Stamina
Det har været småt med indlæg her på bloggen de sidste par måneder, og det er der flere grunde til. Dels var jeg så heldig at få en opgave i Bolivia og dels var jeg så uheldig at have en flagelat med hjem i maven. Efter en intens kamp med flagelaten, som jeg heldigvis vandt, overtog en lokal virus. Det korte af det lange er at jeg først rejste i 2 uger og så var syg i 6 uger .. og tabte 8 kg!
Det er 3 uger siden jeg igen var frisk nok til at cykle og om en uge skal jeg køre Stamina12 .. solo! Det er selvfølgelig ikke et ideelt træningsforløb op til sådant et løb, og min plan er da også bare at have det sjovt og være tilfreds med de omgange jeg får kørt. For 2 uger siden skrev Bente Klarlund i sin brevkasse i Politiken om hvor meget form man mister hvis man er passiv. En gruppe unge veltrænede mænd var blevet lagt i seng i 3 uger, resultatet var at deres fysik efterfølgende var som om de var 30 år ældre, og at det havde taget 3 måneder at få formen tilbage. Ikke opmuntrene, men dr. Helweg, min cykelven og livlæge, mente heldigvis at det ikke galt for mig, da jeg jo mest havde været oppegående.
Den først tur var forfærdelig, og jeg overvejede seriøst at begynde at køre motorcykel igen! Anden tur var meget bedre, og efter 3 ugers træning og masser af mad, er reultatet at jeg har taget 3 kg på (så vi stopper her!) og stort set kører lige så hurtigt som før, .. men desværre ikke kan holde så længe. Jeg ville selv have gættet på det ville være omvendt, altså manglende hurtighed men OK stamina, hvilket også havde været mere optimalt til på lørdag.
Kloge Åge og vejrudsigten
Jeg tror aldrig jeg har været så beskidt, som da jeg landede efter forrige søndags 4-timers tur! Det var ellers planlagt som en tør tur, delvist på hemmelige spor, og der var da heller ikke meget mudder man hang fast i, men fåckk hvor var det vådt .. og beskidt.
Allerede umiddelelbart efter, viste DMI’s prognose nattefrost det meste af den kommende uge. Men som dagene gik flyttede dagen for nattefrosten sig, og op mod weekend stod det klart, i DMI’s prognose, at det først ville fryse natten til søndag. Og det endda kun 3-5 grader. Så mens de andre gik og glædede sig til en tør tur på frosthårde spor, gik jeg og grinede i skægget og var helt overbevidst om at en enkelt nat var for lidt til at rette op på de kokasse-bløde spor.
De første kilometer i skoven sagde min indre stemme stadig, bare vent, mens vi fløj over frossen jord. Eller det vil sige, de andre fløj på deres fully’er med brede dæk, mens jeg bumpede afsted på min vinterhardtail med tynde mudderdæk. Og det blev ikke bedre, så langsomt måtte jeg erkende mine manglende evner som jordbundsmeteolog, mens min lænd, ryg og skuldre bandede mit hoved langt væk.
Men som min far plejede at sige, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så havde de sidste 6 uger i mudderbad med en meget velkørende Sobre Dad givet overvejelser om en 29er måske alligevel ikke behøver at være en fully (nej, nej, det har jeg aldrig tænkt), så landede de tanker lige så hårdt som bagenden på Dad’en på et frosthårdt spor.
Frem og tilbage
Da jeg for 10 år siden startede med at køre spinning, hed det bodybike. Efter nogle år skiftede det navn til spinning – med mindre man netop kørte på en BodyBike, som smart nok havde registreret navnet. I år har det så igen skiftet navn – til cykling, da nogen har taget patent på konceptet spinning!
Anyway, det er måske ikke så dårligt for så bør det jo minde om cykling .. og det gør det faktisk ikke altid! Og så kan man måske også forestille sig at cyklerne, kommer til at ligne cykler, rent geometrisk? Det gør de nemlig heller ikke nu, de bærer præg af dels at være konstrueret før racercyklen blev ergonomisk, dels en fitnessinstruktørs våde drøm om store lårmuskler. Hvis sådan en BodyBike eller spinningscykel blev hevet med til et body-fit hos en af dem der udfører den slags, ville den få problemer på trods af alle dens indstillingsmuligheder – med mindre ejeren er i nærheden af to meter høj.
Det har altid undret mig at jeg ikke følte mig comfortabel på spinningscyklen og ikke kunne få sadlen langt nok frem på trods af min rimelige højde på 184 cm. Jeg har min egen sadel med til spinningstimerne, og fornyelig fik jeg så den ide at vende den forkert på beslaget, så den fik set-front i stedet for set-back – altså sidder lidt foran toppen af sadelrøret, i stedet for som den normalt gør, lidt bagved sadelrøret. Det betyder at sadlen nu kan komme 5 cm længere frem, og vupti .. nu kan jeg justere cyklen rigtigt!
Når jeg med mine 184 cm skal have sadlen ca. 4 cm længere frem end det normalt er muligt, hvad skal vi så gætte på en kvinde på 160 cm mangler i at kunne sidde rigtigt!?
PS. Det er jo svært at lære en gammel hund nye kunster, så spinning bliver ved at hedde spinning på denne blog.
1-2-3-Flow
Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.
Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.
I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !
Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !
Rundtosset
Der kom en mail fra Kasper: vil du med ud at prøve at køre banecykling ? Helt ærligt kan jeg dårligt forestille mig en kedeligere måde at cykle på end banecykling, men da min kone kalder mig en nej-siger, tænke jeg det var tidspunktet at vise min positivitet. Så selvfølgelig ! Desuden kom halvdelen af the ratpack også.
Fredag eftermiddag stod vi en flok glade cyklister i en stort set tom Ballerup SuperArena, der er cykler til alle og Ole fra Spectre forsøgte at forklare os grundreglerne på banen .. og at kurverne hælder 45 grader både for oven og forneden .. og at man ikke falder ned så længe man træder og holder en vis fart !
Vi ruller ud og jeg indrømmer blankt, jeg ikke er meget for det. Banen er lavet af lakeret træ som mig bekendt ikke giver meget friktion, den hælder også på de lige stykker så man kører konstant på en skrå flade, dækkene er supertynde og uden mønster, reklamerne på banen ser lige så glatte ud som malede betongulve og vi skal holde en fart over 30 km/t for ikke at falde ned i svingene ! Jeg har allerede besluttet mig for at stå af efter de indledende runder og melde pas.
10 omgange senere er jeg faktisk nået 50 cm op i svingene og ikke længere sikker på jeg dør, eller brækker begge ben. Og da vi starter den første holdkørsel er jeg indstillet på at forsøge at følge med. 20 omgange med skiftende føringer og en fart på 35 km/t er faktisk OK .. ja det er tæt på at være sjovt.
Efter endnu et par 20 omganges holdkørsler (5 km) med højere og højere fart, ender vi med 55 km/t på den sidste omgang. Fåckkk .. det er helt vildt, og sjovt ! Og så er der forfølgelsesløb, både som hold og en mod en, og fri leg.
At køre mountainbike på singletracks er lidt som at køre motorcykel på snoede småveje i Alperne. Men at køre banecykling er som at nappe motorvejskurverne sydpå med nålen på den rigtige side af 200 km/t. Adrenalinen pumper, pulsen er helt oppe, du ligger under en meter fra baghjulet foran (profferne ligger 5 cm fra !!), du tordner afsted med 50 km/t og det suser og flimrer for øjnene. Jeg tror ikke jeg har oplevet det fart-rush siden jeg kørte motorcykel.
Det skal jeg prøve igen ! Måske skal næste vinter stå på banecykling i stedet for spinning ? Eller måske begge dele 
PS. Grunden til Kasper ser mærkelig ud, altså hjelmen, skyldes hans helmetcam som han laver de svedigste videoer med. Du kan se en af dem her !
On the road again
DMI havde annonceret det, solen skinnede og lokkede fra en skyfri himmel, og den lange venteliste på spinningsholdet gjorde udslaget, Major Jake vågnede og landevejssæsonen startede i morges. Det passer lige med at følge den mindste i skole og fortsætte, men UPS .. ingen pedaler, har fornyelig skiftet system og har ikke helt nok til alle cykler .. og cykeltøjet fra i søndags var kun vasket, ikke tørt. Som Clint Eastwood siger i en film; improvise, adapt and survive !
Normalt gør jeg alt for ikke at ligne en rigtig landevejsrytter, crosscykel med skiver, MTB-sko, hat med skygge, knicker, alle no-go’sene, men vaskesituationen havde tvunget mig i en SaxoBank jakke som en venlig sjæl har foræret mig, og selv en sort vest kunne ikke skjule det. Jeg var frit bytte for pendlercyklisterne i morgentrafikken. Heldigvis var der kun en enkelt seriøs udfordrerer som til gengæld måtte trække mig hele vejen til Farum mens jeg lå bagved og stønnede med en puls godt oppe i 90′erne. Han vendte sig medfølende da han drejede af, og sagde at han ikke håbede jeg havde ligget bagved og frosset !
Det kommer bagpå mig hvert år ! Når landevejssæsonen slutter går Major Jake i hi og jeg hopper på spinningcyklen. Hele vinteren kører jeg så til techno-beats og svedig house i løbet af ugen og i sne eller mudder om søndagen. Og når foråret kommer, føler jeg mig i topform, kører dobbeltimer med en snitpuls over 80% og glæder mig til at give de andre baghjul på asfalten. Men sådan går det aldrig ! Forårets første tur på landevejen, er som den første efter 3 uger med influenza .. hvert år ! Jeg glemmer, eller fortrænger, det hver gang sæsonen skifter, at man kun bliver god til det man gør. Man bliver ikke umiddelbart hurtig på landevejen af at køre spinning, ligesom man heller ikke kan give den fuld gas på spinningscyklen efter en fed sommer i skoven. Pyh .. men herfra går det heldigvis fremad.
Træn mindre, større effekt ?!
I flere indlæg har jeg gjort opmærksom på at jeg er stor fan af Joe Friels bog “The mountain biker’s training bible” og hans filosofi om at træne hver dag. Jeg har med stor succes, synes jeg selv, brugt systemet med at træne forskelligt og næsten hver dag op til Alpeturene og H12, filosofien er at man skal vænne kroppen til at restituere hurtigt .. og at det kan tage lang tid, år !
Efter sidste års tur sydpå følte jeg mig lidt både udslidt og forslået, det sidste skyldtes nok mest mit hovedkuldse møde med en klippe, og satte derfor træningen ned fra 4-5 gange om ugen til 3-4 gange om ugen. Fire timers MTB søndag, to timers spin tirsdag og en enkelt time torsdag og/eller fredag .. og så lidt styrketræning når jeg alligevel var i centeret for at cykle. Og hvad er der sket ? Jeg har kørt som om min doping bestod af andet en Pale Ale, og min puls hopper lystigt op nær max i tide og utide. Nu er pulsen jo ikke alene et udtryk for hvor godt det går, jeg har fx kørt et 40 km MTB-løb med en gennemsnitspuls på næsten 90% og alligevel kommet i mål da de var ved at pakke kagebordet sammen. Men det har faktisk kørt for mig i skoven her i vinter. Det kan selvfølgelig også forklares med mine pigdæk og de andres kageform, men alligevel !
Den eneste rigtig gode forklaring er nok, at man får den mest effektive træning når man er restitueret ! Træner man næsten hver dag skal man være både ung, eliteudøver og skematisk for at få det fulde udbytte. Man kan ikke ligge permanent i det røde felt, hvis man træner hver dag. BikeRadar havde fornyelig også en artikel om pulstræning hvor de slog fast at “slow is the new fast” !
H12 er to en halv måned væk og om seks uger skal jeg til Wales, og i den sidste ende handler det i min alder kun om en ting .. at have det sjovt. Men det bliver nu spændende at se om formen holder når der skal køres i 12 timer eller tre dage i træk !
Sorte huller
Det er svært at træne til en Alpe-tur på visse punkter her i Danmark. Specielt er det vanskeligt at træne nedkørsler der er lange og stejle nok. I Alperne er nedkørslerne hårrejsende stejle og lange nok til at musklerne i underarmene syrer fuldstændig til af at bremse og lårerne skriger af at hænge bagved sadlen i halve timer i træk.
De fleste af os har “sorte huller” rundt omkring på sporene, steder vi enten ikke kan, eller tør, køre. Personligt havde jeg 3 på mine sædvanlige ruter indtil sidste år. En af dem er nedkørslen fra Klint ! Klint er et gammelt kalkbrud helt ud til vandet, hvor man med lidt øvelse og held, lige akkurat kan træde op til toppen af et enkelt singletrack. Fra toppen er der en fantastisk udsigt, og en efter min mening, scarry nedkørsel af en eroderet, stenet og meget stejl tidligere sti. Jeg har flere somre holdt og kikket fra toppen, og tænkt det ikke var noget for mig. Sidste år havde vi allerede besluttet Alpe-turen nu til september, så nedkørslen var jo oplagt træning. Det krævede lidt tilløb og justering af udstyr, men det blev da til et par gange, en enkelt endda rimelig elegant.
Og nu holdt jeg der så igen i dag .. på den langbenede .. med fjernbetjent sænkbar sadelpind .. og uden en rimelig undskyldning. Det kunne have været et pres, men det var det faktisk ikke da jeg holdt der. Den så ikke nær så skrækindjagende ud som sidste år, det er fantastisk hvad man kan vænne sig til. Og ned gik det med hjertet i halsen og pulsen bankene .. næsten elegant.
Nok har vi ikke Alpetræningsfaciliteter i Danmark, men de sorte huller kan sagtens bruges som det. I den sidste ende handler det jo om at overvinde sig selv !
Roskiller
Flere af vennerne spiller fodbold og størsteparten af dem indrømmer at det kniber med at få løbetrænet, men læg en bold foran dem og de løber til de segner.
Sådan har jeg det lidt på sporet. Det der med at ræse et par omgange på et af sporene er fint nok, men i det lange løb er jeg ikke sportsmand nok til det. Jeg kan ikke finde motivationen i at slå 45 sekunder af tiden rundt på det blå spor ! Det betyder at selvom vi som regel kører på de kendte spor, er turen forskellig fra gang til gang og kan vi finde nogle nye spor eller måder at komme rundt på, er det toppen. Først den ene vej, og så den anden vej rundt på det nye spor i Store Dyrehave forrige weekend, var ved at tage livet af mig. Dels var det fysisk hårdt, der var et par stykker i gruppen der kørte rigtig hurtigt, dels kræver sporet meget arbejde på cyklen og dels var det mentalt svækkende for mig ikke at komme nogen vegne. Tanken om at køre i ring for blot at vende om og køre den anden vej, havde en dårlig effekt på mig. Retfærdighedsvis skal det siger, jeg selv havde fundet på det.
Siden min cykelbuddy Thomas flyttede til Roskilde har han forsøgt at lave en længere og længere tur rundt om Roskilde, Roskiller-turen. Den indeholder bla stier langs Roskilde Fjord, Boserup Skov, Skjoldungestien, det hvide spor og i søndags forsøgte vi så at udvide den med et spor langs Ramsødalen. Ikke alt er teknisk, det er en smuk blanding af det hele. Svedige singletracks på det hvide spor, flydende stier med panoramaudsigt langs fjorden og hjulspor med hoftehøjt græs over marker. Og selvom jeg igen var ved at dø på det hvide spor, der er sjovt nok altid nogen der kører meget hurtigere end mig, kan jeg sagtens komme til kræfter igen ved tanken om nye spændende stier.
Episk, kalder vi de ture som har mange kilometer og oplevelser, og som ikke kun indeholder mountainbikespor. Det er OK at træne spinning og køre landevejen i løbet af ugen, bare for træningens skyld, men om søndagen skal være søndagstur og ikke kun træning .. og det skal helst være episk ind i mellem.
Så starter cross-sæsonen igen !
Siden vi fik sommerhus, har jeg forsøgt at finde de fede spor i området og for et par år siden begyndte jeg også at lede efter nogle lokale at køre med. Dels for at få selskab og dels for lære flere spor at kende. Rygtet ville vide at der kørte en flok, og af og til så jeg også ryggen af nogle ude i skoven. Det var dog lidt svært at få kontakt, og først da min søns børnehavepædagog afslørede at hun havde en bror der bor og kører i området, lykkedes det.
Jeg mødte op i fuld weekendkriger udstyr; fully, brede dæk og kamelryg. Det burde nok have vagt min mistanke at de andre kørte på citydæk, med låst affjedring og at der endda var en enkelt på en crosscykel. Friskt, siger jeg til ham på crosscyklen, at nappe turen på sådan en cykel, men det mente han nu ikke ! Det varede heller ikke længe inden jeg var enig med ham !
De lægger ud i et rasende tempo .. ud af landevejen ! Jeg kender ellers et fedt spor, men beslutter mig for ikke at blande mig .. det kan tids nok komme. Efter et par kilometer er jeg allerede bagefter og ved at dø. Heldigvis kikser den ene et gearskift og knækker kæden. Surt, siger de i kor, du må trække hjem. Nej, nej, siger jeg og pakker kamelryggen ud og et powerlink senere er vi på vej igen. Afsted det går og da vi nærmer os Sandflugtsplantagen er jeg igen bagefter men optimist ved tanken om vi nu drejer ind på et spor i skoven. Så kan de bare vente sig ! Men nej, vi fræser med over 30 km i timen ad grusvejen langs vandet. Efter yderligere 5 minutter opgiver jeg og råber, bare kør ! Men jeg er allerede så langt bagefter at de ikke kan høre det, så det gør de.
Surt show ! Men jeg synes jo ikke rigtig det var fair, så efter at have sundet mig et par uger beslutter jeg mig for at forsøge igen. Med en anden cykel ! Major Jake bliver udstyret med cross-dæk, som den egentligt er født til, og jeg lader baggy’s og kamelryg blive hjemme. De kikker lidt, både på mig og Major Jake, da vi møder op, men denne gang kan jeg følge med, også på de 2 asfalt-rundture som er inkluderet, og jeg blander mig endda i spurten
De kører hver dag den samme tur på det samme tidspunkt, så det er bare at hægte sig på. 32 km og alt over en time er uacceptabelt .. det er go’ pulstræning ! Nu mangler jeg bare at overbevise dem om de også skal prøve at køre med i skoven
1 comment