Når enden er god
Selv efter min erkendelse af at jeg har en WTB-røv, og at alle andre også får ondt i røven af at sidde længe i sadlen, er der stadig plads til forundring. Jeg skiftede fornyelig sadelpind og i den forbindelse kunne jeg pludselig se at rails’ene på sadlen ikke længere var lige! Nu har jeg jo en rimelig kampvægt, selvfølgelig mest pga kameraer i rygsækken, men det var heller ikke den dyre anorektiske udgave, bare en gedigen pro-udgave med almindelige stål-rails. Det er ikke første gang jeg har oplevet det, problemet er bare at jeg først ser det når sadlen kommer af pinden! Og en skæv sadel giver helt sikkert problemer for ryggen.
Alle mine cykler har den samme sadel, WTB Silverado i forskellig udgave, og jeg forsøger at montere dem ens .. og vandret. Den går så heller ikke! På landevejscrosseren besluttede jeg at forsøge med en lidt længere frempind og en lidt lavere montering af racerstyret, for at få en mere udstrakt kørestilling. Jeg har længe syntes at jeg ikke sad helt så komfortabelt på den sadel som på mine mountainbikes, og den ændrede kørestilling gjorde det kun værre. En justering af sadlen til et par grader under vandret gjorde tricket og sadlen virker nu som på de andre cykler.
Det er jo faktisk ikke det store mysterium at forskellig anatomi kræver forskellige sadler og at forskellig kørestilling kræver forskellig sadeljustering. Men det er et mysterium at FitnessDK ikke er klar over det. De har købt nye spinningscykler, Tomahawk IC7, som ud over en glimrende watt-måler og en del designfejl, også har en Q-factor som en enkeltstartscykel .. og monteret dem med en bred blød bedstemor-sadel som man ikke engang har mulighed for at skifte!
I de andres Paradis
Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.
Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!
Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.
Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.
James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.
CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!
Nye gamle spor
Indrømmet, jeg synes det har været en lang og brun vinter, og jeg er efterhånden godt træt af at køre de samme vinteregnede spor og ruter. Nyt udstyr har der heller ikke været meget af, så det har hverken kunnet motivere eller give anledning til blog-brok. Faktisk har det de sidste måneder været meget svært at finde motivationen og det var en hel befrielse da saltet var væk fra vejene og landevejscrosseren blev sluppet løs. Heldigvis er sommerhussæsonen nu også startet igen, og efter 4 dage med høj sol og trekvart lange rør, på spor jeg ikke har set det sidste halve år, har jeg næsten allerede fortrængt de kedelige brune måneder.
En vinters fravær fra sommerlandet er næsten som at få nye spor. Dels er der altid sket større eller mindre ændringer, og dels er det fedt at genopdage sporene. Desuden er sporene næsten tørre bla fordi vi ikke er ret mange der kører på dem og fordi en stor del af dem ligger på sand i nåleskov. Det er en win-win-win-win-situation!
Skovarbejderne har fældet flere steder hvilket har kostet et par stier, til gengæld har det også synliggjort et par heftige nedkørsler. Og det er nu ikke så dårligt når næste destination er Mallorca!
PS. Følg mig evt på Instagram sorensvendsencom, mtb-billeder bliver tagget #mtblogdk.
Er man tilpas fed, skinner solen altid på en!
I mange år har jeg været klar over at smalle dæk er det bedste til mudder, de skær sig gennem mudderet i stedet for at flyde ovenpå, så umiddelbart synes 4.8″ dæk ikke ideelle til formålet! Birger fra MTB-Tours havde inviteret mig til at prøve en af sine nye fatbikes, og den slags siger jeg ikke nej tak til. Samtidig havde han hooked mig op med entusiasterne fra FatBike Danmark Go Karma som kører et par gange om ugen.
Fatbikes kom til verden som en slags explorer-cykel til at køre hvor der ingen veje er, fx i sne eller løst sand. Kort fortalt, kør overalt. Det er som sådan ikke umiddelbart en mountainbike, snarere en turcykel, men efterhånden som de er blevet populære og de store mærker også er begyndt at lave dem, får de nye modeller flere og flere lighedspunkter med mountainbikes. Det eneste man kan sige med sikkerhed er at de har brede dæk, typisk 4.0″ .. men dækkene fås helt op til 4.8″ (12 cm).
Dækkene er det karakteristiske for cyklerne og det er også dem der giver den specielle køreoplevelse. Et dæktryk på 5-7 psi får de store dæk til at blive bløde balloner som ælter sig over alt hvad det møder. Det giver både en dejlig komfort, en slags indbygget affjedring, og et utroligt greb. På mountainbike kan man på svære stykker eller stejle opkørsler gå i stå pga de mindste forhindringer, forhjulet stopper .. og det er slut. Fatbiken stopper ikke, den bliver ved med at rulle, æder forhindringerne også selvom farten er nærmest ikke eksisterende.
En fatbike burde jo hedde en tykcykel på dansk, og set med traditionelle øjne er den nok også lidt overvægtig. Sådan en sag vejer nemt op til 20 kg, men sjovt nok mærker man det ikke når man kører i terræn. En stejl mudret opkørsel er ikke sværere, eller hårdere, end på en mountainbike, og nedad giver den høje vægt og de brede dæk bare ekstra fart og stabilitet.
At køre fatbike minder om når man som dreng havde fået nye gummistøvler og insisterede på at hoppe i alle vandpytterne. Når skoven er total smattet og man som mountainbiker laver sporene bredere og udefinerede ved at køre udenom vandpytter og smatområder, kører man bare igennem på fatbiken .. og det er sjovt. Faktisk er tørre spor det mindst sjove at køre, mens det man egentligt ikke må, som at køre direkte i skovbunden og på mudrede spor, er rigtig sjovt. Faktisk tror jeg det er sjovt at køre næsten alt på en fatbike, bare man har tid til at lege. Strand, trapper, sne, hjulspor, pløjemark, is, klipper, hvad som helst. Og som Østkyst Hustlers (næsten) synger: Er man tilpas fed, skinner solen altid på en!
Skal jeg selv have en? Nok ikke i første omgang selvom den ville være perfekt i sommerhuset, men jeg skal helt sikkert have de halvgamle småsure mænd med ud en dag. MTB-Tours har 5 fatbikes til udlejning så hele gruppen kan få brede dæk, og det er klart sjovest.
Tak til Fatbike Danmark God Karma for at stille op og hive mig med rundt, og til Birger for at stille sin egen grønne tykcykel tilrådighed.
Brun vinter og rosenrøde drømme
Mountainbiking er heldigvis en helårssport! Med visse andre sportsgrene/interesser er man nødt til at fordrive vinteren, eller sommeren hvis man er ski-freak, med at drømme om eller planlægge alle de spændende ting man vil gøre når sæsonen starter igen .. og købe en masse udstyr. Sådan gik alle mine vintre mens jeg kørte motorcykel. Måske er det bare en dårlig vane fra den tid eller måske fordi sporene trods alt ikke er så spændende når vinteren er brun, jeg er i hvert tilfælde faldet i vinterindkøbshullet. De mørke vinteraftener foregår på nettet med at bestille spændende stumper, og måske er man bare ikke lige så kritisk som ellers, når man drømmer sig til solmodne spor?
Jeg har i min vinterdepression surf-shoppet flere fejlkøb. ESI’s silicone-greb har det sidste stykke tid fået fremragende anmeldelser (måske fordi der er sendt en byge af gratis greb ud til cykel-journalisterne?), og når man nu er træt af at tvære rundt i mudder skal der ikke meget til at overbevise en om at nye greb vil forandre verden. Og det kunne kun gå for langsomt så jeg købe to par lokalt, så jeg var sikker på at der var til begge cykler, og at de var dyre.
Desværre forandrede grebene kun vedenssituationen minimalt, og det til det værre! Der er selvfølgelig en god grund til jeg har kørt med Ritchey True Grip i 10 år .. de er de bedste, blødeste og behageliste, og så koster de halvdelen af ESI. Men en brun vinter og lyserøde anmeldelser kan lokke en til næsten hvad som helst.
Jeg har også købt nye vinterstøvler, 2 par! Det første par Fasterkatt fik fremragende anmeldelser dog med den kommentar at lynlåsen var et svagt punkt, hvilket brugeranmeldelserne også vidnede om. Og ja, de var fede .. og lynlåsen gik i stykker første gang jeg tog dem på. Det lykkedes med vold og megen tålmodighed at lukke lynlåsen 5 søndage inden støvlerne røg retur.
Heldigvis er vinteren lang så jeg har også fået analyseret situationen og har derfor skrevet en note til næste vinter; Vinteren bliver ikke kortere af man shopper. Kendte produkter bliver ikke pludselig bedre af gode anmeldelser. Smid ikke penge ud på unødvendige ting .. smid nogle kilo.
Pedalerosion
SPD-pedaler har ikke verdens største kontaktflade, men jeg har aldrig oplevet det som et problem. Jeg har fået et par nye vinterstøvler, som blev monteret med et par næsten nye clips, men på den første tur sejlede mine fødder rundt på pedalerne. Umiddelbart var min reaktion at skoene måtte have et problem .. men at jeg også hellere måtte checke clipsene og spændingen på udløsermekanismen på pedalerne.
Pedalerne er XT, ikke den nyeste version som har en næsten dobbelt så stor kontaktflade og som jeg har på T-boy, men et par som har siddet på forskellige vintercykler de sidste par år. De er stadig pæne og lejerne har det fint, så jeg gav udløserskuerne et ekstra klik. Clipsene har heller ingen synlige problemer, de har også kørt under 10 ture. Da jeg nu var igang ville jeg lige checke hvor meget større kontaktfladen er på den nye version (den er ca dobbelt så stor) og da slog det mig at kontaktfladen jo skal være plan .. og det var den altså langtfra på de gamle XT’ere!
Jeg har slidt en del pedaler op men det har altid været lejerne der røg. Nu kunne jeg pludselig se at jeg har slebet store dele af kontaktfladen væk på det sæt pedaler jeg har kørt med de sidste 3 vintre. Mudder og vand kan være hårdt ved lejer men virker åbenbart også som en blanding af sandblæsning og vandslibning på rent aluminium. Der mangler mere end 1 mm de steder det er værst. Og så tror da fan at skoene sejler!
PS. Jeg checkede selvfølgelig også de andre cykler og min landevejscrosser, hvis XT-pedaler er mindst lige så gamle, har stadig maling på kontaktfladen .. men den er også sjældent ude i dårligt vejr.
Små lys i mørke
Det startede da jeg testede actionkameraer for Poltiken. Et af de bedre kameraer, Garmin Virb, er som født til styrmontering, men når det optager blinker en en stor rød lampe lige op i hovedet på en, som en velfungerende baglygte. Så fik jeg en Bos Dizzy gaffel til låns, med to store rød-eloxerede dutter på toppen af gaffelbenene. Ikke så voldsomt, men når alt andet her om vinteren er sort eller brunt virker det som om jeg er permanent hårdt presset og har dansende røde pletter for øjnene.
Prikken over i’et er mine nye vinterstøvler, et par 45NRTH Fasterkatt. Normalt undgår jeg orange på mit cykelgear, men her var ingen valgmuligheder, støvlerne har omvendte orange Puma-striber .. fra næse til tå. Jeg er som sagt ikke så vild med orange og det har oven i købet vist sig at det ikke bare er orange, men en meget velfungerende fluoriserende og selvlysende orange! De seks gange jeg har kørt med dem ved jeg ikke hvor mange gange jeg har fået støvlerne indenfor synsfeltet og tænkt, fåckkk der er en lige bagved med lys på! Det er faktisk værst til og fra skoven hvor jeg straks tror der kører en bil lige i røven på mig.
Det er nok utopisk at få producenterne til at tage hensyn til mine idiosynkrasier og droppe trafiksikringseffekter, så jeg glæder mig til at der igen kommer så meget lys over land at alt ikke er brunt, og de små lys i mørket drukner i sol og farver.
En rigtig storebror
Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er ret vild med Schwalbes dæk Rocket Ron .. raketdækkene. Det er nok heller ikke nogen nyhed at jeg aldrig har været specielt vild med storebror Nobby Nic, aka Moby Dick, på trods af det de sidste 10 år nok har været det mest anvendte gummi i de danske skove i vinterhalvåret. Raketdækkene sidder nærmest fast på T-boy og har efterhånden været mange steder i verden, fra Lanzarotes knivskarpe størknede lava til Englands grønne enge. Men engang imellem, bla lige nu i de danske skove, ville det være rart med en rigtig storebror, altså en som er lidt større og stærkere og som man altid kan stole på.
Første gang jeg var over Alperne kørte jeg bla med 4 flinke folk fra Schwalbe, så da jeg så der er kommet en ny udgave af Nobby Nic, med et mønster der ligner et steroide-pumpet Rocket Ron, spurgte jeg om ikke de manglede en halvgammel vrissen dansk tester .. og fik straks et par dæk tilsendt i den nye liteskin version.
Det er selvfølgeligt lidt mærkeligt med en ny storebror, men efter to ture i skoven på Highball er jeg ikke i tvivl, det her er raketdækkenes rigtige storebror .. og de burde hedde Nimble Nic! De er større og grovere men føles alligevel utrolig letkørte, og man kan stole på dem. Inden de slipper giver de klart udtryk for at de er ved at nå grænsen, modsat den gamle model som bare smed tøjlerne helt uden varsel. Et helt andet dæk med en langt mere sympatisk karakter, og en direkte lighed med Rocket Ron.
Faktisk er de så gode at jeg straks har købt et sæt tubeless-easy til T-boy. Og det er virkelig easy at sætte dem tubeless op .. bare der er masser af sæbevand på dæk-kanten.
Den rolige Bos
Nu er det snart Jul og det kunne have været Santa Claus der ringede. Det var tæt på, det var Santa Cruz-impotør Bertelsen, der spurgte om ikke jeg havde lyst til at prøve en ny forgaffel, Bos Dizzy. Bos er fra Frankrig og et stort mærke i DH og enduro, Dizzy er deres XC-gaffel.
Gaflen er virkelig lækker, som en Thomson frempind, CNC-fræst til perfektion ned i mindste detalje .. ca 1.600g. Egentligt skulle den have været på T-boy, men Highball’en stod først i rækken til nye forben. Den RockShox Recon Gold der sad på Highball’en har jeg været glad for, men det blev meget tydeligt allerede på første tur med den franske fætter, at der er klasseforskel. Om det er 15 mm akslen, Recon er med QR, eller stivheden i selve gaflen, eller kombinationen, ved jeg ikke, men Dizzy er bare meget stivere. Det var som at få en ny forende på cyklen og styringen blev meget mere præcis. Det er sådan noget jeg altid har læst testere skrive, men aldrig rigtig forstået at man kunne mærke .. det kan man! Men når vi nu er ved akslen, som også er CNC-fræst og meget lækker, den er alt for avanceret og kan være langsommelig at montere i en snæver vending.
Selvom den hedder Dizzy bliver man heldigvis ikke svimmel over justeringsmulighederne. Lufttryk, rebound og compressionsdæmpning er hvad man kan justere. De to første stiller man jo hjemmefra og compressiondæmpningen, som man regulerer mens man kører, sidder øverst på højre ben og stilles fra soft over medium til hard, trinløst med en lille arm. Det fungerer rigtig godt og nemt, meget bedre end Fox’s drejeknap som er både svær at få fat i med handsker og svær at aflæse hvor står.
På sporet bliver man heller ikke svimmel, det er den bedst dæmpede gaffel jeg har prøvet. Selv når man står op og træder føler man ikke den bobber, selvom om den bevæger sig. Heller ikke på de små spor mærker man meget til gaffelbevægelser, Dizzy er helt rolig og gør ikke meget væsen af sig .. men den suger alle ujævnhederne. Og den har, i modsætning til Fox, en nærmest liniær affjedringskurve, dvs den ikke bliver hårdere jo dybere den dykker. Det er typisk på DH-gafler med lang vandring, og selvom jeg var lidt skeptisk overfor det på en XC-gaffel med kun 100mm’s vandring, har jeg kun oplevet det som positivt .. man kan bruge alle 100mm helt udramatisk.
Gaflen passer på alle måder rigtig godt til Highball’en, den er let, lækker, med røde stafferinger ligesom cyklen, stiv og fantastisk dæmpet, men jeg bliver jo nok nødt til at flytte den over på T-boy på et tidspunkt for at se om den stadig opfører sig som skovens duks når der også er en blød bag-ende.
Skeen, kviven og den gråhårede kvinde
Jeg indrømmer, selvfølgeligt modstræbende og kun på opfordring, at jeg efter en 3-4 timer i sadlen godt kan blive lidt øm i røven. I mange år har jeg brugt WTB-sadler og efter at have været gennem en del modeller har jeg nu den samme Silverado på 4 cykler og som løs spinnings-sadel. Silvarode får ikke de fedeste anmeldelser og jeg læste forleden en hvor de skrev at de fleste ikke umiddelbart synes om Silverado, men når der endelig var en den passede, var personen vild med den. Hver eneste sadeltest de senere år har derimod fremhævet Charge Spoon som behagelig, og billig, og som forundringsparat kom jeg til at bestille en. Jeg var allerede begyndt at regne på hvad det ville koste at skifte alle sadlerne, hvor jeg kunne nøjes med skeen, og hvor det ville være nødvendigt med den dyrere og lettere Knife.
Skeen er en lækker sadel, specielt til pengene, men allerede på den første rigtige tur kom jeg i tvivl om ikke det var kviven jeg havde fået. Ikke fordi den var let, men fordi det var som at sidde på en meget sløv knivsæg som pressede konstant på mellemkødet. Ikke en tilvænningssag men en forkert anatomi! For kort “love channel” og for buet og for bred til mine siddeknogler, som af gode grunde hedder som de gør.
If it works, don’t fix it! Jeg tror sgu alle der cykler bliver lidt øm i måsen .. på et eller andet tidspunkt.
PS. Ifølge Urben Dictionary betyder Silverado en attrakttiv ældre kvinde med gråt hår.
MTBlog.dk 
1 comment