Gate District .. eller Postmand Pers baghave
Efter et par ture i Alpernes stejle og forrevne klipper, og en enkelt på håndlavede spor i Wales, stod drømmen om bløde grønne bjerge lysende klar. Ikke bakker, men bjerge med sten, klipper og masser af græs .. grønne bjerge. Jeg har længe kikket misundeligt på turbeskrivelser fra Lake District, Englands mest klippede nationalpark op til den skotske grænse, og efter en forsigtig forespørgser hos et par turudbydere, gik det hele af sig selv. Pete Corson fra TrailBrakes ringede mig simpelthen op, efter at have modtaget min mail. Hvad ville vi have? Vi ville gerne hentes i lufthavnen, bo rimeligt og køre flest mulige singletracks. No problem, der kom et fair tilbud et par dage senere.
Det er jo svært at vide hvad man skal forvente, men der gik ikke mange timer før det gik op for os at vi var havnet i Postmand Pers baghave, eller i en Barnaby kulisse .. uden mord, men med bjerge. Det gjorde jo ikke turistbilledet dårligere at vi kørte i 4 dage med høj sol og 25 grader, hvilket er som at finde nålen i høstakken. Og det gør det nok lidt svært at komme igen, for vejret kan kun blive dårligere.
I England må man ikke køre på vandrestierne fortalte Pete som noget af det første, hvilket gjorde mig en anelse urolig .. 4 dage på grusveje er jo ikke noget at skrive hjem om. Men England har en gammel hestekultur, og alle de gamle ridestier, bridleways, er åbne for cyklister (bridle er det engelske ord for hovedtøjet til en hest). Der er generelt ingen forskel på vandrestier og bridleways, de er bare definerede som det ene, eller det andet. Så vi fik det hele; grønne græsstier, hjulspor, eroderede nedkørsler på babyheads (rullesten på størrelse med babyhoveder), klaprende skifferpladebelagte spor, anlagte trailcenter-spor, snoede småveje og masser af stenede singletracks.
Hvis nogen tror det er “a walk in the park”, kommer de på bedre tanker. Dels går det stejlere op og ned, end det umiddelbart ser ud til, dels rammer snakebites og almindelige punkteringer fra torne og sten, ved det mindste svaghedstegn fra dækkene. Det er hårdt terræn og efter første dags mange punkteringer, viste den efterfølgende dækinspektion, at selvom det ikke havde givet problemer, tittede slangerne frem flere steder gennem Pete’s dæksider! Det er hård kost med mange skarpe klippekanter, så det er ikke noget for skinny racerdæk .. eller et forkert dæktryk.
Som det er tilfældet i de fleste engelske kulturer, er folk ligetil og selvom området også er et vandrermekka oplevede vi aldrig andet end venlighed. Den private ejendomsret, giver dog visse udfordringer. Alle marker og områder er hegnet ind med stendiger. Meget smukke og gamle stendiger, med store låger. Hver eneste nedkørsel bliver på et eller andet tidspunkt afbrudt af en låge der skal åbnes. På den anden side, gav det nogle dejlige pauser på opkørslerne. Mellem lokale mountainbikere hedder det Gate District!
Grizedale er det lokale trailcenter, og det er også et besøg værd. Vi kørte et langt svedigt track, en rutchebanetur på en halv time, og en fin afveksling fra de naturlige spor. Det er dog kun et loop på 16 km, så også af den grund er det de naturlige spor og det episke ridt på tværs af bjergene, der er den store attraktion. Postmand Pers baghave på steroider 🙂
Hvis du vil se hvordan Lake District ser ud i bevægelse, kan du checke Thomas video fra turen her, og Kristians her.
The most dangerous road in the world
Når man nu er i La Paz i Bolivia, mente Rasmus ikke man kunne springe over en tur på The most dangerous road in the world. Han havde prøvet det før med fruen, ren turisttur, med følgebil, ned ad bakke, storslåede udsigter, solskin og 30 grader. Det siger man jo ikke nej til.
Sidst havde de været de eneste deltagere og var blevet samlet op på hotellet, men vi skulle møde kl. 7 på en nærliggende cafe. Overraskelsen var stor da vi trådte ind af døren og mødte 40 backpakere! Det blev til 3 busser, vores primært med 20-årige piger, fra det meste af verden. Det syntes Darren, vores guide, godt om. Efter en time, og et par rystesammen-lege med Darren som rutineret omdrejningspunkt, nåede vi toppen, La Cumbre, på 4670m. Ikke helt efter planen var der tåget, småregn og 4 grader. Regnjakke, overtræksbukser med sugeevne som en svamp, hjem og handsker blev udleveret sammen med en udførlig og ordentlig instruktion. Og så var alle klar til 6 timer og 3200 meters nedkørsel.
Lige så useriøs Darren var i bussen, ligeså seriøs var han, og hjælpeguiden, ude på vejen. Første stop og opsamling var efter 5 minutter, og sådan fortsatte vi hele vejen ned med længere og længere intervaller. På den måde fik alle en positiv oplevelse af turen, på trods af forskellig erfaring og evner. Fra kulderystende gennemblødning i tågen, til solskoldning og sprukne læber.
Det er grusvej af varierende kvalitet hele vejen, og det farlige består i den går på kanten af bjerget, og der er langt ned, hvilket også har kostet både en guide og en turist livet, de senere år. Navnet stammer fra The Inter-American Development Bank og den tid hvor vejen stadig var eneste forbindelse mellem La Paz og Coroico. Nu bruges den kun lokalt og som turistattraktion, men reglen om at der i modsætning til resten af Bolivia, er venstrekørsel på vejen, gælder stadig. Det skyldes at de nedkørende således er tvunget til at tage ydersporet, og at føreren selv sidder ude ved kanten og kan vudere nøjagtig hvor tæt hjulene er på afgrunden.
Alle kom ned, i mere eller mindre fin stil, og efter et bad og lidt mad i en lokal dyrepark, for socialt udstødte dyr (!), er vi møre og klar til at blive kørt hjem. Men så let går det ikke! Darren synes ikke om den nye vej og har desuden indkøbt en flaske rom og 2 liter cola, som han velvilligt deler ud af. Så vi snegler os tilbage op af The most dangerous road in the world, i bus og til høj tung rockmusik, kun afbrudt af vi må ud af bussen for at reparere vejen, så bussen kan passere en rimelig eroderet sektion. Tre en halv time senere når vi La Paz .. nogle gange er det altså federe at køre ned, end op!
Store boller eller små knopper
Kasper havde for en månedstid siden inviteret os andre halvgamle, halvsure mænd til Vallåsen for at køre downhill. Spændende, og et super sted med fantastiske spor og en helt anderledes stemning end vi er vant til i XC-miljøet. Lift, musik, colaer, kvinder og en stemning af ungdomsfest, men selv det og en fire fem nedkørsler på de lettere ruter, kunne ikke overbevise os om at det var noget for os. Vi mangler simpelthen bollerne til den slags, vi er kommet over den alder hvor det gælder om at putte hovedet under armen, eller i en fullfacehjelm, og køre som om fanden var i hælene, udelukkende ved tyngdekraftens til tider voldsomme hjælp.
Vallåsen reklamerer med de også har et XC-spor, så vi smed knæbeskytterne og kørte fortrøstningsfuldt ud i skoven. Efter en times tid på grusveje tabte vi tålmodigheden og kørte ind på et af de tilsyneladende ufremkommelige småspor der af og til dukkede op. Efter en længere balancering på planker, slæbende cyklen gennem sump og mose, kørte vi pludselig på Hallandsleden, et stykke af vandrestien Skåneleden. Fedt spor, men uholdbart da vi var nødt til at ramme Vallåsen igen på et tidspunkt. Så det blev til mere grusvej indtil vi igen fandt et lille spor .. som endte blindt og resulterede i 500 meters tæt kratkravling med cykel, våde sko og en monster skovflåt .. på bollerne.
Jesper havde fået blod på tanden, så næste morgen tikkede der et link ind i mailboxen på en guided tur på Hallandsåsen, Ridgecycling.com! Afsted igen, men denne gang med guide på fede singletracks. Lonnie, som har Ridgecycling, har fundet alle de små spor, gjort dem farbare og sat dem sammen til en oplevelse. Den sidste sensommerdag .. fantastisk. Jeg kørte bla om kap med en Elg!
Vallåsen kræver store boller og grove dæk, men den svenske underskovs kræver noget andet. En cocktail af grus, mudrede og tilgroede hjulspor, svedige singletracks, hemmelige dyrestier, vandhuller, planker over vandløb og knoldede vandrestier, splitter dækvalget mellem godt greb og let rul. På 29er betyder grove dæk også høj vægt, og som jeg tidligere har indrømmet er jeg blevet lettere allergisk overfor tunge hjul. Mange testere har skrevet at 29er står bedre fast pga den længere kontaktflade mellem dæk og underlag, og jeg har selv erfaret at 29er dæk opfører sig anderledes end 26ere. Så jeg satte raketdækkene på igen og satsede på at bollerne var store nok, trods alt. På nær den ene gang hvor jeg begik hybris og grinede af at Kristians larvefødder mistede grebet, og derfor blev ramt af nemesis, slap de nærmest ikke. Rocket Ron kommer ikke af igen før der er ankelhøj mudder eller knæhøj sne!
Nu er det store spørgsmål så hvad der skal på når mudderet eller sneen lander. Brede tunge sutter med store knopper, som jeg plejer på 26erne, eller lette smalle småknoppede mudderdæk? Der er et halvt kilo, og måske bollerne, til forskel!
Forventningsafstemning vs lokalterminologi
Ligesom cyklen og udstyret skal optimeres, skal oplevelserne det også. Efter en total Wales-succes, var det oplagt at prøve at finde nogle lige så gode spor, lidt tættere på. Så hvor er der rigtige bjerge tættere på Danmark? Harzen er et godt bud, men been there, done that .. twice – og så fede singletracks er der heller ikke. Norge? Oplagt, afsted med Oslofærgen, 2 dage på sporet og hjem igen med båden – genialt synes jeg selv. De andre småsure halvgamle mænd var ikke helt så imponerede, men et par stykker bed på. Efter et indlæg på terrensykkel.no, kom der et godt forslag til overnatning, vandrehjemmet Haraldsheim som ligger 4 km fra færgen, og nogle gode bud på spor. Ikke mindre end 3 store naturområder, Nordmarka, Lillo Marka og Østmarka, ligger lige op til Oslo, og de er iflg. nordmændene fyldt med singletracks!
Thomas fra Gale Gleder Sport, tilbød sågar at lave et GPS track til den første dag, og en guided tur den anden dag .. sådan! Jeg gjorde meget opmærksom på vi gerne ville køre spor, og Thomas lavede en 40 km rute i Nordmarka, som han synes var passende til en hel dag, hvis man tog nogle af opkørslerne på grus! Jeg havde ham mistænkt for at lave en pensionist-tur til os, for vi havde afsløret at vi ikke længere er helt unge .. dumt. Han anbefalede os også bredde dæk med godt mønster pga glatte rødder og svaberg.
Smart at kunne cykle ombord på færgen, ingen cykelkuffert eller fly, og videre til vandrehjemmet næste morgen .. på cykel, og næsten udhvilede. Bagagen blev stillet og GPS’en tændt, 3-4 km til sporet. Det gik hurtigt op for at sommeren heller ikke har været helt tør i Oslo. Vandrestierne i Nordmarka er små snørklede stier med masser af rødder, klipper og vandhuller og de går stejlt op og ned .. og så er der svaberg! Svaberg betyder meget glat klippe og er i praksis en mellemting mellem is og brun sæbe .. fåck, det er glat. Det korte af det lange er at vi gik lige så meget som vi cyklede, og at vi måtte korte ruten ned til godt halvdelen og endda ty til ekstra grusvej, for at nå hjem.
Det var ikke lige det vi havde forventet, og i løbet af aftenen blev vi enige om at man slet ikke kunne køre den slags stier på cykel og at Thomas nok ville diske op med noget andet når han selv var med.
Næste morgen stillede Thomas, en flink ung ingeniør og nybagt far på 30 år, med fullface hjelm og en cykel med 160mm affjedring! Han var oprigtig ked af at sporet ikke havde været godt, og ville prøve at vise os nogle lettere – men det ville blive svært for det var enten grus eller sti, som vi havde oplevet dagen før.
Med Thomas forrest fik vi hurtigt at se, at stierne kan køres og at selvom vi slet ikke kunne være med, hjalp det rigtig meget at køre i hans spor. Nu kørte vi måske godt trefjerdedele af tiden og oplevelsen var en helt anden. Men stadig, slet ikke hvad vi normalt kalder singletrack, heller ikke et teknisk singletrack, snarere et enduro-track. Udfordringer til grænsen hele tiden, og aldrig en pause eller et stykke med flow. Thomas var i sit es og kørte som en bjergged, og vi andre accepterede at der er forskel på hvad man kalder singletrack på norsk og på dansk.
Tre styrt, fem timers total udfordring, to med regn, og 27 km senere, havde vi fået nok, vi var færdige og drømte bare om baren på Oslo-båden. Og vi erkender det, de er gale de nordmænd, men fåck hvor kan de køre cykel!
PS. Tusind tak til Thomas, som virkelig gjorde et stort arbejde for os uden overhovedet at kende os. Og skulle du en dag have lyst til at se sporene omkring København, siger du bare til.
Dine spor, mine spor …
Så blev det næsten sommer, og den første weekend på landet blev en glimrende illustration af de forskellige interesser der er i forhold til sporene og naturen. Et lille stykke singletrack på en af mine favoritruter var i vinterens løb blevet transformeret til en halvbred grusbelagt vandresti ! Sporet var ikke noget særligt, et 4-500m langt, som regel små-smatet, snoet, smalt singletrack med rødder og passage af to små vandløb, men som forbandt et grus og et landevejsstykke, og derfor gav en dejlig afveksling. Nu er det så blevet “asfalteret” med grus i 2 meters bredde, de to vandløb er ført under og det er blevet en del af en hjertesti. Og de har virkelig gjort sig umage. Ved P-pladsen i den ene ende er der opsat store skilte med omgangstider og korresponderende kondital i forhold til alder og køn. Sådan, et godt initiativ for at forbedre fokesundheden .. og som har kostet mig, og muligvis en 2-3 lokale mountainbikere en lille bid singletrack.
Som en del af min lange rute til byen, kører jeg på et meget smukt, og visse steder teknisk, smalt spor på en skrænt som løber mellem stranden og sommerhusene. Selvom det er en officiel sti som kan ses på visse kort, kommer der næppe andre end de helt lokale. Og det var da også en af dem der sprang op fra familiemiddagen ved havebordet og råbende løb over til mig, for at fortælle at her måtte jeg ikke cykle, det var en vandresti .. og jeg kunne selv se skiltene. Nu har jeg kørte stien en ti gange gennem de sidste par år og aldrig set de to små blå skilte med en vandrer, så jeg går ud fra de var nye og grundejernes forsøg på at holde folk som mig væk.
Senere på turen mødte jeg Christian fra MTB-Teknik, som ikke umiddelbart mente at et lille blåt skilt betød at vi var udelukket fra det gode selskab, og lidt research på nettet viste da også at han har ret. De blå skilte viser kun at der går en vandresti og betyder ikke cykling forbudt (jeg checkede på vejregler.dk) men grundejeren jeg mødte er helt klart af en anden opfattelse.
Polariseringen er til at få øje på ! Enten bliver sporene gjort til fitness-motorveje, eller også bliver de forsøgt lukket for alle andre end en lille gruppe rethavere. Den tid hvor mountainbiking var en minioritetssport for freaks er ovre, nu er det en mainstream fritidsfornøjelse for gud og hvermand, og vi kommer nok til at leve med, og lide under, at samtidig med der kommer flere og flere officielle spor og ruter, vil flere og flere områder og stier, blive lukket for os. Jeg kunne nu bedre lide at være en minioritsfreak !
Weekend i Wales
Indrømmet, det lyder næsten hovedløst, Wales på en weekend ! Men ikke desto mindre var det hvad Jesper serverede som forslag for et par måneder siden. Han havde prøvet det før og hans entusiasme var egentlig helt unødvendig for at overbevise mig, selvom min holdning altid har været at det er klart nemmere at køre ned i Europa. Tanken om bløde uendelige højlandsbakker, lange singletrails, pints og english breakfast, vandt hurtigt over cykelkuffert, fly, billeje, venstre kørsel og notorisk dårligt vejr.
Det er besværligt at komme til Wales, 3×34 til lufthavnen med cykelkufferter, indcheck med oversize bagage, propfuld shuttle til biludlejer, 2 biler til 5 mand med kufferter og 3 timer i den forkerte side af vejen .. men det gik faktisk nemt ! Og herfra var det en fest. Afan er en stor naturpark med over 100 km fede singletrails. Og det er ikke bare singletrails, det er de fedeste singletrails jeg nogensinde har kørt, i hvert tilfælde i den længde. Hvis du forestiller dig dit favorit stykke fra Rude, Geels eller Marselisborg, som måske er 100-200 m langt .. og så strækker det ud til mindst det ti dobbelte 🙂 Selve området er gearet til mountainbiking, fra hotellet Afan Lodge, til de 2 cykelbutikker og cafeteriet, som dog netop havde valgt at skifte ejer og holde lukket mens vi var der. Så det blev powerbarer til frokost, for alt andet i 20 miles omkreds, er lukket.
Bare fordi man er havnet på nogle de fedeste spor i England, er der jo ingen der siger at man skal blive der. Hvorfor ikke gøre livet lidt besværligt ? Så søndag smed vi cyklerne ind i bilerne og kørte halvanden time til Brecon Beacons, et stort højlandsområde med afmærkede spor. Eller rettere, de lader som om de er afmærkede, i modsætning til Afan hvor sporene er minitiøst afmærkede. Et minikort og en kort beskrivelse bagpå, var vores guide fra turistkontoret til en sort rute i Black Mountains. Det betød en meget langsom start med ikke mindre end tre fejlkørsler, og det blev ikke bedre af der som noget af det første var en gåtur med cyklen på ryggen, på over en halv time. Det var nu hurtigt glemt efter nedkørslen på den anden side ! Fåckk .. det var fedt ! 500 højdemeter nedad på flowy singletrails, små grusstier, jordstier og skærvestykker. Og sådan var resten af de 52 km, episke og fantastiske. Noget helt andet end de komprimerede rollercoaster-spor i Afan (udtales forøvrigt aevan på walisisk).
Indrømmet vi havde taget mandag fri, så det blev til endnu en formiddag på de svedige singletrails, men nu i fugtigt vejr. Det var lige før det var helt rart at skulle holde lidt igen, efter rutchebaneturen for fuldt knald to dage før. Sjælen rejser trods alt kun med 20 km/t.
De lokale, altså fra hele England, kommer typisk på deres downhill-inspirede cykler, eller nyindkøbte hardtail, og giver den gas. Vi kørte på lidt af hvert, 140mm AM fully’er, en marathon fully og min nye Tallboy, og egentligt var det lidt ligemeget, vi havde det monster sjovt alle mand, sporene kan det hele.
MTBlog.dk 
9 comments