Utæt UST
Jeg er vild med UST-dæk og har kørt på dem nærmest siden de kom frem. Men hvorfor bliver de altid utætte med tiden ? Det er ikke punkteringer jeg mener, men bittesmå huller som ikke er nogen synlig skade. Når man smider et halv år gammelt UST-dæk i en spand vand, bobler det lystigt hele vejen rundt. Fra 30 til 2 psi på en uge.
Nu er der garanteret en hel flok velmenende MTB’ere som straks vil anbefale at hælde latex i. Mange tror faktisk der skal latex i UST dæk, det skal der IKKE !
Af flere grunde er jeg ikke vild med latex i UST-dæk. For det første vejer det 50-100g ekstra, for det andet er det noget griseri, specielt med en punktering på sporet, og endelig størkner det med tiden og er nærmest umuligt at få af indersiden af dækket når det først er sket. Fidusen er selvfølgelig at man slipper for mindre punkteringer .. og de irriterende små utætheder som jeg netop er træt af. Og i visse situationer er det selvfølgelig smart, fx i Andalusien som er kendt for sine mange torne. Men nu er UST-dæk generelt meget punkteringsresistente, så den ene eller to gange om året jeg punkterer, vejer slet ikke ulemperne ved generel brug af latex, op.
Og når vi nu er ved det, hvorfor er de nye UST-dæk fra Continental nærmest umulige at lappe ? Jeg har forhørt mig og fabrikkens svar er at de ikke er beregnet til at lappe ! Problemet jeg taler om, er at indersiden på dækket er af en sådan karakter, at man ikke kan slibe den uden at komme ind til trådene og at materialet ikke er gummi så en almindelig TipTop lap ikke kan vulkanisere på, som på ethvert andet dæk. Helt små huller kan man stadig lappe med sekund-lim, men de lidt større som kræver en lap må man opgive !
Den gummi fabrikanterne bruger i cykeldæk er ikke lufttæt, derfor bruger de som regel en anden blanding til UST-dæk. Eller laver en coatning på indersiden, som på de nye Continental dæk. Schwalbes nye Fat Albert dæk, som er den foreløbelige favorit til Alpe-turen til sommer, har en ny løsning. Schwalbe skriver at dækket er lavet som et dæk og en slange der er sat sammen ! Det lyder interessant, dels om det kører lige så godt som den gamle model, dels om det så bliver ved med at være tæt og om det fungerer med almindelige lapper på indersiden. De er bestilt !
I mellemtiden tror jeg måske den anden Alpe-favorit, mine utætte MountainKing 2.4, får en lille bitte sjat latex 😉
leave a comment