Flade sko
Det var en revolution da Schwalbe for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.
Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)
Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.
Den flagrende finger og den frie kadance
Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.
For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.
Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.
Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.
Potteskår og gummiorme
Det er meget sjældent jeg punkterer, eller i hvert tilfælde at jeg opdager det. Vi kørte H12 fremvisningen i lørdags, mest for hyggens skyld, de fleste af os kender jo ruten .. og dem der ikke gør kommer meget snart til det, på den hårde måde. Men her skete det, jeg kunne både høre og mærke prikket da en spids pind gennembrød gummiet. Lyden af et utæt dæk er ikke til at tage fejl af, men højtryks-hvislen blev hurtigt til små pift med sprøjtende latex. Hullet var lige netop så stort at latexen ikke helt kunne bestemme sig for om det ville lappe det eller ej, så de næste 5 minutter var det periodisk tæt og utæt. Men så holdt det.
Vel inde på storbyens asfalts går det galt igen! Jeg kan se et stort fremmelegeme sidde i dækket, og kan mærke det hver gang hjulet kører rundt. Jeg lader det sidde og håber latexen klarer det til jeg kommer hjem .. og det gjorde det. Da jeg stopper og piller et større potteskår ud af dækket, forlader al luft og latex øjeblikligt dækket. Ingen chance for latex-lapning, men på den anden side holdt det luft til endestationen.
Større huller i tubeless-ready dæk skal lappes på indersiden med en traditionel lap, og det er lidt besværligt. Dækket skal af og renses for latex, på igen og ny latex. Men faktisk kan man også lappe det som man lapper bil og motorcykeldæk, med en gummitråd. Til cykler laver Weldtite nogle fedtede brune gummiorme, som på trods af hvor besyndelige og ulækre de ser ud, virker. Man rasper hullet med en medfølgende fil, hælder lim i hullet og stopper gummiormen i med den medfølgende stoppenål .. og vupti, dækket er klar til at blive pumpet igen. Når man har skåret det overflødige gummiorm af, ligner det en mørkebrun vorte på dækket. Man skal så selvfølgelig også hælde ny latex i, men man behøver ikke afmontere eller rense dækket.
Når jeg får kikket grundigt på dækkene undrer det mig altids hvor mange punkteringer jeg er gået glip af. Mit gæt er at der er mindst 5 selvreparerede småhuller i fordækket og 3 i bagdækket .. men så gik det også galt. Så selvom det er dejlig nemt at fixe en punktering ved at skifte slange, i modsætning til al hurlumhejet med latex, indvendige lapper og gummiregnorme, er det altså ikke 8 gange så nemt.
En beslutning, to sidegevinster, 3 kilo og 4 uger
Kan man have hvalpefedt når man er 56? Jeg følte mig i hvert tilfælde ramt af Martin Kreutzers oplæg til at smide hvalpefedtet i Stamina12‘s nyheder, og besluttede mig at gøre noget ved det. Selvom jeg lever rimelig sundt og træner en del, er det tydeligt at jeg dels får alt for mange godbidder og øl, og at jeg har det bedst når jeg har et lille overskud af kalorier. For to år siden var jeg i Bolivia og havde ufrivilligt en flagellat med hjem i maven. Det betød, ud over 6 ugers sygdom, også at jeg blev 4 kilo lettere .. og pludselig kørte hurtigere. Kiloene har jeg stødt og roligt taget på igen, og mit overskud på sporet, er igen blevet tilsvarende reduceret. Der findes mange velmenende og fornuftige opskrifter på at tabe sig, men jeg synes faktisk Martins er en af de bedste jeg har set. Jeg modificerede den dog lidt, så den ser således ud;
- Ingen slik, kager og anden snask
- Kun alkohol i weekenden. Faktisk holder jeg altid hvid januar, og drikker ellers kun vand
- Ikke spise efter aftensmaden .. og kun en portion
- Sove 8 timer de fleste nætter
Sådan så planen ud 1. januar, og her 4 uger senere har jeg smidt 3 kilo. Det lyder måske ikke af så meget, men i min alder er det faktisk halvsvært at tabe sig når man i forvejen lever sundt .. med mindre man gør noget drastisk. Jeg agter at forstsætte på ubestemt tid, men dels er den hvide januar overstået og dels stabiliserer min vægt sig på et eller andet niveau, nok ikke så langt under den nuværende, så jeg bliver nok ikke Michael Rasmussen-tynd. Men der har været et par interessante sideeffekter. Mit blodsukker er blevet langt mere stabilt, hvilket gør at “jeg vil slå ihjel for en øl” sidst på eftermiddagen er næsten væk, og at jeg efter 4 timer i skoven har det fint når jeg har fået min frokost. Normalt går resten af eftermiddagen med at stoppe alt det søde jeg kan finde, i munden.
Jeg har jo vidst det længe, og det er altså rigtigt. Man regulerer sin vægt med maden, og sin sundhed med motionen. Og bare fordi man sidder på cyklen en del timer, kan man ikke stoppe hvad som helst i munden .. uden at vokse. Som der stod på det virale FaceBook-billede, som hende der har tabt 32 kg havde liked; don’t reward yourself with food, you’r not a dog!
Den fede røg på kur .. den lange på lazarettet
Mit eksperiment med store dæk på Dad er slut, og min drøm om en fatbike udsat til jeg flytter til et mindre humidiøst klima. I den danske vintersmat er en fatbike, eller mit forsøg med en halvfed-cykel, som en klods om benet. Man sejler uden fast kurs i mudderet og hænger fast på den kedelige måde, som i honning, når føret er fedtet.
Uanset hvor enkel og smuk en stålhardtail er, må jeg nok også indrømme at jeg ikke kan holde til at køre på den i ret lang tid af gangen på singletracks .. heller ikke på store dæk. Men jeg ville ønske jeg alligevel havde taget den i søndags i stedet for T-boy. Vi havde overtalt den lokale guide fra Kongernes Nordsjælland, til at føre os fra Allerød mod storbyen af svedige og måske jomfruelige spor. Som forandring, og så vi slap for at gøre ondt værre på de opkørte mudderbaner tæt på København. Vejret var fedt og sporene fantastiske, selvom det jomfruelige gjorde at der lå en del nedfaldsbrænde, stort og småt. Og så havde vi måske brugt alt heldet på vejret. Efter 3 punkteringer nåede vi Sjælsø Lund hvor jeg på en nedkørsel fik en effektiv kæp i hjulet. Først bøjede den bagskifteren bagover til geardroppet brækkede, derefter røg bagskifteren ind i hjulet hvor den molestrerede 3 eger, for at blive spyttet ud igen som skrot! Dyr tur, og kombineret med det fakta at min dropperpost brød sammen weekenden før, fik igen gang i mine overvejelser om en vintercykel af mere holdbar, og mindre dyr, karakter.
Selvom Dad er dømt død som både halvfed-cykel og kompetent vintercykel, for mig, er den igen monteret med Ignitor så den kan bruges i en nødsitiation. T-boy rekreerer sig mens reservedelene vælter ind fra internettet og min hjerne arbejder på højtryk med at regne ud hvad der bedst kan betale sig! Vedligholdelse af en dyr og avanceret fully året rundt, eller at supplere med en billigere og enklere fully til de 6 våde måneder?
Spørg mig .. ny side på bloggen
Da der af og til dukker spørgsmål op mellem kommentarerne, som ikke har noget med indlæggene at gøre, har jeg lavet en side, der hedder “Spørg mig!”. Skabelonen her på WordPress er ikke ideel til det, men nu starter jeg alligevel. Så spørg løs .. og besøg gerne siden af og til for at checke om ikke der er nogle interessante spørgsmål! Den ligger ude til højre, under sider.
Tavshed er guld .. eller intet nyt fra Vestfronten
Der har været lidt stille på bloggen! Det er der faktisk to gode grunde til; vejret og mine cykler. Sommeren faldt ikke som den plejer, på en tirsdag i juli, men har faktisk varet fra starten af maj .. og er dårligt slut endnu. På denne årstid plejer jeg at være træt af at pløje mig gennem mudder og dårligt vejr, men i år er sporene stadig tørre!
Nu er det ikke fordi jeg kun skriver når det regner, men fordi skiftene mellem årstiderne og giver skift i udstyr, og dermed stof til overvejelser. Det er svært at skrive om de nyindkøbte monsterdæk, som skal erstatte de tynde bæverne, når der ikke er mudder og smat til at prøve dem i. Det er vanskeligt at få nye erfaringer med tøjet, når man har kørt i de samme korte rør og en jersey, de sidste 5 måneder. Jeg kunne selvfølgelig skrive lidt om fordelene ved løse ærmer og ben. Men hvad værre er, og den anden grund, jeg har svært ved at finde noget sjovt, eller fornuftigt, at pimpe mine cykler med! De er meget tæt på at være optimale til det jeg bruger dem til. T-boy på sporet, Dad i byen og på landet og Dirty Disco på landevejen. Og hvad skal jeg så skrive om?
På den anden side
At være konverteret fra entusiastisk motorcyklist til mountainbikefreak, er efterhånden lettere forvirrende! Det var faktisk galt helt fra starten, forbremsen sad i den forkerte side. Det fixede jeg straks, så jeg har altid kørt som englænderne og australierne, med forbremsen i højre hånd. Lettere forvirrende når man låner cykel, eller låner ud, men ellers ikke noget problem.
Men nu er den gal igen, jeg har været på teknikkursus. På motorcykel handler det om at læne sig længst muligt ind i svinget, gerne ved at hænge ud over motorcyklen. Køredragter til race er faktisk lavet med en nylon-klods på knæet, så man kan få det helt i asfalten når man hænger på siden af motorcyklen. Teorien er at der er bedre dækgreb, og større trædeflade, jo længere man kommer væk fra dækkanten. Og efter 250.000 km sidder det dybt i rygraden, selvom jeg aldrig fik knæet helt i afalten.
Nu skal jeg så læne den anden vej! Instruktør Jes talte overbevisende om fordelene ved at lægge cyklen mere ned end en selv. Dels kan man bruge kantknopperne på dækket, som er gode i sving med løst underlag, dels er det lettere at have vægten på den udvendige pedal og ikke mindst, er det meget nemmere at redde en udskridning. Teknikken kan nok diskuteres, men et hurtigt kik i cykelblade og på videoer, gør diskussionen overflødig .. alle de professionelle bruger den.
Jeg lover at forsøge .. men det bliver nok ligesom med wheelie’n, som jeg har forsøgt at lære i 10 år, og stadig ikke er i stand til at udføre over mere end en meter eller to.
14 år senere
Mit første rigtige styrt havde jeg kort tid efter jeg var startet med at køre MTB .. jeg gætter på det var i efteråret 98. Jeg startede med at køre i Hareskoven, lidt på må og få, og forsøgte at finde ud af hvor sporene førte hen. Det bedste spor, og det letteste at finde, var ubetinget søsporet langs Furesøen. Det er stadig et fedt spor, selvom en størstedelen af det nu er lukket for cyklister.
Det var en fedtet og stejlt nedkørsel med et par store tværgående rødder og deraf følgende drops. Jeg havde kørt det en gang eller to, og husker det som vanskeligt og lettere frygtindgydende .. og det var da også frygten der forårsagede styrtet. Jeg blev bange og tog bremserne! Det gør man ikke ustraffet på en stejl nedkørsel .. jeg røg ud over styret, og landede på hovedet et par meter længere nede. Efter at have sundet mig, med udsigten over søen og lidt tanker om livet og døden, var jeg klar til at køre videre .. og prøve igen ugen efter. Og det gik godt .. men så var det slut. Området med nedkørslen blev indhegnet, og alle, fodgængere som cyklister, blev forment adgang for at give området ro.
Jeg havde godt set fornylig at hegnet var væk, men ikke rigtig taget notits af det. På turen forleden kom vi så forbi, og jeg fik øje på nedkørslen! De andre fik den korte version, og at vi kørte op på bakken. Forventningerne om en svær og spændende nedkørsel blev desværre afløst af lettere skuffelse .. som den nye Rocky Mountain-ejer sagde: var det det?
Tiden kan gøre meget ved minder, udstyr og heldigvis også køreteknik. Sporene virkede stejlere for 14 år siden, alting var voldsommere og større .. altså på nær hjulene, som nu er vokset til 29″, og selvtilliden, som heldigvis også er vokset efter mange år på sporet.
Skiftemønster .. skifte mønster
Skiftet fra 3×10 til 2×10 foran har krævet lidt tilvænning. Der er gear nok i begge ender, men langt ned fra 36’eren til den lille 22T, hvilket gør at selve skiftet skal bruges anderledes end med 3×10. Ofte skifter jeg samtidig for og bag for at reducere springet i gear. Og i kritiske situationer har skiftet flere gange givet chainsuck!
Chainsuck er normalt noget man får med slidt og beskidt kæde, eller nedslidte klinger, så at det kommer med et helt nyt set-up gav lidt spekulationer. Jeg har før haft chainsuck på 22-klinger, ofte fordi de var af aluminium og derfor trådt i stykker efter få gange i dansk pløre. En stålklinge har altid løst det problem, så det var første skridt, at montere en billig stålklinge på mit dyre nyindkøbte bikeporn Middleburn kranksæt. Men det hjalp ikke.
Næste tanke var at kæden måske ikke blev holdt stram nok, selvom længden er rigtig, og i jagten på en af de nye Shadow+ bagskiftere kom jeg forbi 29er Bike Shop. Christian havde ikke en +skifter, som han heller ikke mente ville hjælpe, men blev ved med at tilbyde at de gerne ville kikke på cyklen for at finde fejlen .. han havde dog ikke umiddelbart en oplagt løsning, bedste bud var en forkert kædelinie. Lettere provokeret gik jeg hjem og kikkede grundigt på kranksættet, kæde osv. .. hvis de skulle kunne diagnostisere fejlen, måtte jeg også selv kunne.
På min Dad har jeg også monteret 2×10, men SLX 24-38 .. og det kører bare. I forbindelse med købet af det dyre Middleburn kranksæt har jeg selvfølgelig researched lidt og fundet ud af at eneste minus kunne være at Middleburn klingerne ikke er helt så avanceret forarbejdet som Shimanos, og derfor måske ikke skifter helt så slick. Shimanos 38T ligner noget der er kommet i klemme i en række standsemaskiner, fyldt med hak, bøj og manglende eller nedfilede tænder. Middleburns 36T er næsten helt glat, med 4 løftenitter .. og der mangler kun et par halve tænder her og der. Eller rettere, der mangler lidt på to tænder for hver kvarte omgang.
Lidt gearskiften med cykel i reperationsstanderen viste hurtigt at Middleburns store klinge ikke slipper kæden lige nemt alle steder, når man skifter! Lidt opfriskning ude på vejen viser at jeg typisk skifter når pedalarmen er omkring kl. 2-3 .. og Middleburn er optimeret til kl. 1 .. og derefter hver 3. time. Og kun der. Shimano er dels langt mere flydende og nok optimeret omkring kl. 2.
Kl. 1 dur ikke for mig, højre fod er ved at træde til .. men måske kl. 4? H12 blev kørt med en ny bevidsthed om skiftemønstre. Det var ikke hver gang jeg ramte kl. 4 præcist, ofte blev den nærmere 5 .. men ikke et eneste chainsuck!
Hvad tid skifter du?
MTBlog.dk 
leave a comment