MTBlog.dk

Grim .. og genial !

Posted in Foto, MTB, Rygsække by Søren Svendsen on 19. oktober 2010

En mørk efterårsaften i sommerhuset uden kvalificeret læsestof, gik jeg igennem de gamle mountainbikeblade jeg havde efterladt det sidste års tid. Jeg faldt over en skamrosning af en aparte rygsæk, WingNut Hyper 3, som specielt med høj vægt, fungerer meget bedre for cyklister, end de klassiske. For ikke så længe siden havde jeg også set en test hvor samme rygsæk vandt, men jeg havde slået det hen, dels pga. testeren som jeg ikke er vild med, dels pga rygsækkens mærkelige udformning. Lidt videre research viste at alle der havde haft rygsækken på, var kommet til samme konklusion, den er meget bedre end de andre når der kom vægt i.

Som fotograf har man et tilbagevendende problem, hvor meget udstyr kan man holde til at køre med uden det ødelægger turen. Min grænse går ved et lille DSLR med en let optik, men som regel har jeg kun et større kompaktkamera med, da rygsækken ellers er generende.

Jeg bestilte en WingNut .. og sidste søndag var jomfruturen. Der var det sædvanlige i sækken samt det lille DSLR kamera. Det er første gang jeg overhovedet ikke har været generet af rygsækken og endda tænkte, næste weekend tager jeg en ekstra optik med !

Ingen rygsæk er helt perfekt, Deuter har efter min mening den bedste ryg, men Dakine Nomad har længe været min foretrukne pga udformningen, de mange detaljer og specielt sidelommerne, som kan nås mens man kører. WingNut’en er heller ikke perfekt men den har også sidelommerne som Nomad’en, og så kan den noget de andre ikke kan, bruges ubesværet med høj vægt .. men fååck hvor er den grim når den sidder på ryggen. Check selv Kaspers billeder af mig fra i søndags:

Reklamer

Av min arm !

Posted in Alperne, Foto, Rygsække by Søren Svendsen on 20. august 2010

Jeg kører faktisk aldrig i skoven uden et kamera, min Canon G10 har sin egen lomme i Nomad’en. Turen til Alperne har sat gang i overvejelserne om jeg måske har kræfter til også at slæbe et lille spejlreflex-kamera med, og i givet fald med hvilken optik .

Sidste gang for 2 år siden, købte jeg specielt til lejligheden en kraftig 10-22 mm vidvinkel-zoom, til min Canon 450D. Men den blev ikke brugt på turen, jeg orkede simpelt hen ikke at køre med et kilo ekstra i rygsækken ! Nu står den i skabet og er faktisk heller ikke med i opløbet om en plads i år, da jeg nok satser på også at kunne lave tele-optagelser.

Jeg er ikke blevet stærkere, og jeg er blevet ældre, men til gengæld er jeg nok mere opsat på at ville have et “rigtig” kamera med. Så på landevejsturen forleden forsøgte jeg at visualisere hvad jeg egentlig skal have med i rygsækken på turen og hvordan jeg kan minimalisere det .. med ca et kilo ! Det lykkedes ikke rigtigt, og i desperation begyndte jeg at overveje placeringen af de forskellige ting i rygsækken. Jeg har altid G10’eren i den venstre af sidelommerne, som jeg kan nå mens jeg kører, og geler og barer i den højre. Hov, der er noget galt ! Det er altid svært at få kameraet fra venstre til højre hånd, som jeg bruger til at fotografere med .. det skal da ligge i højre side !

Hvorfor fan det ligger i venstre lomme ? Det gør det fordi jeg er mere flexibel i venstre arm end i højre, og i den gamle Deuter rygsæk lå det helt omme i nettet, og der kunne jeg kun få venstre arm om .. nogen gange, og med så meget besvær at jeg ofte var ved at flå armen af led og samtidig køre galt.

Gamle vaner er svære at slippe af med, så er det nemmere med slimspor fra brugte geler. Det krævede kun lidt sulfo at få højre lomme til at blive ren nok til at huse G10’eren.

Tagged with: , , ,

50.000 kr. pr. meter

Posted in Rygsække, Udstyr by Søren Svendsen on 7. marts 2010

De fleste mountainbikere er også grej-freaks, og jeg er i hvert tilfælde. Der er altid plads til at perfektionere tingene !

Min nybyggede Blur LT, til Alpeturen, arvede alle delene, på nær forgaflen, fra min gamle Blur fra 2004. Der er dele der er 4-5 år gamle og der er dele der er næsten nyindkøbte. Ingen problemer .. og dog. Med den længere vandring og det lidt vildere temperament, synes jeg styret skulle være bredere. Og når jeg nu skulle have nyt styr, kunne det jo lige så godt blive et OS, som er stivere .. og så var jeg jo også nødt til at købe en ny frempind. Umiddelbart ville jeg også gerne sænke styret lidt, så delene blev bestilt så det hele ville passe uden pensionisttillæg (spacere).

Efter 2 ture med det set-up, kunne jeg godt mærke at styret stadig var lidt for højt. Lidt er meget svært at definere og 5 mm kan være helt afgørende. Uden spacere og med et low-riser styr, er muligheden kun en anden frempind med anden hældning. Og her er det så regnestykket kommer ind. Den nye frempind kostede 600 kr, og flyttede styret 12 mm .. det er 50.000 kr. pr. meter ! Til gengæld er det helt perfekt nu 😉

Det er de små ting der gør forskellen ! Jeg har kørt 2 CamelBak Mule trætte, inden jeg fik en Deuter Exp. 8, som sidder meget bedre på min ryg. Efter at have ødelagt 4 Deuter mundstykker på vandblæren, fandt jeg på at stoppe en CamelBak blære i Deuter’en. Perfekt, lige indtil jeg skulle til Alperne første gang. Det krævede en større rygsæk, og det endte efter flere forsøg, med en Dakine Nomad. Normad’en blev også udstyret med en CameBak blære og den viste sig at have en fantastisk feature, eller rettere 2. Den har 2 små sidelommer med lynlås, som man kan åbne uden at tage rygsækken af .. og mens man kører. Perfekt til et lommekamera, og et hit når man er fotograf !

Nomad’en var næsten perfekt, men sad ikke helt så godt, pga dens flade ryg, som Deuter’en hvis ryg består af 2 længdegående puder. Men så kom der en ny 2010 model Nomad, med længdegående puder i ryggen. Og efter 2 ture med den, kan jeg kun sige, det er meget tæt på perfektion .. når jeg får smidt vinterhandskerne og igen kan nå kameraet !

Tagged with: , , ,