MTBlog.dk

Klamkold

Posted in Brok, MTB, Søndagstur, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 21. januar 2018

IMG_8181w

Klamkold! Det lyder ikke rart, det er ikke rart og jeg hader det – og synes det bliver værre og værre jo ældre jeg bliver.

Med moderne cykeltøj er det ikke længere noget problem at holde varmen i en time, eller måske to, for fuld damp. Kulden kommer først for alvor snigende når man holder pauser og er ude i flere timer. Vi kører oftest i 3-4 timer og så er det altså en udfordring at holde varmen, når de inderste lag tøj er gennemblødte af sved.

Netundertrøjen er, som tidligere skrevet, cyklisten bedste ven, og jeg kører altid med en Superlight fra Craft inderst og om vinteren med uld ovenover i forskellige afskygninger. De seneste års lovprisning af uld i cykelverdenen har dog fået mig til at tvivle på den syntetiske netundertrøjes suverænitet. Så jeg prøvede at undlade den og tage den halvtynde Icebreaker uldtrøje direkte på kroppen. Ingen succes, klart mere klam og kold. Den inderste uldtrøje skal bare være tyndere, påstod min lidt yngre cykelven som ikke ejer fedtisolering på kroppen. Men selv med mine isoleringsdepoter var resultatet det samme, selvom trøjen blev meget tyndere.

Ved juletid havde jeg sneget mig ind i Raphas butik under påskud af at skulle købe julegaver. Det er farligt! De havde, udover syntetiske netundertrøjer med fede statements påtrykt, også en helt tynd af uld. Men dels var prisen tæt på tyveri, dels var der også en advarsel på trøjen om at den skulle behandles nænsom, så den fik lov at hænge. Dog kun nogle uger, for så holdt de udsalg!

Efter en håndfuld ture i min nye eksklusive kongeblå uld-netundertrøje kan jeg sige; jeg har ikke revet den i stykker endnu og den er ikke krøbet efter vask sammen med mit andet cykeltøj. Men virker den bedre en de syntetiske netundertrøjer? Når man har betalt så mange penge for 20g hullet uld er der helt sikkert nogle der vil påstå det, men i bedste fald er det marginalt. Så reelt set nej. Det vigtigste er at have en tynd netundertrøje inderst, om det er uld eller polyester betyder mindre når bare næste lag er uld.

 

 

Reklamer

Styr på landevejen

Posted in Landevejscykling, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 22. april 2017

Laurits

Lidt off-topic, men det er ved at være sæson .. for landevejscykling! Og jeg har jo skrevet en del om mit manglende styr på mtb-styrets brede og placering, så hvorfor skulle det være anderledes på landevejen?

Kort fortalt er mit mtb-styr vokset fra 58 cm til 75 cm i min køretid, og selvom tendensen er langt mindre på landevejen, er de typisk også vokset et par cm. Det seneste dropbar jeg har købt til min Dirty Disco, er købt som 44 cm. I år har jeg ændret flere indstillinger på cyklen, og syntes pludseligt at styret er for smalt. Jeg har aldrig før målt efter, men faktisk er det kun 42 cm! Man måler midt-midt ved grebene.

Efter at have gennempløjet internettet for anatomiske tilgange til styrbredde, er jeg nået frem til at jeg bør have et 46 cm. De mere race-orienterede artikler om emnet er mere til smallere styr, da det beviseligt reducerede vindmodstanden og øger hastigheden, men i min alder er komfort og kontrol det vigtigste. Men 46 cm!? Det er det bredeste man kan få, og så bredt at de fine klassiske mærker ikke laver det.

Om vinteren tilbringer jeg en del timer i en fitnesskælder på en spinningcykel. Sidste år kom der nye Tomahawk-cykler med wattmåler, og det er go’ træning. Dog har cyklerne er yderst besynderlig ergonomi, bred blød bedstemor-sadel, Q-faktor som en enkeltstartscykel (sær cocktail) og et misfoster af et dobbeltstyr så man kan holde på alle tænkelige og utænkelige måder .. og tri-tosserne kan ligge ned. Til gengæld kan man ikke stå op uden at knalde knæene imod styret! Anyway, det eneste der føles rigtig godt og naturligt med det styr er bredden, så forleden medbragte jeg et målebånd .. det er 50 cm bredt!

Selvom 46 cm i de rigtige landevejskredse sikkert er et misfoster på linje med en Tomahawk-cykel, tager jeg chancen.

 

På vejen .. eller noget der ligner

Posted in Dæk, Landevejscykling, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 23. marts 2016

Dirty Disco på vej ud

Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.

Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.

Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.

G-One

PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).

Rundt på ovalen

Posted in MTB, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 9. december 2015

Amager by day

Højbollen startede jo egentligt som en slags ekstra-cykel og blev derfor også bygget op med forhåndendeværende dele som 1×10 med One-Up. Men som det tit går, er delene blevet bedre og bedre .. selvom det ikke var meningen. Bos Dizzy gaffel, som er et perfekt match, C29ssMax hjul, arvet fra T-boy, så nu skal den også snart køre tubeless, og forleden kom den skifter jeg manglede for at køre XT 1×11. Det har jeg glædet mig til, for selvom One-Up i og for sig fungerer, irriterer det ujævne spring i de høje gear mig og det ligger lige der hvor man ofte kører på flad vej. Desuden har jeg kunnet mærke at One-Up 16T’eren blev hurtigere slidt end de omkringliggende tandhjul, hvilket har betydet et forringet skift.

Som et lille eksperiment købte jeg i sommers en oval B-Lab klinge, så den røg på sammen med XT 1×11. Med alle de nye dele og opmærksomheden rettet på skift og gearspring glemte jeg helt den ovale klinge. I næsten en time kørte jeg og tænkte på hvor godt det hele fungerede og hvor fedt cyklen rullede, inden jeg kom i tanke om klingen. Men så faldt 10-øren .. det ruller bare bedre med en oval klinge, eller rettere det føles sådan!

Nu har jeg kørt med den ovale et par gange og specielt i to situationer synes jeg det kan mærkes og hjælper. Når man kører meget stejlt op har man et rundere tråd og dermed også bedre greb, og når man sidder og lider i modvind eller op ad bakke, så kører det hele bare lidt nemmere. Så jeg fortsætter rundt på den ovale.

Imager by night

Nye gamle spor

Posted in MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 5. april 2015

Indrømmet, jeg synes det har været en lang og brun vinter, og jeg er efterhånden godt træt af at køre de samme vinteregnede spor og ruter. Nyt udstyr har der heller ikke været meget af, så det har hverken kunnet motivere eller give anledning til blog-brok. Faktisk har det de sidste måneder været meget svært at finde motivationen og det var en hel befrielse da saltet var væk fra vejene og landevejscrosseren blev sluppet løs. Heldigvis er sommerhussæsonen nu også startet igen, og efter 4 dage med høj sol og trekvart lange rør, på spor jeg ikke har set det sidste halve år, har jeg næsten allerede fortrængt de kedelige brune måneder.

En vinters fravær fra sommerlandet er næsten som at få nye spor. Dels er der altid sket større eller mindre ændringer, og dels er det fedt at genopdage sporene. Desuden er sporene næsten tørre bla fordi vi ikke er ret mange der kører på dem og fordi en stor del af dem ligger på sand i nåleskov. Det er en win-win-win-win-situation!

Skovarbejderne har fældet flere steder hvilket har kostet et par stier, til gengæld har det også synliggjort et par heftige nedkørsler. Og det er nu ikke så dårligt når næste destination er Mallorca!

PS. Følg mig evt på Instagram sorensvendsencom, mtb-billeder bliver tagget #mtblogdk.

Tagged with: , , , ,

Brun vinter og rosenrøde drømme

Posted in Brok, MTB, Træning, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 16. februar 2015

Professoren i pløret

Mountainbiking er heldigvis en helårssport! Med visse andre sportsgrene/interesser er man nødt til at fordrive vinteren, eller sommeren hvis man er ski-freak, med at drømme om eller planlægge alle de spændende ting man vil gøre når sæsonen starter igen .. og købe en masse udstyr. Sådan gik alle mine vintre mens jeg kørte motorcykel. Måske er det bare en dårlig vane fra den tid eller måske fordi sporene trods alt ikke er så spændende når vinteren er brun, jeg er i hvert tilfælde faldet i vinterindkøbshullet. De mørke vinteraftener foregår på nettet med at bestille spændende stumper, og måske er man bare ikke lige så kritisk som ellers, når man drømmer sig til solmodne spor?

Jeg har i min vinterdepression surf-shoppet flere fejlkøb. ESI’s silicone-greb har det sidste stykke tid fået fremragende anmeldelser (måske fordi der er sendt en byge af gratis greb ud til cykel-journalisterne?), og når man nu er træt af at tvære rundt i mudder skal der ikke meget til at overbevise en om at nye greb vil forandre verden. Og det kunne kun gå for langsomt så jeg købe to par lokalt, så jeg var sikker på at der var til begge cykler, og at de var dyre.

Desværre forandrede grebene kun vedenssituationen minimalt, og det til det værre! Der er selvfølgelig en god grund til jeg har kørt med Ritchey True Grip i 10 år .. de er de bedste, blødeste og behageliste, og så koster de halvdelen af ESI. Men en brun vinter og lyserøde anmeldelser kan lokke en til næsten hvad som helst.

Jeg har også købt nye vinterstøvler, 2 par! Det første par Fasterkatt fik fremragende anmeldelser dog med den kommentar at lynlåsen var et svagt punkt, hvilket brugeranmeldelserne også vidnede om. Og ja, de var fede .. og lynlåsen gik i stykker første gang jeg tog dem på. Det lykkedes med vold og megen tålmodighed at lukke lynlåsen 5 søndage inden støvlerne røg retur.

Heldigvis er vinteren lang så jeg har også fået analyseret situationen og har derfor skrevet en note til næste vinter; Vinteren bliver ikke kortere af man shopper. Kendte produkter bliver ikke pludselig bedre af gode anmeldelser. Smid ikke penge ud på unødvendige ting .. smid nogle kilo.

 

Pivskiden og den franske forbindelse

Posted in 29", Alperne, MTB, Træning, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 2. november 2014

Frokost med udsigt til startbyen

Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!

Alpes Maritime

Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.

Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.

Grey earth

Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.

Greg Germain

Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!

Jesper i de røde bjerge

 

 

På kollissionskurs

Posted in Brok, Søndagstur, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 13. oktober 2014

Møns Klint. Foto: Michael Hertz

Der er blevet råbt efter mig et par gange på det seneste. Sidst blev jeg kaldt gammelfar i byen, fordi jeg kørte efter færdselsloven. I skoven har jeg ikke kunnet høre hvad der blev sagt for det har begge gange været fra modkørende i høj fart som mente jeg skulle flytte mig væk og udenfor sporet.

En af de mere animerede debatter den seneste tid på DMK’s forum, har været om det er OK at sporet i Rude er blevet ensrettet. De fleste ser det som en fordel at man nu kan give den gas uden at få en modkørende i hovedet, men der er flere som mener de skal have lov til at køre som det passer dem. Og det er nok essensen af det hele, både i byen og i skoven, mange cyklister vil at have lov at køre som det passer dem!

Selvom jeg langt fra er nogen engel i trafikken, eller i skoven, ser jeg færdselsloven som et utroligt godt redskab, som gør at vi alle kan gøre næsten hvad vi vil. Færdselsloven gælder både i byen og i skoven. Det sidste kommer nok som en overraskelse for en del, og i hvert tilfælde er der en del fodgængere der ikke tror det. Men lad os holde os til cyklisterne. Færdselsloven gør det meget nemmere at forstå og forudsige hvad andre medcyklister gør. Når man møder hinanden, holder man til højre og støder ikke sammen. Når man overhaler sker det venstre om, så begge parter ved hvad der sker. Selvfølgelig er der også en form for conduite og nogle uskrevne regler i skoven så den der kører op tager den letteste rute, og har man øjenkontakt og gensidig forståelse for at det er lettere at passere hinanden højre om, er det heller ikke noget problem.

En del af dem der har det svært med færdselsloven i skoven, kører som om de er ved at vinde et cykelløb. De tror at fordi de træner, er sporet pludseligt befriet for færdselsloven og andre begrænsende faktorer .. det er det ikke! Faktisk er det normalt i motionsløb at man skal overholde færdselsloven, det er kun i afspærrede løb færdselsloven er suspenderet. Og selvom man kører hurtigt har man ikke mere ret til sporet, end dem der kører langsomt.

Det pudsige er at det jo ikke er Worldcup-racere der opfører sig dårligt når de træner, nej det er primært gennemsnitlige midaldrende mænd som mig selv, i stram lycra. Og vi ville jo nok bare have godt af den ekstra træning en opbremsning og en acceleration giver. Så spænd hjelmen og kør pænt!

PS. Jeg er som sagt ingen engel men har det princip at bryder jeg reglerne må det ikke være til gene for andre.

Tagged with: ,

Flade sko

Posted in 29", Dæk, MTB, Træning by Søren Svendsen on 1. oktober 2014

29ere på Kystbanen

Det var en revolution da Schwalbe  for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.

Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)

Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.

Den flagrende finger og den frie kadance

Posted in Landevejscykling, MTB, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 9. august 2014

Motorvejsvolden

Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.

For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.

Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.

Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.