Glad i låget vers. 4.0
Det startede egentligt ret harmløst. Jeg var på udkig efter et billigt fully-stel til en sommerhuscykel, og fald over et Santa Cruz Superlight reststel hos HiBike. Det var i 2006, og da vinteren kom, kom Superlighten med til byen som vintercykel. Den var dejlig umiddelbar at køre på og meget simpel med dens singlepivot bagsvinger. Jeg havde skiftet lejer, alle 8, i bagstellet på min Blur, så jeg kunne sagtens se fidusen i kun at have 2 lejer, som oven i købet ikke sad nede ved krankboxen. Og da det blev forår var min Blur faktisk udkonkureret på dansk jord, jeg var blevet alt for glad for at køre Superlight!
Den første Superlight blev lanceret af Santa Cruz i 1999, og fik navnet fordi det var en let udgave af deres Heckler, Santa Cruz anden fully .. og den første fully der rent faktisk kørte godt. I 2002 kom en revideret version 2.0, det var den jeg købte, og selvom bagstellet var blevet stivere, var det ikke noget at tale om, og den maximale dækbrede var 2.1 .. hvis der også skulle være plads til mudder. Så da version 3.0 kom i 2007, med bla stivere bagende og bedre mudclearence, var jeg ikke i tvivl om det var min cykel. Selvom navnet efterhånden var misvisende, blev den meget præcist beskrevet som “nimble”, i en engelsk anmeldelse. En dejlig simpel og køreglad cykel, som man bare blev glad i låget af. Ikke en komfortabel fully som min Blur og min Blur LT2, men mere en hardtail med affjedring.
Sidste år red jeg med på 29er bølgen, så Superlighten og Blur LT2’eren, blev solgt til fordel for en Tallboy .. der var ikke noget valg. Men i år er der så kommet en Superlight version 4.0 med 29″ hjul! Jeg skal ikke have ny cykel, men da Team-Bertelsen, som har stort set alle Santa Cruz modellerne som democykler, tilbød en tur, var det svært at sige nej!
Den var let rosa og helt ny, og det var tæt på kærlighed ved første blik. Det virker helt velkendt at svinge den ind på sporet i noget der burde hedde Randers Regnskov, men som ligger ved Fussingø. Den er umiddelbar og letkørt, har ingen unoder og virker næsten livligere end Tallboy’n .. den er stadig nimble! Tre timer i skoven afslører dog at en aluminiums singlepivot, ikke kan hamle op med en VPP carbon model når det gælder komfort og køreegenskaber, men når det gælder køreglæde lader den ikke noget tilbage. Man bliver stadig glad i låget .. og så koster en hel Superlight mindre end et Tallboy carbon stel. Hvor er det ærgerligt at Tallboy’n er så alsidig, at jeg ikke har brug for to cykler længere. Måske skulle man overveje en vinterfully igen?
Weekend i Wales
Indrømmet, det lyder næsten hovedløst, Wales på en weekend ! Men ikke desto mindre var det hvad Jesper serverede som forslag for et par måneder siden. Han havde prøvet det før og hans entusiasme var egentlig helt unødvendig for at overbevise mig, selvom min holdning altid har været at det er klart nemmere at køre ned i Europa. Tanken om bløde uendelige højlandsbakker, lange singletrails, pints og english breakfast, vandt hurtigt over cykelkuffert, fly, billeje, venstre kørsel og notorisk dårligt vejr.
Det er besværligt at komme til Wales, 3×34 til lufthavnen med cykelkufferter, indcheck med oversize bagage, propfuld shuttle til biludlejer, 2 biler til 5 mand med kufferter og 3 timer i den forkerte side af vejen .. men det gik faktisk nemt ! Og herfra var det en fest. Afan er en stor naturpark med over 100 km fede singletrails. Og det er ikke bare singletrails, det er de fedeste singletrails jeg nogensinde har kørt, i hvert tilfælde i den længde. Hvis du forestiller dig dit favorit stykke fra Rude, Geels eller Marselisborg, som måske er 100-200 m langt .. og så strækker det ud til mindst det ti dobbelte 🙂 Selve området er gearet til mountainbiking, fra hotellet Afan Lodge, til de 2 cykelbutikker og cafeteriet, som dog netop havde valgt at skifte ejer og holde lukket mens vi var der. Så det blev powerbarer til frokost, for alt andet i 20 miles omkreds, er lukket.
Bare fordi man er havnet på nogle de fedeste spor i England, er der jo ingen der siger at man skal blive der. Hvorfor ikke gøre livet lidt besværligt ? Så søndag smed vi cyklerne ind i bilerne og kørte halvanden time til Brecon Beacons, et stort højlandsområde med afmærkede spor. Eller rettere, de lader som om de er afmærkede, i modsætning til Afan hvor sporene er minitiøst afmærkede. Et minikort og en kort beskrivelse bagpå, var vores guide fra turistkontoret til en sort rute i Black Mountains. Det betød en meget langsom start med ikke mindre end tre fejlkørsler, og det blev ikke bedre af der som noget af det første var en gåtur med cyklen på ryggen, på over en halv time. Det var nu hurtigt glemt efter nedkørslen på den anden side ! Fåckk .. det var fedt ! 500 højdemeter nedad på flowy singletrails, små grusstier, jordstier og skærvestykker. Og sådan var resten af de 52 km, episke og fantastiske. Noget helt andet end de komprimerede rollercoaster-spor i Afan (udtales forøvrigt aevan på walisisk).
Indrømmet vi havde taget mandag fri, så det blev til endnu en formiddag på de svedige singletrails, men nu i fugtigt vejr. Det var lige før det var helt rart at skulle holde lidt igen, efter rutchebaneturen for fuldt knald to dage før. Sjælen rejser trods alt kun med 20 km/t.
De lokale, altså fra hele England, kommer typisk på deres downhill-inspirede cykler, eller nyindkøbte hardtail, og giver den gas. Vi kørte på lidt af hvert, 140mm AM fully’er, en marathon fully og min nye Tallboy, og egentligt var det lidt ligemeget, vi havde det monster sjovt alle mand, sporene kan det hele.
Det store spøgelse i skoven
Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.
Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.
Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.
Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.
Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.
Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !
I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.
PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast 🙂
Varmeflimmer
Egentligt var det planen at Superlight’en skulle have været med på ferien i Kroatien, da den er rimelig let og simpel, og kan køre næsten hvad som helst, også asfalt. Af forskellige årsager gik det ikke sådan, jeg fik ingen cykel med, og måtte derfor ud og leje et turist-lig.
Vi var 3 og det var netop hvad byens centrale udlejer kunne mønstre på en gang; en lokal produceret Author i den meget billige ende, en ramponeret GT Aggressor i discount-udgave og en godt slidt flere år gammel Cannondale F7 .. som jeg fik. En nødtørstig service med et multitool på terassen fik bremser og gear til at virke, sadel og styr til at harmonere og sololie, faktor 30, fungerer fantastisk som kædefedt. Og så kom der EggBeatere på.
De første dage på Hvar havde jeg kikket lændselsfuldt på de små stejle og stenede stier i området, men havde måttet erkende at selv på min Blur LT ville det være en mundfuld. Så på en pensionsmoden Cannondale med en forgaffel hvis bedste, og eneste, funktion var at den kunne sige KLONK, et baghjul med konstant jamrende eger og V-bremser der selv som nye ikke havde været meget værd, var det et no-go.
Det blev til et mix af 3 af de ruter den lokale turistforening havde anbefalet som dagsture. 60 km, 1.200 hm på et mix af asfalt og dårlige grusveje, med en heftig stigning til øens højeste punkt på 628 m, Sveti Nicola. Fed tur !
De efterfølgende dage havde jeg selvfølgelig abstinenser og ville køre mere, men det pudsige var at jeg ikke længere drømte om at slippe den langbenede med 150mm løs på de vilde nedkørsler, men om at trille rundt på min gamle Marin stål-hardtail, som er blevet degarderet til bycykel med flats ! Det var næppe pga positiv indflydelse fra Cannondalen, men snarere fordi hele byen og området, og de 32 grader, mere indbød til uformel leg på trapper, småstier og stejle bygader fra Middelalderen, end hardcore kørsel med hele udstyret og sammenbidt attitude. Livet er enkelt ved Middelhavet !
Bare rolig, nu er jeg kommet hjem, og på bedre tanker efter den første tur til købmanden på Marin’en. Her er byen for enkel, vejret for dårligt og livet for kompliceret til en hardtail 😉
Faderen, sønnen, fætteren og den langbenede
Efter en kort debut på en hardtail, og 4 år på en Marin Rift Zone skrev alle cykelbladene i 2004 om den hellige gral, den ultimative trail-bike, Santa Cruz Blur. Blur’en var den første cykel med Santa Cruz nyindkøbte, genopdagede VVP affjedringssystem. Et system som ved hjælp af flere led og 4 aksler, gjorde affjedringen følsom overfor ujævnheder i underlaget og mindre følsom overfor cyklistens bevægelser i sadlen. Marin’en havde kørt godt, det engelske xc-mesterskab var bla vundet på en tilsvarende, Blur’en var bare en meget bedre trail-bike. Fantastisk cykel !
Blur’en kom med alle vegne men på et tidspunkt kom fruen til at foreslå om ikke jeg kunne finde en cykel der kunne stå fast i sommerhuset, hun var lidt træt af mine øvelser med cykel på bil, cykel ned af bil. Jeg forsøgte med en Marin Pine Mountain stål hardtail, smuk og rigtig fed cykel, men jeg havde kørt alt for længe på fully til at det fungerede. Heldigvis stod der et usalgbart blåt Superlight stel i Tyskland og nærmest ventede på mig. Så var sommerhuscyklen hjemme. Terrænet i Rørvig er fladere og med færre udfordrende singletracks end omkring København, så Superlight’en var nærmest på hjemmebane med dens simple singlepivot-system. Enkel, direkte og meget kontant cykel, som en ufølsom udgave af Blur’en.
Om vinteren kom Superlight’en med hjem og efter et lejeskifte på Blur’ens affjedringssystem, besluttede jeg at det nok var smartere at bruge Superlight’en, som kun har 2 lejer, om vinteren. Da forår kom, røg Blur’en til Rørvig ! Superlight’ens lidt hårdere og direkte kontakt med underlaget, passede mig egentligt bedre, i hvert tilfælde på dansk grund.
Blur’ens begrænsning var dens 115mm vandring bag og de anbefalede 105 mm foran. Santa Cruz tog konsekvensen og delte op i en LT (long travel) version med 135mm bag og 140mm anbefalet foran, og en xc-version. Nu skulle jeg til Alperne men synes ikke rigtig jeg skulle bruge en ny cykel. Blur’en blev, på trods garantibortfald, beefed op med en Talas 90-130mm gaffel. Det gik rigtig godt i Alperne, og faktisk var det nok mere bagenden der steppede lidt nedad end den lange forende, der gav grund til et enkelt løftet øjenbryn.
Superlight’ens største minus var et ikke så stift stel og en manglende mudclearence bagpå. Heldigvis kom Santa Cruz med en updateret version, og jeg var ikke i tvivl .. den blev bestilt. Den ideelle cykel til danske spor, meget stivere og masser af frigang bagpå. Så da muligheden kom for en tur i Andalusien, kom Superlight’en med. Den kørte fantastisk men .. den lave krankbox dur ikke til bjergstier. Pedaler og krankbox banker ind i sten og klippestykker.
Blur’en kom frem igen da familien skulle til Bornholm. Det gik rigtig godt, indtil jeg skulle kørte lidt med et par sportige venner på deres carbon-raketter. Pludselig gik det op for mig at Blur’en måske var lidt forældet allerede og at den lange forgaffel gjorde den sløv. Santa Cruz havde da også allerede lavet både en XC-carbon udgave, en LT2 og en LT-carbon udgave. Nu skal jeg jo til Alperne igen til sommer, så det blev til et LT2 stel og en Fox Float 150mm gaffel. Alle medier havde udråbt den nye LT2 til et trail-vidunder, en skrev sågar at den erstattede 4 andre Santa Cruz cykler, den gamle LT, Heckler’en, Nomad’en og Superlight’en ! Og at den var ligeså nimple som Superlight’en.
Og hvad er situationen så nu .. den er perfekt ! Superlight’en er fantastisk og nærmest ideel til danske forhold og selvom jeg ikke har været i bjerge med Blur LT2’eren endnu, kan jeg godt sige at den er uovertruffen når det er rigtig råddent, og næsten lige så nimple som Superlight’en. Det svære er kun at vælge hvilken cykel jeg skal tage hvornår !
Det sidste forsøger Santa Cruz nu at råde bod på, i går lancerede de en Nickel, den perfekte klon ! 125mm vandring og et APP affjedringssystem, en singlepivot med lidt ekstra led, så dæmperkarakteristikaen er som en VPP.
MTBlog.dk 
1 comment