MTBlog.dk

Okay, jeg indrømmer …

Posted in 29", Brok, MTB, Ture by Søren Svendsen on 26. marts 2014

Jepser i Det Danske Sweitz

At det var sjovere at køre i søndags hvor solen skinnede, end det har været længe. Det er bare ikke altid lige let at vælte ud af sengen kl. 7 søndag morgen, for en time senere at køre i skoven. Når det er mørkt og koldt, eller regnen står ned i stænger skal der virkelig overvindelse til. Men en søndag med sol direkte på hovedpuden, gør det ikke noget at temperaturen kun er 5°. Jeg læste på et tidspunkt en klumme af Mike Ferrentino hvor han modvilligt indrømmede at en del af det er så fedt at køre lange mountainbikeløb, er at det er så dejlig bagefter. Sådan har jeg det det meste af vinteren.

At selvom jeg påstår at T-boy kan komme rundt alle steder, og at jeg aldrig har oplevet andet, at jeg rent faktisk havde et problem i Nepal! Vi skulle ned at det det smalleste, vildt stejle, gedespor .. med hårnåle! Dinesh min guide kunne lige smide sin gamle Orange p7 med 26″ hjul rundt, men jeg måtte af cyklen .. to gange. Jeg kunne simpelthen ikke få de store hjul så snævert rundt på så stejlt et spor.

At jeg har købt to 20T stålklinger i US. I rigtige bjerge er gearingen på en 29er et problem .. med mindre man har WorldCup-ben. De fleste kranksæt har 24T som mindste klinge, og generelt er 22T det mindste der kan opdrives. 29ere er 12% højere gearet end 26″ pga de store hjul, og på lange opkørsler kniber det for mig at have et lavt nok gear. De tyske MountainGoat har længe lavet en 20T i alu, som dog kræver lidt tilpasning med en fil, men så faldt jeg over en fyr i US som selv fræser dem i stål, direkte til montering. Så nu er jeg klar hvis nogen skulle invitere mig til Alperne eller Pyrenæerne.

At bloggen her har været forsømt på det sidste! Det skyldes primært at jeg har brugt tiden på at skrive bogen “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” som udkommer midt i maj. Hvis du vil følge med, kan du melde dig ind i gruppen med tilsvarende navn på FaceBook.

At det er fedt at blive trukket hjem til byen efter en lang tur .. tak til Duracell-tvillingerne Brandmanden og  Bassen.

Brandmanden og Bassen trækker

Reklamer
Tagged with: , , , , , ,

En beslutning, to sidegevinster, 3 kilo og 4 uger

Posted in Brok, Landevejscykling, MTB, Spinning, Træning by Søren Svendsen on 31. januar 2014

Jesper med sin frokost

Kan man have hvalpefedt når man er 56? Jeg følte mig i hvert tilfælde ramt af Martin Kreutzers oplæg til at smide hvalpefedtet i Stamina12‘s nyheder, og besluttede mig at gøre noget ved det. Selvom jeg lever rimelig sundt og træner en del, er det tydeligt at jeg dels får alt for mange godbidder og øl, og at jeg har det bedst når jeg har et lille overskud af kalorier. For to år siden var jeg i Bolivia og havde ufrivilligt en flagellat med hjem i maven. Det betød, ud over 6 ugers sygdom, også at jeg blev 4 kilo lettere .. og pludselig kørte hurtigere. Kiloene har jeg stødt og roligt taget på igen, og mit overskud på sporet, er igen blevet tilsvarende reduceret. Der findes mange velmenende og fornuftige opskrifter på at tabe sig, men jeg synes faktisk Martins er en af de bedste jeg har set. Jeg modificerede den dog lidt, så den ser således ud;

  • Ingen slik, kager og anden snask
  • Kun alkohol i weekenden. Faktisk holder jeg altid hvid januar, og drikker ellers kun vand
  • Ikke spise efter aftensmaden .. og kun en portion
  • Sove 8 timer de fleste nætter

Sådan så planen ud 1. januar, og her 4 uger senere har jeg smidt 3 kilo. Det lyder måske ikke af så meget, men i min alder er det faktisk halvsvært at tabe sig når man i forvejen lever sundt .. med mindre man gør noget drastisk. Jeg agter at forstsætte på ubestemt tid, men dels er den hvide januar overstået og dels stabiliserer min vægt sig på et eller andet niveau, nok ikke så langt under den nuværende, så jeg bliver nok ikke Michael Rasmussen-tynd. Men der har været et par interessante sideeffekter. Mit blodsukker er blevet langt mere stabilt, hvilket gør at “jeg vil slå ihjel for en øl” sidst på eftermiddagen er næsten væk, og at jeg efter 4 timer i skoven har det fint når jeg har fået min frokost. Normalt går resten af eftermiddagen med at stoppe alt det søde jeg kan finde, i munden.

Jeg har jo vidst det længe, og det er altså rigtigt. Man regulerer sin vægt med maden, og sin sundhed med motionen. Og bare fordi man sidder på cyklen en del timer, kan man ikke stoppe hvad som helst i munden .. uden at vokse. Som der stod på det virale FaceBook-billede, som hende der har tabt 32 kg havde liked; don’t reward yourself with food, you’r not a dog!

Globaliseret flow .. eller en glidebane

Posted in Brok, MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 26. november 2012

De seneste ugers søndagsture har gjort det meget tydeligt, at de anlagte officielle mtb-spor ikke umiddelbart er sjove at køre på, med mindre man er til en blanding af speedway og mud-wrestling. Vi småvrisne mænd har søgt andre veje og har bla genopdaget en del af de spor vi kørte for 8-10 år siden, inden de officielle spor blev anlagt, spor som har ligget næsten øde hen siden. Nogle spor er groet godt til, andre helt forsvundet, men de fleste er der stadig og de er generelt ikke nær så våde og fedtede som de prikkede mtb-motorveje.

Det er også noget andet at køre de spor som ikke er lavet til mtb, men som er opstået af dyreveksler, trampestier eller smutveje til vandet eller købmanden. Der er en anden udfordring i at køre dem, de er mere varierede, og har ikke altid flow eller er mtb-venlige. Det har sat sig i baghovedet og resulteret i personlige overvejelser om sportens udvikling fra nørd hobby til mainstream folkesport, og hvad det egentlig er der inspirerende og giver oplevelser.

Forleden kom det amerikanske blad Bike i postkassen, og min helt Mike Ferrentino, som nu er talsmand for Santa Cruz men stadig skriver klummer i bladet, har en fin lille tekst, “Primitiv lines”, netop om hvordan alle spor kommer til at ligne hinanden mere og mere, efter man er begyndt at forbedre og nyanlægge dem, og stræbe efter flow. Fra Alperne til Californien, til New Zealand.

Mtb-banecykling er selvfølgelig ideelt hvis man skal træne intervaller med skummund, og jeg al mulig respekt og beundring for dem der prøver at vedligeholde og forbedre sporene. Men har man erstattet den kirkelige bodsgang søndag med en oplevelse i skoven, er det nu sjovere at finde og udforske sine egne spor. Og tanken om at mtb-sporene bliver som hotelkæder, hvor man vågner op og ikke kan se forskel på om man er i Katmandu, Harzen eller Lake District, er skræmmende. Samme mtb-spor worldwide, bare med forskellig udsigt .. nej tak! Vi vil genopdage verden på sporene og føle os som Columbus eller Dr. Livingstone.

Tagged with: , , ,

Rigtige mænd bruger netundertrøje

Posted in MTB, Spinning, Udstyr by Søren Svendsen on 25. september 2012

Jeg tror det var X-man Bo der introducerede netundertrøjen til mig .. altså i forbindelse med cykling. Brynje netundertrøje, uanset temperatur. Det kørte jeg med et par år indtil jeg fandt ud af at tage den af når temperaturen var over 25 grader .. det gør Bo ikke! For et par år siden fandt jeg så ud af at andre producenter også lavede netundertrøjer, som endda var kortere så de ikke skulle rulles op i en pølse på maven for at være under min bib-shorts.

Nu hader jeg at fryse, og specielt om vinteren hvor man skiftevis er varm og gennembødt af sved, og kold og gennemblæst af en iskold vind, er det svært. Netundertrøjen leder sveden væk fra kroppen og videre til næste lag tøj, og er meget bedre til det end almindelige svedundertrøjer. Men sidder netundertrøjen ikke stramt, er det virkelig klamkoldt, men det gælder alle svedundertrøjer.

Men hvordan fan tester man hvilken netundertrøje der virker bedst? Det fandt jeg ud af ved et tilfælde, hvor jeg ved en fejl havde smidt en netundertrøje i tasken, i stedet for en almindelig svedundertrøje, på vej til spinning. Spinning er den perfekte test og giver en umiddelbar respons, i hvert tilfælde hvis man som mig sveder som en vredet karklud. Sidder trøjen for løst, er den klamkold så snart man holder op med at træde, hvis ventilationen kører, er den for varm koger man over inden opvarmningen er slut, og sidder den for stramt, ligner man (jeg) Freddie Mercury i 80’erne. Den trøje der virker bedst i spinningslokalet, er også den trøje der virker bedst ude, der er en direkte sammenhæng .. i hvert tilfælde så længe det ikke er frostvejr, for så er uld løsningen.

Enkelt, og så alligevel ikke .. for man er jo også forfængelig. Craft Cool Mesh Superlight på sporet, den virker bare bedst, Gore Base Layer i spinningslokalet, så ser man stadig ud som om man har tøj på, og uld når man burde køre på ski i stedet. Er det kummefryser koldt, laver Brynje faktisk en kombineret net og uld undertrøje, en to i en, og igen viser netundertrøjen sig som umulig at slå .. koldt eller varmt. Aldrig mere undertrøjer uden huller!

Kunsten at køre langsomt .. og blive hurtig!

Posted in Landevejscykling, MTB, Træning by Søren Svendsen on 9. august 2012

Min krops besøg af en Boliviansk flagellat i februar, betød udover 6 ugers sygdom, 8 tabte kilo og et par måneders hård genoptræning, at jeg pludselig kørte hurtigere end jeg plejer! Vi er en lille homogen gruppe der kører meget sammen, så en mindre ændring i formkurven, bemærkes straks. På vores tur til Lake District, 2 måneder efter flagellatbesøget, var jeg ualmindelig godt kørende og har selvfølgelig spekuleret en del på hvorfor .. men ikke overvejet at få flagellaten tilbage!

Umiddelbart er der 4 mulige rationelle forklaringer. Jeg tabte 8 kilo og tog kun det halve på igen, altså et vægttab på 4 kg eller næsten 5% af min kropsvægt. Mine ben fik næsten 8 ugers cykelpause .. og havde godt af det? Inden Boliviaturen, hvor jeg skulle lave video om vilde kakaobønner for Oialla, havde jeg læst om et forsøg med mus og mørk chokolade, som næsten dokumenterede at chokolade er bedre end træning, og at det sammen med træning er helt uovertruffen .. og har selvfølgelig spist mørk chokolade siden. Endelig var jeg nervøs for ikke at have fået trænet nok op til Lake District turen, efter sygdommen, så jeg intensiverede træningen de sidste 2 uger inden, men ved at lægge nogle restitutionsture ind, ture hvor jeg holdt mig omkring 60-70% af maxpuls, og under 75%.

Her 3 måneder efter Lake District turen er formen normal igen. Jeg har stadig ikke taget alle 8 kg på, og jeg spiser chokolade, så der røg de to teorier. Den lange cykelpause tror jeg ikke selv på, og vil forøvrigt helst heller ikke sidde stille igen .. det er også uholdbart hvis jeg skal holde pause i to måneder, køre i to måneder osv. Tilbage er restitutionsturene!

Jeg har læst flere artikler om at hvis man ikke kan køre langsomt, kan man heller ikke køre hurtigt, og at køre langsomt er det nye sort. En af de store proff-trænere går så langt som at sige til sine ryttere, at kan de ikke holde sig under 70% af maxpuls op af stigningerne, må de stå af cyklen og trække! Så det er åbenbart alvor.

Nu må vi se hvad der sker, jeg har i hvert tilfælde tænkt mig at erstatte en eller to af mine 4-5 ugentlige træninger, med restitutionsture. Det spøjse er at det næsten føles lige så hårdt, er langt kedeligere, og at min normale landevejstur som tager to timer for fuldt knald, kun tager 4 minutter længere i morfartempo. Og spinning med en puls mellem 60 og 70%, er bare mærkeligt!

Stamina

Posted in MTB, Træning by Søren Svendsen on 22. april 2012

Det har været småt med indlæg her på bloggen de sidste par måneder, og det er der flere grunde til. Dels var jeg så heldig at få en opgave i Bolivia og dels var jeg så uheldig at have en flagelat med hjem i maven. Efter en intens kamp med flagelaten, som jeg heldigvis vandt, overtog en lokal virus. Det korte af det lange er at jeg først rejste i 2 uger og så var syg i 6 uger .. og tabte 8 kg!

Det er 3 uger siden jeg igen var frisk nok til at cykle og om en uge skal jeg køre Stamina12 .. solo! Det er selvfølgelig ikke et ideelt træningsforløb op til sådant et løb, og min plan er da også bare at have det sjovt og være tilfreds med de omgange jeg får kørt. For 2 uger siden skrev Bente Klarlund i sin brevkasse i Politiken om hvor meget form man mister hvis man er passiv. En gruppe unge veltrænede mænd var blevet lagt i seng i 3 uger, resultatet var at deres fysik efterfølgende var som om de var 30 år ældre, og at det havde taget 3 måneder at få formen tilbage. Ikke opmuntrene, men dr. Helweg, min cykelven og livlæge, mente heldigvis at det ikke galt for mig, da jeg jo mest havde været oppegående.

Den først tur var forfærdelig, og jeg overvejede seriøst at begynde at køre motorcykel igen! Anden tur var meget bedre, og efter 3 ugers træning og masser af mad, er reultatet at jeg har taget 3 kg på (så vi stopper her!) og stort set kører lige så hurtigt som før, .. men desværre ikke kan holde så længe. Jeg ville selv have gættet på det ville være omvendt, altså manglende hurtighed men OK stamina, hvilket også havde været mere optimalt til på lørdag.

2 år, 32.000 hits .. og vingummibamser!

Posted in MTB, Søndagstur, Velkommen by Søren Svendsen on 15. februar 2012

Det var slet ikke min idé, men fruen havde været på blog-kursus og mente absolut jeg burde lave en blog. Ikke særlig entusiastisk og lettere modvilligt, lod jeg mig vise hvordan man opretter en blog, og inden jeg fik set mig om, var MTBlog.dk en realitet. Jeg har aldrig været den store skriver, så det var dels en overvindelse, dels en kamp, at få skrevet de første indlæg, men som tiden er gået, kommer det som skidt fra en spædekalv .. altså når jeg igen synes jeg har fundet en af de vise sten.

Til min store overraskelse har det også vist sig at der er nogen der læser bloggen! Forleden rundede den 32.000 hits, og selvom de fleste sikkert er fra familien eller Googlesøgninger på latex og gummi, er jeg både glad og stolt. Og på mandag fylder bloggen så 2 år!

Det skal fejres, så på søndag d. 19. feb. kl. 11.00 er der vingummibamser til alle læsere der møder op ved toppen af det tidligere skihop i Geels Skov!

Tagged with: , , , , ,

Frem og tilbage

Posted in Sadler, Spinning by Søren Svendsen on 11. september 2011

Da jeg for 10 år siden startede med at køre spinning, hed det bodybike. Efter nogle år skiftede det navn til spinning – med mindre man netop kørte på en BodyBike, som smart nok havde registreret navnet. I år har det så igen skiftet navn – til cykling, da nogen har taget patent på konceptet spinning!

Anyway, det er måske ikke så dårligt for så bør det jo minde om cykling .. og det gør det faktisk ikke altid! Og så kan man måske også forestille sig at cyklerne, kommer til at ligne cykler, rent geometrisk? Det gør de nemlig heller ikke nu, de bærer præg af  dels at være konstrueret før racercyklen blev ergonomisk, dels en fitnessinstruktørs våde drøm om store lårmuskler. Hvis sådan en BodyBike eller spinningscykel blev hevet med til et body-fit hos en af dem der udfører den slags, ville den få problemer på trods af alle dens indstillingsmuligheder – med mindre ejeren er i nærheden af to meter høj.

Det har altid undret mig at jeg ikke følte mig comfortabel på spinningscyklen og ikke kunne få sadlen langt nok frem på trods af min rimelige højde på 184 cm. Jeg har min egen sadel med til spinningstimerne, og fornyelig fik jeg så den ide at vende den forkert på beslaget, så den fik set-front i stedet for set-back – altså sidder lidt foran toppen af sadelrøret, i stedet for som den normalt gør, lidt bagved sadelrøret. Det betyder at sadlen nu kan komme 5 cm længere frem, og vupti .. nu kan jeg justere cyklen rigtigt!

Når jeg med mine 184 cm skal have sadlen ca. 4 cm længere frem end det normalt er muligt, hvad skal vi så gætte på en kvinde på 160 cm mangler i at kunne sidde rigtigt!?

PS. Det er jo svært at lære en gammel hund nye kunster, så spinning bliver ved at hedde spinning på denne blog.

Tagged with: , ,

1-2-3-Flow

Posted in 29", MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 5. juni 2011

Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.

Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.

I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !

Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !

Rundtosset

Posted in Banecykling, Træning by Søren Svendsen on 12. marts 2011

Der kom en mail fra Kasper: vil du med ud at prøve at køre banecykling ? Helt ærligt kan jeg dårligt forestille mig en kedeligere måde at cykle på end banecykling, men da min kone kalder mig en nej-siger, tænke jeg det var tidspunktet at vise min positivitet. Så selvfølgelig ! Desuden kom halvdelen af the ratpack også.

Fredag eftermiddag stod vi en flok glade cyklister i en stort set tom Ballerup SuperArena, der er cykler til alle og Ole fra Spectre forsøgte at forklare os grundreglerne på banen .. og at kurverne hælder 45 grader både for oven og forneden .. og at man ikke falder ned så længe man træder og holder en vis fart !

Vi ruller ud og jeg indrømmer blankt, jeg ikke er meget for det. Banen er lavet af lakeret træ som mig bekendt ikke giver meget friktion, den hælder også på de lige stykker så man kører konstant på en skrå flade, dækkene er supertynde og uden mønster, reklamerne på banen ser lige så glatte ud som malede betongulve og vi skal holde en fart over 30 km/t for ikke at falde ned i svingene ! Jeg har allerede besluttet mig for at stå af efter de indledende runder og melde pas.

10 omgange senere er jeg faktisk nået 50 cm op i svingene og ikke længere sikker på jeg dør, eller brækker begge ben. Og da vi starter den første holdkørsel er jeg indstillet på at forsøge at følge med. 20 omgange med skiftende føringer og en fart på 35 km/t er faktisk OK .. ja det er tæt på at være sjovt.

Efter endnu et par 20 omganges holdkørsler (5 km) med højere og højere fart, ender vi med 55 km/t på den sidste omgang. Fåckkk .. det er helt vildt, og sjovt ! Og så er der forfølgelsesløb, både som hold og en mod en, og fri leg.

At køre mountainbike på singletracks er lidt som at køre motorcykel på snoede småveje i Alperne. Men at køre banecykling er som at nappe motorvejskurverne sydpå med nålen på den rigtige side af 200 km/t. Adrenalinen pumper, pulsen er helt oppe, du ligger under en meter fra baghjulet foran (profferne ligger 5 cm fra !!), du tordner afsted med 50 km/t og det suser og flimrer for øjnene. Jeg tror ikke jeg har oplevet det fart-rush siden jeg kørte motorcykel.

Det skal jeg prøve igen ! Måske skal næste vinter stå på banecykling i stedet for spinning ? Eller måske begge dele 😉

PS. Grunden til Kasper ser mærkelig ud, altså hjelmen, skyldes hans helmetcam som han laver de svedigste videoer med. Du kan se en af dem her !