MTBlog.dk

Efter en kort debut på en hardtail, og 4 år på en Marin Rift Zone skrev alle cykelbladene i 2004 om den hellige gral, den ultimative trail-bike, Santa Cruz Blur. Blur’en var den første cykel med Santa Cruz nyindkøbte, genopdagede VVP affjedringssystem. Et system som ved hjælp af flere led og 4 aksler, gjorde affjedringen følsom overfor ujævnheder i underlaget og mindre følsom overfor cyklistens bevægelser i sadlen. Marin’en havde kørt godt, det engelske xc-mesterskab var bla vundet på en tilsvarende, Blur’en var bare en meget bedre trail-bike. Fantastisk cykel !

Blur’en kom med alle vegne men på et tidspunkt kom fruen til at foreslå om ikke jeg kunne finde en cykel der kunne stå fast i sommerhuset, hun var lidt træt af mine øvelser med cykel på bil, cykel ned af bil. Jeg forsøgte med en Marin Pine Mountain stål hardtail, smuk og rigtig fed cykel, men jeg havde kørt alt for længe på fully til at det fungerede. Heldigvis stod der et usalgbart blåt Superlight stel i Tyskland og nærmest ventede på mig. Så var sommerhuscyklen hjemme. Terrænet i Rørvig er fladere og med færre udfordrende singletracks end omkring København, så Superlight’en var nærmest på hjemmebane med dens simple singlepivot-system. Enkel, direkte og meget kontant cykel, som en ufølsom udgave af Blur’en.

Om vinteren kom Superlight’en med hjem og efter et lejeskifte på Blur’ens affjedringssystem, besluttede jeg at det nok var smartere at bruge Superlight’en, som kun har 2 lejer, om vinteren. Da forår kom, røg Blur’en til Rørvig ! Superlight’ens lidt hårdere og direkte kontakt med underlaget, passede mig egentligt bedre, i hvert tilfælde på dansk grund.

Blur’ens begrænsning var dens 115mm vandring bag og de anbefalede 105 mm foran. Santa Cruz tog konsekvensen og delte op i en LT (long travel) version med 135mm bag og 140mm anbefalet foran, og en xc-version. Nu skulle jeg til Alperne men synes ikke rigtig jeg skulle bruge en ny cykel. Blur’en blev, på trods garantibortfald, beefed op med en Talas 90-130mm gaffel. Det gik rigtig godt i Alperne, og faktisk var det nok mere bagenden der steppede lidt nedad end den lange forende, der gav grund til et enkelt løftet øjenbryn.

Superlight’ens største minus var et ikke så stift stel og en manglende mudclearence bagpå. Heldigvis kom Santa Cruz med en updateret version, og jeg var ikke i tvivl .. den blev bestilt. Den ideelle cykel til danske spor, meget stivere og masser af frigang bagpå. Så da muligheden kom for en tur i Andalusien, kom Superlight’en med. Den kørte fantastisk men .. den lave krankbox dur ikke til bjergstier. Pedaler og krankbox banker ind i sten og klippestykker.

Blur’en kom frem igen da familien skulle til Bornholm. Det gik rigtig godt, indtil jeg skulle kørte lidt med et par sportige venner på deres carbon-raketter. Pludselig gik det op for mig at Blur’en måske var lidt forældet allerede og at den lange forgaffel gjorde den sløv. Santa Cruz havde da også allerede lavet både en XC-carbon udgave, en LT2 og en LT-carbon udgave. Nu skal jeg jo til Alperne igen til sommer, så det blev til et LT2 stel og en Fox Float 150mm gaffel. Alle medier havde udråbt den nye LT2 til et trail-vidunder, en skrev sågar at den erstattede 4 andre Santa Cruz cykler, den gamle LT, Heckler’en, Nomad’en og Superlight’en ! Og at den var ligeså nimple som Superlight’en.

Og hvad er situationen så nu .. den er perfekt ! Superlight’en er fantastisk og nærmest ideel til danske forhold og selvom jeg ikke har været i bjerge med Blur LT2’eren endnu, kan jeg godt sige at den er uovertruffen når det er rigtig råddent, og næsten lige så nimple som Superlight’en. Det svære er kun at vælge hvilken cykel jeg skal tage hvornår !

Det sidste forsøger Santa Cruz nu at råde bod på, i går lancerede de en Nickel, den perfekte klon ! 125mm vandring og et APP affjedringssystem, en singlepivot med lidt ekstra led, så dæmperkarakteristikaen er som en VPP.