Dinosaurdesign
Vi er stadig nogle dinosaurer som mener at der er forskel på en stang-cykel fra vores sydlige nabo og en haute couture-cykel fra guds eget land. Ikke at der ikke kommer fine cykler fra Europa, eller at alt hvad der har passeret Atlanten er fantastisk, men alt for ofte er det value for money-argumentet, der slår igennem. Der er heller ingen tvivl om at man ofte får mere for pengene når man køber en Europæisk web-cykel, og at det kan være svært at påvise forskellen til en amerikansk lokalopdrættet ener.
29er-bølgen ramte først Amerika, både hos producenter og forbrugere, og nu er det snart fifty-fifty med hjulstørrelsen på cykler der ruller ud på de amerikanske spor. Stort set alle fabrikanterne derovre har langsomt opgraderet deres program med 29er modeller, i takt med de har kunnet nå at udvikle dem. En af de sjovere historier er fra Yeti, hvor ejeren Chris Conroy katagorisk udtalte at 29″ ikke var noget for dem. En dag gik det op for ham at der pludselig var forbløffende få medarbejdere i kantinen til frokost, det viste sig at være fordi medarbejderne i smug arbejdede på en 29er prototype. Det vink forstod han og legalisere projektet – det blev til Yeti Big top, en skamrost hardtail, og der er en fully på vej.
Nu er det gået op for de europæiske forbrugere og producenter, at det ikke kun er en modedille med 29er – og så skal skeen i den anden hånd. Hvor amerikanerne forsigtigt har produceret en enkelt model eller to og derefter udviddet programmet, tager tyske Cube udfordringen op med skræmmende tysk effektivitet – de har ingen 29er i år, men næste år er der 10 modeller i programmet!
Kald mig bare gammeldags og negativ, men jeg tror ikke på man kan lave 10 nye gode modeller på et år! Jeg synes det lugter langt væk af at lade sig styre blindt af markedskræfter og profit, og en ligegyldighed overfor forbrugerne. Måske er det her forskellen på stang-varer og haute couture, bliver rigtig synlig?
Flydende greb
Et af de år Slush-cup burde have heddet Mud-cup, var der en meget aktiv tråd på DMKs board om dækvalg, og specielt om den førende rytters dæk. Tilsyneladende stod hans dæk fast og i hvert tilfælde kom han først i mål hver gang. Der var mange forslag og teorier om dækkene, store knopper, smalle dæk, lav dæktryk og mange specifikke modelforslag. Men på et tidspunkt blandede rytteren sig selv i debatten og afslørede at det var nærmest semi-slick han kørte på!
I søndags stod jeg så igen på hovedet i skoven, meget spektakulært, mit forhjul smuttede på en rod på en nedkørsel, og jeg tog resten af skrænten uden cykel. Og hvad har det med indledningen at gøre? Jo, jeg tror altid mine nye dæk står bedre fast end de gamle og glemmer at intet dæk står fast på glatte våde rødder, uanset hvad folk og producenter påstår.
En våd sommer har ellers tvunget mig til at flyde afsted på mine minimalt knoppede raket-dæk, og faktisk gjort at jeg har kørt med flow i stedet for greb. Men et par nye efterårsdæk med ordentlige knopper skulle prøves og straks opfører jeg mig som Nobrain Nic og tror jeg der er greb alle vegne, også de steder hvor der aldrig er greb. Det er også helt forkert at køre langsomt og forsøge at få fuldt greb, farten er din ven, og det gælder ikke kun på nedkørsler, men også på alle de steder det er svært at stå fast. Man skal flyde hen over de svære og glatte passager. Og så skal man huske, at når det går galt er det som regel rarest at have kørt langsomt 
Mark Weir, MTB’ens svar på Dirty Harry, er en stor fortaler for “dynamiske dæk”, dvs dæk der har en blød overgang mellem greb og intet greb. Med sådant et dæk kan man køre bevidst på kanten af dets formåen, og lidt længere. Med et dæk som pludseligt slipper er man nødt til at blive på den sikre side.
Kort sagt, det handler ikke nødvendigvis om at have fuldt greb men om at have flow nok med det greb man har – og der er ingen dæk der står fast på glatte våde rødder.
Den store test
Min bycykel, en dejlig stål-hardtail med aflagte dele, blev stjålet fornyeligt. Surt, og skræmmende fordi tyven åbenbart havde holdt øje med mig og cyklen! Men allerede inden havde jeg været i gang med planlægningen af et projet 29er by/vintercykel, dels fordi jeg gerne vil køre 29er hele tiden så kroppen og psyken vænner sig helt til de store hjul, dels fordi jeg godt kan bruge en vintercykel til at aflaste slitagen på de dyre dele i de 10 vinter-smat-måneder om året.
29er markedet er helt nede i Europa, US tager alt hvad de kan få, så det er ikke sådan at få fingrene i den rigtige cykel. Efter at have købt både en hel cykel og 3 stel, som desværre alligevel ikke kunne leveres, endte jeg med et Sobre Dad stel fra en lille fabrik i Frankrig. Spændende, for det er ikke meget man kan finde om det på nettet, og det har kun været produceret siden februar.
Det er en ulig konkurence at koste en tiendedel af et Tallboy stel, og samtidig skulle køre ligeså godt, men efter et lidt stresset indkøb af manglende stumper og en samling i tusmørke i cykelskuret på landet, er den klar til at tage konkurrencen op. Jeg har tidligere skrevet om den lokale mountainbikegruppe som pisker afsted på mountainbikes med låst affjedring og tynde dæk, og hvad kunne være en bedre test for Dad’en, end en tur med dem? Som et kompromis mellem bycykel og vinterlåge, må en tur fladt ned over styret med fuld fart af grus og asfaldtveje, være som at være på hjemmebane.
Og det var det, altså alt taget i betragtning .. jeg hang på! En 29er er ikke nogen landevejsracer; de knoppede dæk giver syre i lårene og det brede styr en stabil vindmodstand. Men det er jo konceptet, og ikke cyklens skyld, og den korte tur hjem af rigtige singletrails afslørede også at selvom det ikke er nogen Tallboy , så er det en fed cykel som rammer lige i øjet.
Store hjul og små ting
Er en 29er ikke bare en mountainbike med store hjul ? Jo, og siden den første 29er så dagens lys i 1999, har fabrikanterne kæmpet for at minimere de medfølgende ulemperne, så de er et reelt alternativ til 26″. Al udvikling tager tid, se bare på affjedring af baghjulet som også har været ca. 10 år om at blive velfungerende, så i dag er det bare at sætte sig og køre .. eller er det ?
Selvom en 29er bare er en mountainbike med lidt større hjul, kan man desværre ikke bare overføre sin viden fra 26″ ! Der er nogle andre parametre eller spilleregler, småting som virker anderledes pga de store hjul og den lidt anderledes geometri på stellet.
Det helt vitale er at de større hjul giver en markant forøget gyro-effekt, som man klart mærker og er nødt til at forholde sig til. En 12% større diameter og dæk der typisk vejer 20% mere, er ikke småting i fysikkens verden. Så der skal kunne tages fat og det betyder et bredere styr !
Det bredere styr betyder at der skal være kortere mellem sadel og styr, for at du sidder som du plejer og det er oplagt at løse med en kortere frempind – også fordi en kortere frempind giver en kvikkere styring hvilket modvirker det lidt træge i de store hjul. Vægt og størrelse gør det også sværere at løfte forhjulet, men den kortere frempind hjælper også på det. Tilgengæld betyder det også at du pludselig har vægten længere tilbage på cyklen end du normalt har. Det forøger også den naturlige tryghed de store hjul automatisk giver pga det relativt lavere tyngdepunkt (krankboxen ligger under hjulakslerne).
De store hjul giver også en længere trædeflade, så man kan køre med mindre knoppede dæk, som typisk er lettere, og have samme greb som en 26er med grovere dæk. Faktisk virker samme dækmønster ofte helt forskelligt på 26 og 29″ ! Min egen TallBoy har fået hele turen og nu løfter den faktisk forhjulet på opkørsler, hvis jeg ikke passer på – fuldstændig som min gamle 26er Superlight. Ren win-win situation, eller hva’ ?
Da jeg var over Alperne første gang, insisterede vores guide Frank “Jeg ved alting bedst”, på at vi skulle øve os i at lægge vægt på forhjulet i sving, så vi fik bedre greb. På Blur’en med Fat Albert dæk, kunne jeg ikke forstå hvad han talte om – Fede Albert bider uanset hvad. Men de sidste par ture på TallBoy’en, som jo har fået smag for at køre stærkt, oplever jeg nu at forhjulet slipper i sving ! De småknoppede dæk, den mindre vægt på forhjulet pga den korte frempind og min utilpassede køreteknik, er en farlig cocktail. Ligesom uopmærksomhed straffes hårdt, da man ikke bare lige drejer et stort hjul i fuld fart.
At køre 29er er lidt som at starte forfra og genopdage alting på ny. Spillereglerne har fået et lille twist !
1-2-3-Flow
Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.
Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.
I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !
Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !
Den fede mand og vægtknepperiet
Når man som mig har en trøjeholder rundt om maven på et sted mellem 5 og 10 kilo, virker det lidt malplaceret at gå op i om sadelpinden vejer 50 g mere eller mindre. Ikke sådan at jeg har været ligeglad, det har bare aldrig været rigtig vigtigt. Om vægten sidder på maven eller på cykel er lige meget, og så betyder 100g ikke så meget. Det er selvfølgelig kun en halv sandhed, for den uaffjedrede vægt betyder mere end mavefedt, og den roterende vægt betyder meget mere. Men alligevel, og min kærlighed til UST-dæk har heller bidraget med anorektiske tanker, for de er notorisk tungere, men jeg har holdt mig til de udregninger der siger at det ikke betyder noget, for den reducerede rullemodstand opvejer det så rigeligt.
Som Henrik, en ægte vægtknepper, lynhurtigt spottede til H12, så har det ændret sig. Bremseskiverne er mere hul end materiale på Tallboy’en. Med skiftet til 29″ er der meget der er anderledes og de erfaringer jeg har fra 26″ kan ikke umiddelbart overføres har jeg opdaget. Jeg er på den femte Santa Cruz cykel og har efterhånden helt check på hvordan de skal sættes op for at passe mig perfekt. Tallboy’en er bare en lille smule anderledes. Styret skal være bredere for at kontrollere de store hjul, frempinden skal være kortere for at give en kvikkere styring, det bredere styr gør at afstanden mellem sadel og styr skal være kortere og forhjulet skal være så let som muligt for at gøre det nemmere at kontrollere det store hjul og den medfølgende forøgede gyroeffekt. Den større omkreds på hjulene, giver også en anden kontaktflade mellem dæk og underlag, så dækmønstrene virker anderledes end på 26″. Generelt kan man sige at man ikke behøver så groft et mønster på 29″, og man kan køre med en anelse lavere dæktryk uden at lave snakebites.
Wales blev erobret med 800 g fede Ardent 2.4 dæk på opfordring fra BenBen. Perfekt til formålet men også så tunge at skiftet tilbage til de originale 650 g CrossMark var markant. Jeg fik blod på tanden og reducerede frempinden med 10 mm, vægten på dækket fra 650 til 520 g, på slangen fra 180 til 110 g og på skiven fra 150 til 112 g .. og det gav en helt ny køreoplevelse. Tallboy’en er nu lige så “nimble” som Superlight’en ! Forhjulet løfter man lige så let som på en 26″, man kan kaste cyklen rundt på sporet, skal endda kæmpe lidt for at holde forhjulet nede på meget stejle stigninger og det store hjul bemærkes kun negativt når der ikke er plads til den store diameter mellem forhindringer.
Jeg er blevet vægtknepper og har fået gram på hjernen .. overvejer sågar selv at tabe mig. Less is more !
Niogtyve tanker
Vi weekendkrigere arver jo på godt og ondt meget af den udvikling og det tankesæt, der er tiltænkt worldcup-racerne. For det meste er det til stor glæde, men af og til giver det også mudder i systemet. For hvor mange af os glade entusiaster, er det egentligt vigtigt at komme først, eller køre hurtigst ? Selvom vi træner efter eliteprogrammer, på trods af deller både her og der, og vægtoptimerer vores cykler til det anorektiske, på trods af dellerne, handler det jo i sidste ende ikke om at komme først, men om at have det sjovest !?
Jeg er overbevidst om at alt hvad der generelt bliver skrevet om 29″ vs 26″, er rigtigt, fordele og ulemper. Og de direkte sammenligninger jeg har set giver heller ikke et entydigt billede af en vinder. Det hele kommer an på terræn, rytter og kørestil. Nogle kører hardtail, nogle fully, nogle UST andre med latexslanger, nogle er til knopper andre til slicks og nogle kan bedre lide brunetter end blondiner. Der er heldigvis ikke noget der er rigtigt og forkert, kun valg og konsekvenser.
Som barn kæmper de fleste sig gennem en række cykler som skiftevis er for store og for små, og en sjælden gang passer, og hjulstørrelsen vokser med cyklens og barnets størrelse. Men på et tidspunkt stopper det, så vokser kun kroppen .. og stellet ! Alt efter sluthøjde og bygning, passer man så mere eller mindre ideelt på en mountainbike. Med en meter og fireogfirs og lange ben, giver det klart en mere naturlig fornemmelse at sidde på min nye Tallboy, end på mine tidligere Santa Cruz’er. Jeg sidder mere i cyklen, end på cyklen. De uundgåelige uheld på sporet de seneste år, kan næsten alle beskrives ved en flyvetur ud over styret, hvilket er en klar konsekvens af en forkert vægtfordeling på et kritisk tidspunkt. En teleskop-sadelpind hjælper meget og flytter tyngdepunktet ned hvor alt ting bliver nemmere .. hvis man har aktiveret den ! Et 29″ stel flytter også tyngdepunktet, ikke så voldsomt, men permanent. Det giver en anden tryghed .. og træghed. Valg og konsekvenser.
Efter bare et par hundrede kilometer på Tallboy’en, er jeg ikke i tvivl om at min krop er til 29″ .. ligesom min røv er til WTB sadler. Mine bange anelser om at min diesel-kørestil ville blive yderligere forstærket med en wagonwhell’er, havde heldigvis ikke noget på sig, snarere tværtimod. Træerne vokser dog stadig ikke ind i himlen selvom man sidder på en Tallboy. Nok er risikoen for at tage den over styret er reduceret, men jeg kunne da sagtens mærke på rutchebanesporene i Wales, at de store hjul med deres større gyro-effekt, er tæt på at have deres vilje når man er træt og ikke længere helt fremme på beatet .. naturlovene regerer stadig.
PS. Det lavere tyngdepunkt på en 29″ skyldes at krankboxhøjden er den samme som på en 26″. Derfor kommer krankboxen ca. 4 cm under hjulakslerne på en 29″, hvor den på en 26″ ca. ligger i samme højde.
Weekend i Wales
Indrømmet, det lyder næsten hovedløst, Wales på en weekend ! Men ikke desto mindre var det hvad Jesper serverede som forslag for et par måneder siden. Han havde prøvet det før og hans entusiasme var egentlig helt unødvendig for at overbevise mig, selvom min holdning altid har været at det er klart nemmere at køre ned i Europa. Tanken om bløde uendelige højlandsbakker, lange singletrails, pints og english breakfast, vandt hurtigt over cykelkuffert, fly, billeje, venstre kørsel og notorisk dårligt vejr.
Det er besværligt at komme til Wales, 3×34 til lufthavnen med cykelkufferter, indcheck med oversize bagage, propfuld shuttle til biludlejer, 2 biler til 5 mand med kufferter og 3 timer i den forkerte side af vejen .. men det gik faktisk nemt ! Og herfra var det en fest. Afan er en stor naturpark med over 100 km fede singletrails. Og det er ikke bare singletrails, det er de fedeste singletrails jeg nogensinde har kørt, i hvert tilfælde i den længde. Hvis du forestiller dig dit favorit stykke fra Rude, Geels eller Marselisborg, som måske er 100-200 m langt .. og så strækker det ud til mindst det ti dobbelte 
Selve området er gearet til mountainbiking, fra hotellet Afan Lodge, til de 2 cykelbutikker og cafeteriet, som dog netop havde valgt at skifte ejer og holde lukket mens vi var der. Så det blev powerbarer til frokost, for alt andet i 20 miles omkreds, er lukket.
Bare fordi man er havnet på nogle de fedeste spor i England, er der jo ingen der siger at man skal blive der. Hvorfor ikke gøre livet lidt besværligt ? Så søndag smed vi cyklerne ind i bilerne og kørte halvanden time til Brecon Beacons, et stort højlandsområde med afmærkede spor. Eller rettere, de lader som om de er afmærkede, i modsætning til Afan hvor sporene er minitiøst afmærkede. Et minikort og en kort beskrivelse bagpå, var vores guide fra turistkontoret til en sort rute i Black Mountains. Det betød en meget langsom start med ikke mindre end tre fejlkørsler, og det blev ikke bedre af der som noget af det første var en gåtur med cyklen på ryggen, på over en halv time. Det var nu hurtigt glemt efter nedkørslen på den anden side ! Fåckk .. det var fedt ! 500 højdemeter nedad på flowy singletrails, små grusstier, jordstier og skærvestykker. Og sådan var resten af de 52 km, episke og fantastiske. Noget helt andet end de komprimerede rollercoaster-spor i Afan (udtales forøvrigt aevan på walisisk).
Indrømmet vi havde taget mandag fri, så det blev til endnu en formiddag på de svedige singletrails, men nu i fugtigt vejr. Det var lige før det var helt rart at skulle holde lidt igen, efter rutchebaneturen for fuldt knald to dage før. Sjælen rejser trods alt kun med 20 km/t.
De lokale, altså fra hele England, kommer typisk på deres downhill-inspirede cykler, eller nyindkøbte hardtail, og giver den gas. Vi kørte på lidt af hvert, 140mm AM fully’er, en marathon fully og min nye Tallboy, og egentligt var det lidt ligemeget, vi havde det monster sjovt alle mand, sporene kan det hele.
Det store spøgelse i skoven
Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.
Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.
Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.
Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.
Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.
Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !
I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.
PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast
Det er noget snask !
Næsten lige så længe som UST-systemet har eksisteret, har jeg været en varm fortaler for det, altså slangeløse dæk og fælge. Og jeg har forsøgt at rive vantro ud af den vildfarelse at der skal flydende latex i UST dæk. Der er selvfølgelig specielle situationer hvor det er godt men generelt skal der ikke. Den holdning har jeg nu lettet lidt på, for når et UST dæk har kørt et stykke tid, begynder det at blive små-utæt, og så er det faktisk smart at smide en sjat latex i for det klarer problemet.
Både Continental og Schwalbe har i år lanceret en linie dæk til xc som er tubeless-ready, dvs der skal flydende latex i før de er tætte. Det er resultatet af at en hel masse racere har brugt ghetto-løsningen, altså brugt almindelige dæk med flydende latex. Og det er jo fristende, man får det bedste fra 2 verdener; lav vægt, lav rullemodstand og selvlapning af mindre huller, og nu også når de er beregnet til det, stabile sidevægge. Jeg har da også renonceret på principperne og bestilt 2 par tubeless-ready dæk og håber bare det virker bedre end mine Nokian pigdæk som også er tubeless-ready, men som det på trods af al min UST erfaring ikke er lykkedes at montere uden slanger. Og at jeg skal ikke skal skifte dæk alt for tit ! Jeg har lige erkendt vinterens overtag og hevet mine Mountain King 2.4 af igen til fordel for pigdækkene og det er altså stadig noget griseri at hive et dæk med flydende latex af !
1 comment