MTBlog.dk

På vildspor

Posted in Træning by Søren Svendsen on 23. marts 2010

Min Garmin 705 er fantastisk, og blevet helt uundværlig. Den viser mig alle mulige data mens jeg kører og som den også registrerer. Man kan lige checke kortet, hvis man ryger på vildspor og selvom man ikke har singletracks på kortet, kan man lige tage en pejling og finde den rigtige retning.

I hvert tilfælde nogen gange ! Da lørdagens forsøg på deltagelse i klubbens semiseriøse træning for sportslige seniorer, blev for broget, stak 2 af os af på egen hånd. Afsted på det blå spor lige indtil lidt skovarbejde og nogle hjulspor ødelægger det. Helt sikker på hvor sporet fortsætter, tager vi en lille smutvej. Næ, det var ikke her ! Intet problem, grusvejen er kendt så den napper vi lige. Hov, hvor er vi nu ? Gennem mudderstænk og manglende læsebriller, checker jeg lige kortet på Garminen. Nåh, ikke noget problem, vi skal lige ….

Da vi endelig rammer noget vi kender, og som burde være et hus ved Kongevejen i den sydlige ende af skoven, er det Naturskolen ved Svaneparken .. stort set det nordligste punkt i hele Rude Skov ! Så tager jeg mig sammen og kikker ordentligt, vi passerer de andre sportslige seniorer igen, som heldigvis ikke ser os, og rammer tæt på det planlagte mål, så vi kan fortsætte turen af spor i den rigtige retning mod København.

Det rigtig fede er at man så bagefter uploader det hele fra Garminen til sin computer og derefter har mulighed for at nyde sine fejltagelser i det uendelige 😉

Tagged with: , ,