Ikke flere lapper !
Det her indlæg handler ikke om det nye krav fra Arbejdstilsynet, som gør at cykelhandlere ikke længere vil lappe slanger ! Men som omtalt i et tidligere indlæg, er det svært at lappe et nyere Continental UST-dæk med traditionelle lapper. Lapperne vil ikke vulkanisere fast på inderside-overfladen, og sliber man kommer nylontrådene straks frem.
I min skoletid arbejdede jeg på tankstation, det var dengang der stadig var betjening, og på et tidspunkt avancerede jeg til også at lappe punkteringer på slangeløse bildæk. Dengang fandt man hullet, filede det stort og rent, og satte en lim-tilsølet gummiprop i med noget der lignede en forstørret hæklenål. Og forleden fandt jeg noget tilsvarende til UST-dæk hos ChainReaction, et Weldtite Tubeless Tyre Outside Repair Kit !
Søndag punkterede jeg så, en lille torn gav en siver og i dag skulle forsøget stå. Ud med tornen og i med en alt for stor fil. Væmmelig fornemmelse at lave et hul større i et dæk til 400 kr ! På med en besynderlig brun og slimet gummistreng i hæklenålen og godt med lim. Set i bakspejlet burde jeg nok have overvundet min frygt for fiasko og filet lidt mere, men i kom den. Nu ser det ud som om en brun mini-allien er på vej ud af dækket .. og imorgen ved jeg om det er tæt.
UPDATE: det virker, dækket er tæt !
Kongen og den fede
Der er sikkert mange meninger om hvad der er den vigtigste del på en mountainbike, men når vi ellers taler om en cykel på et vist niveau, er jeg ikke i tvivl om at dækkene er det afgørende. Det er i hvert tilfælde altid der jeg har mine overvejelser, specielt til ture på ukendte spor i fremmed terræn. Siden jeg besluttede mig for endnu en Alpe-tur, har dækkene været det store spørgsmål.
Sidst jeg kørte i Alperne var der i følge arrangøren og tourguiden, ingen tvivl, det skulle være Schwalbe Fat Albert dæk. Så sådan blev det. At få et sæt Fat Albert på cyklen, var en noget anderledes oplevelse, lidt som at få larvefødder på. Det rullede lidt trægt på vores lokale spor, men åd sig gennem alting og slap aldrig grebet. Det samme galt på sporene i Alperne, de var fantastiske nedad og tunge opad. Men dels er de for meget til dansk terræn og dels har jeg aldrig været så vild med Schwalbe dæk, så efter hjemkomsten blev de pillet af.
Sidste år i Andalusien, som ikke er helt så råddent terræn som Alperne, besluttede jeg køre Continental Mountain King 2.4. Mountain King ruller noget bedre Fat Albert og var perfekt til sporene i Andalusien. Det skal lige siges at at MK 2.4 er et noget andet og voldsommere dæk end 2.2 versionen, knopperne er væsentligt større og højere.
I mellemtiden er der kommet en ny version af Fat Albert som skulle rulle bedre, og som jeg bestilte efter mange overvejelser og modtog fornyelig. Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg kunne ikke li’ dem da jeg så dem, så jeg har solgt dem igen .. uden at prøve dem. Og besluttet at køre Mountain King 2.4, som jeg er vild med, i hvert tilfælde der hvor jeg har prøvet dem.
Nogen vil nok mene det er snævertsynet kun at kikke på de to dæk, hvad med Kenda Nevegal, Panaracer Rampage, Nobby Nic, Rubber Queen og alle de andre ? Dels kan man ifølge tyske cykelblade kun krydse Alperne på Fat Albert, englænderne og amerikanerne er dog noget mindre begejstrede, dels er næsten alle andre kvalificerede dæk tungere og ruller dårligere. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man læser i tests, dels er selv cykelblade lokalpatriotiske hvor mærkeligt det end lyder, dels er forskel på test og virkelighed. Det tyske MountainBike lavede en dæktest hvor de ud over at måle rullemodstand på den autoriserede måde, også lod testkørerne vudere rullemodstanden subjektivt. Interessant nok blev Schwalbe dæk, som altid har lav rullemodstand, subjektivt vuderet til at have en lidt højere rullemodstad !
Rart at have taget en beslutning og fået det ud af verden, jeg kører Mountain King ! Der er dog lige en lille ting der skræmmer mig. På sidste Alpetur fulgte jeg alle bureauets og guidens råd, på nær på et punkt .. og det fortrød jeg. De sagde at man skulle køre 11-34 kassette og jeg kørte 11-32 .. bommer ! Det sved på alle opkørslerne, og det er mindst halvdelen af tiden. Heldigvis er det nye bureau ikke helt så katagoriske i deres anbefalinger af dæk 😉
Utæt UST
Jeg er vild med UST-dæk og har kørt på dem nærmest siden de kom frem. Men hvorfor bliver de altid utætte med tiden ? Det er ikke punkteringer jeg mener, men bittesmå huller som ikke er nogen synlig skade. Når man smider et halv år gammelt UST-dæk i en spand vand, bobler det lystigt hele vejen rundt. Fra 30 til 2 psi på en uge.
Nu er der garanteret en hel flok velmenende MTB’ere som straks vil anbefale at hælde latex i. Mange tror faktisk der skal latex i UST dæk, det skal der IKKE !
Af flere grunde er jeg ikke vild med latex i UST-dæk. For det første vejer det 50-100g ekstra, for det andet er det noget griseri, specielt med en punktering på sporet, og endelig størkner det med tiden og er nærmest umuligt at få af indersiden af dækket når det først er sket. Fidusen er selvfølgelig at man slipper for mindre punkteringer .. og de irriterende små utætheder som jeg netop er træt af. Og i visse situationer er det selvfølgelig smart, fx i Andalusien som er kendt for sine mange torne. Men nu er UST-dæk generelt meget punkteringsresistente, så den ene eller to gange om året jeg punkterer, vejer slet ikke ulemperne ved generel brug af latex, op.
Og når vi nu er ved det, hvorfor er de nye UST-dæk fra Continental nærmest umulige at lappe ? Jeg har forhørt mig og fabrikkens svar er at de ikke er beregnet til at lappe ! Problemet jeg taler om, er at indersiden på dækket er af en sådan karakter, at man ikke kan slibe den uden at komme ind til trådene og at materialet ikke er gummi så en almindelig TipTop lap ikke kan vulkanisere på, som på ethvert andet dæk. Helt små huller kan man stadig lappe med sekund-lim, men de lidt større som kræver en lap må man opgive !
Den gummi fabrikanterne bruger i cykeldæk er ikke lufttæt, derfor bruger de som regel en anden blanding til UST-dæk. Eller laver en coatning på indersiden, som på de nye Continental dæk. Schwalbes nye Fat Albert dæk, som er den foreløbelige favorit til Alpe-turen til sommer, har en ny løsning. Schwalbe skriver at dækket er lavet som et dæk og en slange der er sat sammen ! Det lyder interessant, dels om det kører lige så godt som den gamle model, dels om det så bliver ved med at være tæt og om det fungerer med almindelige lapper på indersiden. De er bestilt !
I mellemtiden tror jeg måske den anden Alpe-favorit, mine utætte MountainKing 2.4, får en lille bitte sjat latex 😉



2 comments