mini-allien er på vej ud af dækket .. og imorgen ved jeg om det er tæt.

UPDATE: det virker, dækket er tæt !

Tagged with: , , ,

Hvorfor ?

Posted in Brok, Bukser by Søren Svendsen on 2. maj 2010

Hvorfor er det kvinder synes mænd i lycra er så usexede, når nu mænd er vilde med kvinder i lycra ?

Tagged with:

Røvtur

Posted in Brok, Sadler, Udstyr by Søren Svendsen on 23. april 2010

Efter en mærkelig lyd på cyklen, opdager jeg at min sadel er skæv ! Umiddelbart er det lidt svært at afgøre hvad problemet er, men skæv er den. Et nærmere eftersyn afslører at rails’ene ikke sidder lige mere, de faktisk nærmest bugter sig, viser det sig da sadlen kommer af hjemme i kælderen. Hmmm….., nu er problemet jo ikke større end jeg sætter min ikke sænkbare sadelpind med den næsten identiske sadel på. Jeg checker lige inden, bare for en sikkerheds skyld .. fåååck, den er også skæv !

Jeg har 3 WTB Rocket sadler som alle er 5-7 år gamle,  og 2 af dem er skæve ! De holder åbenbart ikke evigt, i hvert tilfælde ikke når man vejer næsten 100 kg kampklar (bare rolig, meget tung rygsæk ;-)). Det forklarer måske også at jeg nogle gange får ondt i lænden efter mange timer i sadlen !

Nu er der jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget ! Dels forklarer det måske mine lændesmerter, dels bliver det nu nødvendigt med mindst en ny sadel. Og jeg er, efter en del timer på en WTB Silverado på spinningscyklen, nået frem til at den nok er mere ideel til min røv, også på sporet, end de Rocket’s jeg plejer at køre med. Så som en test, kommer spinningssadlen nu ud i den friske luft. Det er i hvert tilfælde godt for den !

Tagged with: , ,

Det passer ikke

Posted in Brok, Cykler, Træning by Søren Svendsen on 19. april 2010

Efter 3 måneder i sne og slud på den langbenede, min Blur LT2 med 140mm, kom Superlight’en frem i lyset og blev hevet rundt i skoven og på H12 rutefremvisningen i går.

Og det passer ikke, hverken det ene eller det andet ! For det første er Blur’en ikke ligeså “nimple” som Superlight’en. Man får godt nok nemt den fornemmelse når man drøner rundt på den, men når så man kommer op på Superlight’en, kan man godt mærke at det går lidt hurtigere .. det hele. Den er bare skarpere, og jeg tror det primært skyldes at krankboxen hænger en hel tomme lavere. Det gør så også at pedalerne knalder ind i stubbe og rødder, hvis man er et øjebliks uopmærksom.

Jeg flere gange forsøgt at begrave myten om at man bliver en bedre tekniker af at køre hardtail. Det gør man ikke .. for det andet. Michael Shumacher træner jo heller ikke til Formel 1 i en Skoda ! Faktisk er det nok den anden vej rundt. På søndagens tur oplevede jeg efter en længere periode på den langbenede, at jeg smed Superlight’en ned af ting som jeg ikke har gjort tidligere. Den sikkerhed en cykel med lang vandring giver nedad og over forhindringer, giver en tryghed og teknik som umiddelbart kan overføres og bruges når man sidder på en en mindre kapabel cykel.

Tagged with: , ,

Faderen, sønnen, fætteren og den langbenede

Posted in Cykler, Udstyr by Søren Svendsen on 13. april 2010

Efter en kort debut på en hardtail, og 4 år på en Marin Rift Zone skrev alle cykelbladene i 2004 om den hellige gral, den ultimative trail-bike, Santa Cruz Blur. Blur’en var den første cykel med Santa Cruz nyindkøbte, genopdagede VVP affjedringssystem. Et system som ved hjælp af flere led og 4 aksler, gjorde affjedringen følsom overfor ujævnheder i underlaget og mindre følsom overfor cyklistens bevægelser i sadlen. Marin’en havde kørt godt, det engelske xc-mesterskab var bla vundet på en tilsvarende, Blur’en var bare en meget bedre trail-bike. Fantastisk cykel !

Blur’en kom med alle vegne men på et tidspunkt kom fruen til at foreslå om ikke jeg kunne finde en cykel der kunne stå fast i sommerhuset, hun var lidt træt af mine øvelser med cykel på bil, cykel ned af bil. Jeg forsøgte med en Marin Pine Mountain stål hardtail, smuk og rigtig fed cykel, men jeg havde kørt alt for længe på fully til at det fungerede. Heldigvis stod der et usalgbart blåt Superlight stel i Tyskland og nærmest ventede på mig. Så var sommerhuscyklen hjemme. Terrænet i Rørvig er fladere og med færre udfordrende singletracks end omkring København, så Superlight’en var nærmest på hjemmebane med dens simple singlepivot-system. Enkel, direkte og meget kontant cykel, som en ufølsom udgave af Blur’en.

Om vinteren kom Superlight’en med hjem og efter et lejeskifte på Blur’ens affjedringssystem, besluttede jeg at det nok var smartere at bruge Superlight’en, som kun har 2 lejer, om vinteren. Da forår kom, røg Blur’en til Rørvig ! Superlight’ens lidt hårdere og direkte kontakt med underlaget, passede mig egentligt bedre, i hvert tilfælde på dansk grund.

Blur’ens begrænsning var dens 115mm vandring bag og de anbefalede 105 mm foran. Santa Cruz tog konsekvensen og delte op i en LT (long travel) version med 135mm bag og 140mm anbefalet foran, og en xc-version. Nu skulle jeg til Alperne men synes ikke rigtig jeg skulle bruge en ny cykel. Blur’en blev, på trods garantibortfald, beefed op med en Talas 90-130mm gaffel. Det gik rigtig godt i Alperne, og faktisk var det nok mere bagenden der steppede lidt nedad end den lange forende, der gav grund til et enkelt løftet øjenbryn.

Superlight’ens største minus var et ikke så stift stel og en manglende mudclearence bagpå. Heldigvis kom Santa Cruz med en updateret version, og jeg var ikke i tvivl .. den blev bestilt. Den ideelle cykel til danske spor, meget stivere og masser af frigang bagpå. Så da muligheden kom for en tur i Andalusien, kom Superlight’en med. Den kørte fantastisk men .. den lave krankbox dur ikke til bjergstier. Pedaler og krankbox banker ind i sten og klippestykker.

Blur’en kom frem igen da familien skulle til Bornholm. Det gik rigtig godt, indtil jeg skulle kørte lidt med et par sportige venner på deres carbon-raketter. Pludselig gik det op for mig at Blur’en måske var lidt forældet allerede og at den lange forgaffel gjorde den sløv. Santa Cruz havde da også allerede lavet både en XC-carbon udgave, en LT2 og en LT-carbon udgave. Nu skal jeg jo til Alperne igen til sommer, så det blev til et LT2 stel og en Fox Float 150mm gaffel. Alle medier havde udråbt den nye LT2 til et trail-vidunder, en skrev sågar at den erstattede 4 andre Santa Cruz cykler, den gamle LT, Heckler’en, Nomad’en og Superlight’en ! Og at den var ligeså nimple som Superlight’en.

Og hvad er situationen så nu .. den er perfekt ! Superlight’en er fantastisk og nærmest ideel til danske forhold og selvom jeg ikke har været i bjerge med Blur LT2’eren endnu, kan jeg godt sige at den er uovertruffen når det er rigtig råddent, og næsten lige så nimple som Superlight’en. Det svære er kun at vælge hvilken cykel jeg skal tage hvornår !

Det sidste forsøger Santa Cruz nu at råde bod på, i går lancerede de en Nickel, den perfekte klon ! 125mm vandring og et APP affjedringssystem, en singlepivot med lidt ekstra led, så dæmperkarakteristikaen er som en VPP.

Den gamle ged .. eller krydderdrengen

Posted in Brok, Udstyr by Søren Svendsen on 2. april 2010

Det er ikke sjovt at blive overhalet af sin egen lugt, hverken på sporet eller i spinningslokalet ! De første par gange fik jeg deja vu til gymnastiktimerne i 7. klasse hvor nylonposen med tøjet ikke blev åbnet mellem timerne, og tænkte der er nok en eller anden der har glemt at vaske cykeltøjet siden sidste tur. Man kikker til siden for at se hvor lugten af gammel ged kommer fra, hmmm…..    Efter geden har ligget på hjul, og forsøgt at overhale et par gange, går det op for mig at det er mig selv der lugter !

Sportstøj der lugter væmmeligt er vist et generelt problem, men gode løsningsforslag er der ikke mange af. I en længere periode brugte jeg eddike som skyllemiddel, og det hjælper. Det var lige indtil en en flink ven på sporet brød den uskrevne kodex og uopfordret foreslog at jeg skulle prøve med Rodalon ! Det er en af den slags hentydninger jeg ikke sidder overhørig, så sådan blev det. Tøjet i badekaret med Rodalon i et par timer og direkte i vaskemaskinen. Fy føj ! Hvis tøjet før havde en snert af ged, så stak hele geden nu sit grimme fræs frem.

Når alt andet glipper, læs brugsanvisningen ! Rodalon skriver tydeligt at tøjet skal skylles GRUNDIGT inden det vaskes ! På den igen, og efter at have fulgt anvisningen hjalp det. Men ikke ordentligt. Faktisk var det stadig værre end inden forsøget med Rodalon startede. Så tilbage til eddiken og noget specialvaskemiddel til sportstøj, og nu er tøjet sig selv igen.

Forleden løb jeg så tør for eddike ! Dvs. der var ikke mere i vaskekælderen, det var der til gengæld i køkkenet. Kryddereddike .. Bamseline go’ home, det virker ! Hvis du møder en på sporet som dufter af dild og danske krydderurter, så hils pænt .. det er mig 😉

Tagged with: , , ,

Orthopædagogisk

Posted in Sko, Udstyr by Søren Svendsen on 29. marts 2010

For ikke så længe siden fik Fitness.dk Falkoner nye spinningscykler. Røde Schwinn cykler med røde Schwinn pedaler .. med indbygget float. Det blev lidt rigeligt med mine halvslidte klamper som også er født med float, som næppe er blevet mindre med tiden. Resultat, ondt i knæet. Løsning, nye klamper. Virkede ikke ! En nærmere inspektion af mine sko, som kun er 6-8 år gamle og ser ud som nye, afslørede at alle limninger var gået, de stank uudholdeligt og højre hæl var trådt helt ud af facon. Nye sko !

Ligesom jeg har en WTB-røv, har jeg Specialized-fødder, så det er ikke så svært på nettet. Men efter BG foredraget hos Ride4Fun, er jeg blevet opmærksom på at jeg måske skal have en anden sål end standard sålen. En løbetest viste for mange år siden at jeg knækker let indad i anklerne, så mon ikke det er det samme når jeg cykler. Specialized-sko leveres med  en let oprettende sål, men jeg besluttede også at købe deres medium sål .. og pludselig er skoen 200 kr. dyrere. Men WOW ! Ingen smerter i knæ, og nogle fødder der troede de var kommet i himlen !

Men nu står der 3 par beskidte mtb-sko i kælderen og undrer sig over hvornår de får nye såler !? Måske har de mængderabat i den nye Specialized Concept Store der åbner om 3 uger. Foreløbelig har de lovet at checke om mediumsålen nu også er den rigtige.

Tagged with: , ,

Kongen og den fede

Posted in Alperne, Dæk by Søren Svendsen on 19. marts 2010

Der er sikkert mange meninger om hvad der er den vigtigste del på en mountainbike, men når vi ellers taler om en cykel på et vist niveau, er jeg ikke i tvivl om at dækkene er det afgørende. Det er i hvert tilfælde altid der jeg har mine overvejelser, specielt til ture på ukendte spor i fremmed terræn. Siden jeg besluttede mig for endnu en Alpe-tur, har dækkene været det store spørgsmål.

Sidst jeg kørte i Alperne var der i følge arrangøren og tourguiden, ingen tvivl, det skulle være Schwalbe Fat Albert dæk. Så sådan blev det. At få et sæt Fat Albert på cyklen, var en noget anderledes oplevelse, lidt som at få larvefødder på. Det rullede lidt trægt på vores lokale spor, men åd sig gennem alting og slap aldrig grebet. Det samme galt på sporene i Alperne, de var fantastiske nedad og tunge opad. Men dels er de for meget til dansk terræn og dels har jeg aldrig været så vild med Schwalbe dæk, så efter hjemkomsten blev de pillet af.

Sidste år i Andalusien, som ikke er helt så råddent terræn som Alperne, besluttede jeg køre Continental Mountain King 2.4. Mountain King ruller noget bedre Fat Albert og var perfekt til sporene i Andalusien. Det skal lige siges at at MK 2.4 er et noget andet og voldsommere dæk end 2.2 versionen, knopperne er væsentligt større og højere.

I mellemtiden er der kommet en ny version af Fat Albert som skulle rulle bedre, og som jeg bestilte efter mange overvejelser og modtog fornyelig. Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg kunne ikke li’ dem da jeg så dem, så jeg har solgt dem igen .. uden at prøve dem. Og besluttet at køre Mountain King 2.4, som jeg er vild med, i hvert tilfælde der hvor jeg har prøvet dem.

Nogen vil nok mene det er snævertsynet kun at kikke på de to dæk, hvad med Kenda Nevegal, Panaracer  Rampage, Nobby Nic, Rubber Queen og alle de andre ? Dels kan man ifølge tyske cykelblade kun krydse Alperne på Fat Albert, englænderne og amerikanerne er dog noget mindre begejstrede, dels er næsten alle andre kvalificerede dæk tungere og ruller dårligere. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man læser i tests, dels er selv cykelblade lokalpatriotiske hvor mærkeligt det end lyder, dels er forskel på test og virkelighed. Det tyske MountainBike lavede en dæktest hvor de ud over at måle rullemodstand på den autoriserede måde, også lod testkørerne vudere rullemodstanden subjektivt. Interessant nok blev Schwalbe dæk, som altid har lav rullemodstand, subjektivt vuderet til at have en lidt højere rullemodstad !

Rart at have taget en beslutning og fået det ud af verden, jeg kører Mountain King ! Der er dog lige en lille ting der skræmmer mig. På sidste Alpetur fulgte jeg alle bureauets og guidens råd, på nær på et punkt .. og det fortrød jeg. De sagde at man skulle køre 11-34 kassette og jeg kørte 11-32 .. bommer ! Det sved på alle opkørslerne, og det er mindst halvdelen af tiden. Heldigvis er det nye bureau ikke helt så katagoriske i deres anbefalinger af dæk 😉

En dårlig …

Posted in Brok, Sadler, Spinning, Udstyr by Søren Svendsen on 18. marts 2010

Kasper skrev i en kommentar til “Ondt i røven”, mine overvejelser om sadler, om jeg så også skulle have en BodyFit sadel med til spinning ! Og selvfølgelig har jeg min egen sadel med til spinning, men det er som mine andre sadler, en WTB. Det vil sige, i dag havde jeg glemt den og var nødt til at bruge den autoriserede Fitness.dk sadel. Uh, ha, dada …  havde jeg tvivl om jeg sidder fornuftigt på mine WTB-sadler, er al tvivlen borte. Den sadel var dårlig ! Ud over det er mærkeligt at sidde på en blød sadel som former sig efter ens underliv, forsvandt blodet også fra de ædlere hurtigere end jeg blev forpustet. Ubehageligt !

Efter den tur er jeg rimelig sikker på jeg sidder godt på mine WTB-sadler og ergonomien ikke er helt dårlig.

Tagged with: , ,