Den fede mand og vægtknepperiet
Når man som mig har en trøjeholder rundt om maven på et sted mellem 5 og 10 kilo, virker det lidt malplaceret at gå op i om sadelpinden vejer 50 g mere eller mindre. Ikke sådan at jeg har været ligeglad, det har bare aldrig været rigtig vigtigt. Om vægten sidder på maven eller på cykel er lige meget, og så betyder 100g ikke så meget. Det er selvfølgelig kun en halv sandhed, for den uaffjedrede vægt betyder mere end mavefedt, og den roterende vægt betyder meget mere. Men alligevel, og min kærlighed til UST-dæk har heller bidraget med anorektiske tanker, for de er notorisk tungere, men jeg har holdt mig til de udregninger der siger at det ikke betyder noget, for den reducerede rullemodstand opvejer det så rigeligt.
Som Henrik, en ægte vægtknepper, lynhurtigt spottede til H12, så har det ændret sig. Bremseskiverne er mere hul end materiale på Tallboy’en. Med skiftet til 29″ er der meget der er anderledes og de erfaringer jeg har fra 26″ kan ikke umiddelbart overføres har jeg opdaget. Jeg er på den femte Santa Cruz cykel og har efterhånden helt check på hvordan de skal sættes op for at passe mig perfekt. Tallboy’en er bare en lille smule anderledes. Styret skal være bredere for at kontrollere de store hjul, frempinden skal være kortere for at give en kvikkere styring, det bredere styr gør at afstanden mellem sadel og styr skal være kortere og forhjulet skal være så let som muligt for at gøre det nemmere at kontrollere det store hjul og den medfølgende forøgede gyroeffekt. Den større omkreds på hjulene, giver også en anden kontaktflade mellem dæk og underlag, så dækmønstrene virker anderledes end på 26″. Generelt kan man sige at man ikke behøver så groft et mønster på 29″, og man kan køre med en anelse lavere dæktryk uden at lave snakebites.
Wales blev erobret med 800 g fede Ardent 2.4 dæk på opfordring fra BenBen. Perfekt til formålet men også så tunge at skiftet tilbage til de originale 650 g CrossMark var markant. Jeg fik blod på tanden og reducerede frempinden med 10 mm, vægten på dækket fra 650 til 520 g, på slangen fra 180 til 110 g og på skiven fra 150 til 112 g .. og det gav en helt ny køreoplevelse. Tallboy’en er nu lige så “nimble” som Superlight’en ! Forhjulet løfter man lige så let som på en 26″, man kan kaste cyklen rundt på sporet, skal endda kæmpe lidt for at holde forhjulet nede på meget stejle stigninger og det store hjul bemærkes kun negativt når der ikke er plads til den store diameter mellem forhindringer.
Jeg er blevet vægtknepper og har fået gram på hjernen .. overvejer sågar selv at tabe mig. Less is more !
Niogtyve tanker
Vi weekendkrigere arver jo på godt og ondt meget af den udvikling og det tankesæt, der er tiltænkt worldcup-racerne. For det meste er det til stor glæde, men af og til giver det også mudder i systemet. For hvor mange af os glade entusiaster, er det egentligt vigtigt at komme først, eller køre hurtigst ? Selvom vi træner efter eliteprogrammer, på trods af deller både her og der, og vægtoptimerer vores cykler til det anorektiske, på trods af dellerne, handler det jo i sidste ende ikke om at komme først, men om at have det sjovest !?
Jeg er overbevidst om at alt hvad der generelt bliver skrevet om 29″ vs 26″, er rigtigt, fordele og ulemper. Og de direkte sammenligninger jeg har set giver heller ikke et entydigt billede af en vinder. Det hele kommer an på terræn, rytter og kørestil. Nogle kører hardtail, nogle fully, nogle UST andre med latexslanger, nogle er til knopper andre til slicks og nogle kan bedre lide brunetter end blondiner. Der er heldigvis ikke noget der er rigtigt og forkert, kun valg og konsekvenser.
Som barn kæmper de fleste sig gennem en række cykler som skiftevis er for store og for små, og en sjælden gang passer, og hjulstørrelsen vokser med cyklens og barnets størrelse. Men på et tidspunkt stopper det, så vokser kun kroppen .. og stellet ! Alt efter sluthøjde og bygning, passer man så mere eller mindre ideelt på en mountainbike. Med en meter og fireogfirs og lange ben, giver det klart en mere naturlig fornemmelse at sidde på min nye Tallboy, end på mine tidligere Santa Cruz’er. Jeg sidder mere i cyklen, end på cyklen. De uundgåelige uheld på sporet de seneste år, kan næsten alle beskrives ved en flyvetur ud over styret, hvilket er en klar konsekvens af en forkert vægtfordeling på et kritisk tidspunkt. En teleskop-sadelpind hjælper meget og flytter tyngdepunktet ned hvor alt ting bliver nemmere .. hvis man har aktiveret den ! Et 29″ stel flytter også tyngdepunktet, ikke så voldsomt, men permanent. Det giver en anden tryghed .. og træghed. Valg og konsekvenser.
Efter bare et par hundrede kilometer på Tallboy’en, er jeg ikke i tvivl om at min krop er til 29″ .. ligesom min røv er til WTB sadler. Mine bange anelser om at min diesel-kørestil ville blive yderligere forstærket med en wagonwhell’er, havde heldigvis ikke noget på sig, snarere tværtimod. Træerne vokser dog stadig ikke ind i himlen selvom man sidder på en Tallboy. Nok er risikoen for at tage den over styret er reduceret, men jeg kunne da sagtens mærke på rutchebanesporene i Wales, at de store hjul med deres større gyro-effekt, er tæt på at have deres vilje når man er træt og ikke længere helt fremme på beatet .. naturlovene regerer stadig.
PS. Det lavere tyngdepunkt på en 29″ skyldes at krankboxhøjden er den samme som på en 26″. Derfor kommer krankboxen ca. 4 cm under hjulakslerne på en 29″, hvor den på en 26″ ca. ligger i samme højde.
Weekend i Wales
Indrømmet, det lyder næsten hovedløst, Wales på en weekend ! Men ikke desto mindre var det hvad Jesper serverede som forslag for et par måneder siden. Han havde prøvet det før og hans entusiasme var egentlig helt unødvendig for at overbevise mig, selvom min holdning altid har været at det er klart nemmere at køre ned i Europa. Tanken om bløde uendelige højlandsbakker, lange singletrails, pints og english breakfast, vandt hurtigt over cykelkuffert, fly, billeje, venstre kørsel og notorisk dårligt vejr.
Det er besværligt at komme til Wales, 3×34 til lufthavnen med cykelkufferter, indcheck med oversize bagage, propfuld shuttle til biludlejer, 2 biler til 5 mand med kufferter og 3 timer i den forkerte side af vejen .. men det gik faktisk nemt ! Og herfra var det en fest. Afan er en stor naturpark med over 100 km fede singletrails. Og det er ikke bare singletrails, det er de fedeste singletrails jeg nogensinde har kørt, i hvert tilfælde i den længde. Hvis du forestiller dig dit favorit stykke fra Rude, Geels eller Marselisborg, som måske er 100-200 m langt .. og så strækker det ud til mindst det ti dobbelte 🙂 Selve området er gearet til mountainbiking, fra hotellet Afan Lodge, til de 2 cykelbutikker og cafeteriet, som dog netop havde valgt at skifte ejer og holde lukket mens vi var der. Så det blev powerbarer til frokost, for alt andet i 20 miles omkreds, er lukket.
Bare fordi man er havnet på nogle de fedeste spor i England, er der jo ingen der siger at man skal blive der. Hvorfor ikke gøre livet lidt besværligt ? Så søndag smed vi cyklerne ind i bilerne og kørte halvanden time til Brecon Beacons, et stort højlandsområde med afmærkede spor. Eller rettere, de lader som om de er afmærkede, i modsætning til Afan hvor sporene er minitiøst afmærkede. Et minikort og en kort beskrivelse bagpå, var vores guide fra turistkontoret til en sort rute i Black Mountains. Det betød en meget langsom start med ikke mindre end tre fejlkørsler, og det blev ikke bedre af der som noget af det første var en gåtur med cyklen på ryggen, på over en halv time. Det var nu hurtigt glemt efter nedkørslen på den anden side ! Fåckk .. det var fedt ! 500 højdemeter nedad på flowy singletrails, små grusstier, jordstier og skærvestykker. Og sådan var resten af de 52 km, episke og fantastiske. Noget helt andet end de komprimerede rollercoaster-spor i Afan (udtales forøvrigt aevan på walisisk).
Indrømmet vi havde taget mandag fri, så det blev til endnu en formiddag på de svedige singletrails, men nu i fugtigt vejr. Det var lige før det var helt rart at skulle holde lidt igen, efter rutchebaneturen for fuldt knald to dage før. Sjælen rejser trods alt kun med 20 km/t.
De lokale, altså fra hele England, kommer typisk på deres downhill-inspirede cykler, eller nyindkøbte hardtail, og giver den gas. Vi kørte på lidt af hvert, 140mm AM fully’er, en marathon fully og min nye Tallboy, og egentligt var det lidt ligemeget, vi havde det monster sjovt alle mand, sporene kan det hele.
Det store spøgelse i skoven
Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.
Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.
Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.
Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.
Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.
Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !
I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.
PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast 🙂
Stort og småt
Kasper kunne ikke deltage på søndagsturen pga sit sociale liv og spurgte, meget overraskende, om jeg så ikke ville låne hans nye Niner ! Hvad kan jeg sige, ud over TAK ! Det gav mig mulighed for at finjustere cyklen så det var som at sidde på en af min egne, og køre en rigtig tur på den. Min første rigtig tur på en 29″ hardtail.
Det er ingen hemmelighed at jeg drømmer om en Santa Cruz Tallboy, og at pressens skamrosning af den ikke har gjort drømmene mindre våde. Men det er jo lidt svært, for det er næppe muligt med en prøvetur og hvem siger at 29″ er noget for mig ? Jeg har læst mange anmeldelser af 29″ere og bla et par stykker hvor testere bliver så glade for en 29″ med kort vandring at de sælger deres 5.5″ fully. Så forventningerne var store !
Og nu bagefter er det lidt svært at komme med en klar mening, dels fordi det trods alt kun var 60 km, dels fordi det jo ikke er en revolution. Alle pros og cons kan man læse i bladene og jeg er sikker på de er rigtige. 29″ ruller bare bedre over ting, 29″ er lidt trægere, 29″ griber lidt bedre osv., og når alt kommer til alt handler det nok mere om man kan lide fornemmelsen af 29″. Nogle kan lide hardtail, nogle fullier og nu er repetoiret udvidet med stor og små hjul.
Nu er jeg ikke vant til at køre hardtail og det kan være vanskeligt at skelne hvad der skyldes den manglende affjedring og hvad der skyldes de store hjul, men jeg er ikke i tvivl om at 29″ er effektivt .. hvis jeg var racer ville jeg helt sikkert købe en. Så ville jeg sikker også have benene til at holde den rullende .. og når den er rullende føles den nærmest ustoppelig. Principielt er en 29″ 11% højere gearet end en 26″ med de samme komponenter, men det mærkelige er at man ofte kører i samme gear som på en 26″ ! Og jeg forstår slet ikke at den lange stejle rodfyldte stigning jeg altid kæmper mig op af i laveste gear, også lader sig besejre på samme måde på Niner’en !? Hvor fan får man 11% flere kræfter fra .. det er 2 gear.
I What Mountainbike har de udråbt Tallboy til at være den for øjeblikket bedste 29″ fully med slutsætningen: this is, without doubt, the fastest trail bike we’ve ever ridden. Selvsamme blad havde fornyelig en leder hvor redaktøren slog fast, at en ny cykel kun er bedre end den gamle, hvis den får dig til at cykle mere. Så spørgsmålet må blive for os weekendkrigere; er 29″ sjovere ?
Latenstid
I efteråret 85 sendte BMW en ny motorcykel på markedet, BMW K75. Fem forhandlere havde fået lov at køre en hjem fra München, dels for at prøve den, dels for at deres kunder også kunne prøve den. Jeg fik en kort tur på en af dem og var ikke rigtig imponeret. Vinteren gik og da foråret kom, og sæsonen startede, var jeg ikke i tvivl, jeg skulle have en ! Det blev til over 150.000 km på de 2 jeg havde af den model, og jeg vil altid betragte K75s som min motorcykel. Jeg blev gladere og gladere for den, jo længere jeg kørte på den.
Men det har jo ikke meget med mountainbiking at gøre ? Nej, men jeg fik en kort tur på Kaspers nye 29″ i dag .. og det fik mig til at tænke på det 😉
Varmeflimmer
Egentligt var det planen at Superlight’en skulle have været med på ferien i Kroatien, da den er rimelig let og simpel, og kan køre næsten hvad som helst, også asfalt. Af forskellige årsager gik det ikke sådan, jeg fik ingen cykel med, og måtte derfor ud og leje et turist-lig.
Vi var 3 og det var netop hvad byens centrale udlejer kunne mønstre på en gang; en lokal produceret Author i den meget billige ende, en ramponeret GT Aggressor i discount-udgave og en godt slidt flere år gammel Cannondale F7 .. som jeg fik. En nødtørstig service med et multitool på terassen fik bremser og gear til at virke, sadel og styr til at harmonere og sololie, faktor 30, fungerer fantastisk som kædefedt. Og så kom der EggBeatere på.
De første dage på Hvar havde jeg kikket lændselsfuldt på de små stejle og stenede stier i området, men havde måttet erkende at selv på min Blur LT ville det være en mundfuld. Så på en pensionsmoden Cannondale med en forgaffel hvis bedste, og eneste, funktion var at den kunne sige KLONK, et baghjul med konstant jamrende eger og V-bremser der selv som nye ikke havde været meget værd, var det et no-go.
Det blev til et mix af 3 af de ruter den lokale turistforening havde anbefalet som dagsture. 60 km, 1.200 hm på et mix af asfalt og dårlige grusveje, med en heftig stigning til øens højeste punkt på 628 m, Sveti Nicola. Fed tur !
De efterfølgende dage havde jeg selvfølgelig abstinenser og ville køre mere, men det pudsige var at jeg ikke længere drømte om at slippe den langbenede med 150mm løs på de vilde nedkørsler, men om at trille rundt på min gamle Marin stål-hardtail, som er blevet degarderet til bycykel med flats ! Det var næppe pga positiv indflydelse fra Cannondalen, men snarere fordi hele byen og området, og de 32 grader, mere indbød til uformel leg på trapper, småstier og stejle bygader fra Middelalderen, end hardcore kørsel med hele udstyret og sammenbidt attitude. Livet er enkelt ved Middelhavet !
Bare rolig, nu er jeg kommet hjem, og på bedre tanker efter den første tur til købmanden på Marin’en. Her er byen for enkel, vejret for dårligt og livet for kompliceret til en hardtail 😉
Det passer ikke
Efter 3 måneder i sne og slud på den langbenede, min Blur LT2 med 140mm, kom Superlight’en frem i lyset og blev hevet rundt i skoven og på H12 rutefremvisningen i går.
Og det passer ikke, hverken det ene eller det andet ! For det første er Blur’en ikke ligeså “nimple” som Superlight’en. Man får godt nok nemt den fornemmelse når man drøner rundt på den, men når så man kommer op på Superlight’en, kan man godt mærke at det går lidt hurtigere .. det hele. Den er bare skarpere, og jeg tror det primært skyldes at krankboxen hænger en hel tomme lavere. Det gør så også at pedalerne knalder ind i stubbe og rødder, hvis man er et øjebliks uopmærksom.
Jeg flere gange forsøgt at begrave myten om at man bliver en bedre tekniker af at køre hardtail. Det gør man ikke .. for det andet. Michael Shumacher træner jo heller ikke til Formel 1 i en Skoda ! Faktisk er det nok den anden vej rundt. På søndagens tur oplevede jeg efter en længere periode på den langbenede, at jeg smed Superlight’en ned af ting som jeg ikke har gjort tidligere. Den sikkerhed en cykel med lang vandring giver nedad og over forhindringer, giver en tryghed og teknik som umiddelbart kan overføres og bruges når man sidder på en en mindre kapabel cykel.
Faderen, sønnen, fætteren og den langbenede
Efter en kort debut på en hardtail, og 4 år på en Marin Rift Zone skrev alle cykelbladene i 2004 om den hellige gral, den ultimative trail-bike, Santa Cruz Blur. Blur’en var den første cykel med Santa Cruz nyindkøbte, genopdagede VVP affjedringssystem. Et system som ved hjælp af flere led og 4 aksler, gjorde affjedringen følsom overfor ujævnheder i underlaget og mindre følsom overfor cyklistens bevægelser i sadlen. Marin’en havde kørt godt, det engelske xc-mesterskab var bla vundet på en tilsvarende, Blur’en var bare en meget bedre trail-bike. Fantastisk cykel !
Blur’en kom med alle vegne men på et tidspunkt kom fruen til at foreslå om ikke jeg kunne finde en cykel der kunne stå fast i sommerhuset, hun var lidt træt af mine øvelser med cykel på bil, cykel ned af bil. Jeg forsøgte med en Marin Pine Mountain stål hardtail, smuk og rigtig fed cykel, men jeg havde kørt alt for længe på fully til at det fungerede. Heldigvis stod der et usalgbart blåt Superlight stel i Tyskland og nærmest ventede på mig. Så var sommerhuscyklen hjemme. Terrænet i Rørvig er fladere og med færre udfordrende singletracks end omkring København, så Superlight’en var nærmest på hjemmebane med dens simple singlepivot-system. Enkel, direkte og meget kontant cykel, som en ufølsom udgave af Blur’en.
Om vinteren kom Superlight’en med hjem og efter et lejeskifte på Blur’ens affjedringssystem, besluttede jeg at det nok var smartere at bruge Superlight’en, som kun har 2 lejer, om vinteren. Da forår kom, røg Blur’en til Rørvig ! Superlight’ens lidt hårdere og direkte kontakt med underlaget, passede mig egentligt bedre, i hvert tilfælde på dansk grund.
Blur’ens begrænsning var dens 115mm vandring bag og de anbefalede 105 mm foran. Santa Cruz tog konsekvensen og delte op i en LT (long travel) version med 135mm bag og 140mm anbefalet foran, og en xc-version. Nu skulle jeg til Alperne men synes ikke rigtig jeg skulle bruge en ny cykel. Blur’en blev, på trods garantibortfald, beefed op med en Talas 90-130mm gaffel. Det gik rigtig godt i Alperne, og faktisk var det nok mere bagenden der steppede lidt nedad end den lange forende, der gav grund til et enkelt løftet øjenbryn.
Superlight’ens største minus var et ikke så stift stel og en manglende mudclearence bagpå. Heldigvis kom Santa Cruz med en updateret version, og jeg var ikke i tvivl .. den blev bestilt. Den ideelle cykel til danske spor, meget stivere og masser af frigang bagpå. Så da muligheden kom for en tur i Andalusien, kom Superlight’en med. Den kørte fantastisk men .. den lave krankbox dur ikke til bjergstier. Pedaler og krankbox banker ind i sten og klippestykker.
Blur’en kom frem igen da familien skulle til Bornholm. Det gik rigtig godt, indtil jeg skulle kørte lidt med et par sportige venner på deres carbon-raketter. Pludselig gik det op for mig at Blur’en måske var lidt forældet allerede og at den lange forgaffel gjorde den sløv. Santa Cruz havde da også allerede lavet både en XC-carbon udgave, en LT2 og en LT-carbon udgave. Nu skal jeg jo til Alperne igen til sommer, så det blev til et LT2 stel og en Fox Float 150mm gaffel. Alle medier havde udråbt den nye LT2 til et trail-vidunder, en skrev sågar at den erstattede 4 andre Santa Cruz cykler, den gamle LT, Heckler’en, Nomad’en og Superlight’en ! Og at den var ligeså nimple som Superlight’en.
Og hvad er situationen så nu .. den er perfekt ! Superlight’en er fantastisk og nærmest ideel til danske forhold og selvom jeg ikke har været i bjerge med Blur LT2’eren endnu, kan jeg godt sige at den er uovertruffen når det er rigtig råddent, og næsten lige så nimple som Superlight’en. Det svære er kun at vælge hvilken cykel jeg skal tage hvornår !
Det sidste forsøger Santa Cruz nu at råde bod på, i går lancerede de en Nickel, den perfekte klon ! 125mm vandring og et APP affjedringssystem, en singlepivot med lidt ekstra led, så dæmperkarakteristikaen er som en VPP.
MTBlog.dk 
5 comments